De tårnhøje temperaturer under den igangværende hedebølge når nye niveauer i flere lande.
Onsdag er der således blevet slået temperaturrekord for juni i Storbritannien med 35,8 grader celsius i det sydlige England.
Det melder den britiske vejrtjeneste Met Office ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Temperaturen er blevet målt i landsbyen Wiggonholt i West Sussex.
Også i den franske hovedstad, Paris, er der onsdag blevet slået junirekord. Her er der målt 40,9 grader celsius i Paris-Longchamp.
Hedebølgen har de seneste dage præget store dele af Europa.
I Spanien førte den mandag og tirsdag til rekorder for juni. Her var der tale om rekorder i den daglige gennemsnitstemperatur.
Og onsdag er den varmeste dag nogensinde registreret i Frankrig, oplyser den nationale vejrtjeneste ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den vurdering er baseret på den nationale temperaturindikator, som onsdag er nået op på 30 grader celsius ifølge foreløbige målinger. Den er et gennemsnit af dag- og nattemperaturer på tværs af 30 målestationer.
Tirsdag, som også var rekord, var indikatoren på 29,8 grader celsius.
I Frankrig har varmen blandt andet ført til skolelukninger, aflyste tog og forkortede åbningstider ved seværdigheder. Herudover medfører hedebølger en overdødelighed, som især rammer ældre og kronisk.
Og mindst 48 er druknet i Frankrig, da langt flere end normalt forsøger at køle sig ned i vandet.
Onsdag ventes i alt 94 millioner mennesker i Europa at opleve temperaturer på over 35 grader celsius. Det viser beregninger fra nyhedsbureauet AFP.
Det er et godt stykke over ti procent af kontinentets befolkning. De fleste af dem befinder sig i Frankrig og Spanien.
Hedebølgen i Europa har været værre end, hvad visse prognoser havde spået.
Jim Skea, som er formand for FN’s Klimapanel, IPPC, siger ifølge AFP, at det ikke kan anfægtes, at kontinentet i fremtiden vil blive ramt af mere ekstremt vejr.
»Det er uundgåeligt, at vi kommer til at opleve mere af det, vi har set i løbet af de seneste dage, siger han.
Hedebølgen kommer, efter at der også i foråret blevet slået varmerekorder flere steder i Europa. I Frankrig, England, Wales og Norge oplevede man de hidtil højeste gennemsnitstemperaturer for forårsmånederne.
ritzau
fortsæt med at læse




























