CO2-bødekrav for biler udskydes to år til fordel for økonomisk presset europæisk bilindustri.

EU udskyder CO2-bødekrav for presset bilindustri til 2027

Foto: Focke Strangmann/Ritzau Scanpix
Foto: Focke Strangmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-Parlamentet vedtager at udskyde bødekrav til den europæiske bilindustri med to år til 2027. Bødekravet har betydet, at salget af biler i EU fra 2025 skulle pålægges en bøde, hvis bilerne udleder mere end 93,6 gram CO2 per kilometer. Bøden ligger på 95 euro per bil gange antal gram CO2 over den fastlagte grænsen.

EU-Kommissionen foreslog i marts 2025 at udskyde bødekravet til fordel for EU’s konkurrenceevne og en økonomisk presset europæisk bilindustri. Dengang sagde kommissionen, at man stadig holder fast i det langsigtede mål om nul-emissionsbiler i 2035.

Det gør SF’s Rasmus Nordqvist, der i EU-Parlamentet repræsenterer De Grønne, bekymret for, om man kan nå EU’s klimamål:

»Det kommer til at have negative konsekvenser for klimaet. Det kommer til at betyde, at vi har flere klimaskadelige biler på vejene«.

Som følge af det nye forslag får bilproducenterne mulighed for at opfylde deres forpligtelser for 2025, 2026 og 2027 ved at beregne gennemsnittet af deres resultater over en treårig periode. Dermed kan producenterne opveje årlige eventuelle overskydende emissioner ved at udlede mindre CO2 i det efterfølgende år.

»Det bliver sværere at nå klimamålene i sidste ende, når man hele tiden udskyder mål«, siger Rasmus Nordqvist.

Samtidig mener han, at ændringen skaber en uretfærdig konkurrencemæssig fordel for de bilproducenter, der har valgt at bruge ressourcer på at producere biler, der udstøder mindre CO2.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her