Selv om mange taler om fly og klima, er der flere fly på vingerne end nogensinde.
Foto: Thomas Borberg

Selv om mange taler om fly og klima, er der flere fly på vingerne end nogensinde.

Klima

Bliv opdateret om ugens vigtige klimahistorier: Dansk tavshed om flyafgifter i EU

Et multinationalt firma har forsøgt at påvirke den globale klimadebat med en tophemmelig kampagne. Her er ugens rundtur i vigtige nyheder på klimaområdet.

Klima

EU. 59 procent af danskerne vil gerne have CO2-afgift på flyrejser, kunne Politiken fortælle i december. Alligevel tog Danmark ikke ordet i tirsdags, da fem EU-lande med Belgien i spidsen – de andre var Holland, Luxembourg, Frankrig og Sverige – talte for en fælles klimaafgift for fly på et ministermøde i Bruxelles.

Transportminister Ole Birk Olesen (V) sagde ellers i december til Politiken, at Danmark kun kan acceptere flyafgifter, hvis de indføres på EU-niveau. Derfor undrer den danske tavshed på mødet den europæiske ngo Transport & Environment:

»Vi har brug for alle gode kræfter i dette spørgsmål. Jeg forstår ikke, hvorfor Danmark, der præsenterer sig som et grønt land, ikke melder klart ud«, siger transportanalytiker Andrew Murphy.

Han undrer sig endnu mere, da Politiken fortæller ham, at regeringen har afvist ensidige danske afgifter, med henvisning til at vi så mister konkurrenceevne over for nabolandene. Faktum er, at Tyskland, Storbritannien, Sverige og Norge allerede har indført en form for klimaafgift på flyrejser.

»Så det er simpelthen noget vrøvl«, ryger det ud af analytikeren.

Minegigant drev hemmelig lobby

Foto: Ilya Naymushin/Ritzau Scanpix

Hvordan sikrer et af verdens største kulselskaber, Glencore, sig mod dårlig omtale af kul? Simpelt: Ved at donere penge til en tophemmelig lobbygruppe, der i bedste russiske troldestil manipulerer med debatten på de sociale medier. Avisen The Guardian afslørede onsdag, at en pr-gruppe med base i Australien siden 2017 årligt har modtaget mellem 30 og 60 millioner kroner af Glencore til ’Project Caesar’ – en »sofistikeret digital kampagne«, der skulle påvirke politikere og befolkninger og underminere vindenergi og organisationer som Greenpeace.

Foto: Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix

Tænk ikke på klimaet, børn

Og mere i samme afdeling: I mindst et dusin tilfælde alene i år har højreorienterede amerikanske politikere foreslået at ændre eller helt fjerne klimaundervisningen i skolerne for at nedtone global opvarmning, skriver Associated Press. Onsdag afslørede nyhedsbureauet, at der er tale om en koordineret kampagne betalt af to konservative lobbyorganisationer, Discovery Institute og Heartland Institute. En af politikerne, senator David Bullard fra Oklahoma, forsvarer initiativet med, at det er vigtigt at »præsentere begge sider i debatten«. Han får lammende kritik fra skolelærerorganisationer og videnskabsfolk, der påpeger, at den ene af de to såkaldte sider ikke har en døjt at gøre med virkeligheden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden