Nikki Haley dropper at blive Republikanernes præsidentkandidat, siger hun under en tale i den amerikanske delstat South Carolina dagen efter Super Tuesday. Talen bliver transmitteret på blandt andet CNN og BBC.
»Tiden er kommet til at suspendere min kampagne«, siger Haley.
Udmeldingen fra Nikki Haley kommer, dagen efter at der blev afholdt primærvalg i 15 amerikanske delstater og ét amerikansk territorium. Her vandt Donald Trump i alle delstater undtagen i Vermont, hvor Nikki Haley vandt.
Nikki Haley giver ikke udtryk for, at hun entydigt støtter Trump som Det Republikanske Partis præsidentkandidat.
»Det er nu op til Donald Trump at gøre sig fortjent til stemmerne fra de vælgere i og uden for vores parti, som ikke stemte på ham«, siger Haley.
Hun henviser tilsyneladende til de republikanske og uafhængige vælgere, som i primærvalgene har sat deres kryds ud for andre navne.
Lykønsker Trump
Nikki Haley ønsker Donald Trump tillykke med, at han ender med at blive Republikanernes præsidentkandidat.
»Jeg vil ønske enhver, der måtte blive USA’s præsident, held og lykke. Vores land er for dyrebart til at lade vores forskelligheder skille os ad«, lyder det fra Nikki Haley, som er tidligere guvernør i South Carolina og tidligere FN-ambassadør for USA.
I et opslag på det sociale medie Truth Social, skriver Trump som en reaktion på Nikki Haleys udmelding, at hun led et stort nederlag på Super Tuesday.
»Jeg vil gerne takke min familie, mine venner og Det Republikanske Pari for at hjælpe mig med at skabe den mest succesfulde Super Tuesday i historien, og jeg vil desuden invitere alle Haleys støtter til at tilslutte sig den mægtigste bevægelse i vores nations historie«, skriver Trump, der nu også får støtte fra Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell.
Trump udnævnes officielt i juli
Super Tuesday er den dag i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor der bliver afholdt primærvalg i flest delstater. Flere delstater havde dog afholdt primærvalg forud for Super Tuesday. Samlet nåede Nikki Haley at vinde over Trump i Vermont og District of Columbia, hvor forbundshovedstaden Washington, D.C., ligger.
Under primærvalgene skal der fordeles mandater mellem kandidaterne hos såvel Republikanerne som Demokraterne. Den endelige nominering – altså udnævnelsen af Republikanernes præsidentkandidat – sker til juli, hvor knap 2.500 delegerede mødes til et nationalt konvent i Milwaukee i delstaten Wisconsin. Her skal de pege på, hvem de ønsker som kandidat.
På Super Tuesday var flere end en tredjedel af de delegerede på spil. Mens der i nogle delstater var spænding forbundet med Republikanernes primærvalg på Super Tuesday, har Joe Biden, USA’s siddende præsident, ikke nogen reelle udfordrere på Demokraternes side.
Ritzau
fortsæt med at læse




























