Hvis hele verden levede som danskerne, ville det være umuligt at forhindre klimakatastrofen, sagde den 16-årige svensker foran Christiansborg.

Greta Thunberg giver opsang: »Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede«

Lyt til artiklen

Skulle danske og europæiske politikeres hidtidige indsats for at begrænse den globale opvarmning til eksamen, ville bedømmelsen blive hård.

I hvert fald hvis censor var den 16-årige svenske klimaaktivist og skoleelev Greta Thunberg, som netop har talt for tusinder af mennesker foran Christiansborg i København ved Folkets Klimamarch.

Her sendte hun en bredside imod os selv i det EU, som ifølge svenskeren faktisk kunne gøre noget afgørende for at modvirke klimakrisen, hvis de handlede resolut.

»Så selvfølgelig skulle man tro, at EU-valget handlede om det. Men det gør det ikke. Og selvfølgelig skulle man tro, at vi forsøgte at stoppe vores udledninger. Men det gør vi ikke. I virkeligheden stiger vores udledning stadig«, sagde hun fra talerstolen om de europæere, som ifølge svenskeren står for 20 procent af Jordens samlede ressourceforbrug.

Klimafascist? Greta Thunberg vækker hed debat i Sverige

På trods af gyldne løfter om det modsatte fra politisk hold, sagde Thunberg:

»Flotte ord om et CO2-neutralt København i 2025. Det lyder virkelig godt. Men hvis det at være CO2-neutral ikke også indbefatter transport, forbrug, fødevarer, flyrejser og shipping, så betyder det faktisk ikke så meget endda«.

»Når man på den måde sender budskaber, der antyder, at der virkelig bliver gjort noget ved det, uden at det rent faktisk sker, gør man formentlig mere skade end gavn«.

»Som gjaldt det vores liv«

Det er første gang Thunberg taler for et dansk publikum, og hendes deltagelse i klimamarchen kom i stand, efter at Politiken inviterede hende til København, hvor hun blev introduceret af chefredaktør, Christian Jensen.

Hvis alle levede, som vi gør i Danmark, Sverige og det øvrige EU, ville det allerede være for sent at at holde temperaturstigningerne under målene på 1,5 eller 2 grader, sagde den svenske klimaaktivist:

»Så i stedet for at skyde skylden på andre og fortælle dem, hvad de burde gøre, bør vi selv vise vejen«.

»Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede og så omsætte denne vrede til handling. Og handle, som gjaldt det vores liv. For det gør det«, sluttede Greta Thunberg.

Til stor begejstring for 79-årige Aase Johannessen, som står i mængden og klapper.

»Det var altså flot«, lyder hendes umiddelbare anmeldelse af talen:

»Partierne burde simpelthen sætte klimaet først. Det tror jeg, vælgerne ville belønne dem for«.

Sultestrejker for klimaet

Greta Thunbergs vej til en status som en af den globale klimabevægelses mest markante ansigter begyndte, da hun 20. august 2018 satte sig foran Sveriges Rigsdag med sit i dag berømte, hjemmelavede skilt: »Skolestrejke for klimaet«.

Siden har i hundredtusinder af unge verden over og også i Danmark fuldt det eksempel og strejket med krav om politisk handling, mens Thunberg selv har taget toget ud i verden for at aflevere den ene svada efter den anden til verdens politisk ledere.

Fra talerstolen på FN’s klimakonference i Polen til EU-Kommissionen i Bruxelles og World Economic Forum i Davos.

15 uafhængige forskere i dyster FN-rapport: Vi når ikke verdensmålene - på nogle områder går udviklingen endda den forkerte vej

Foran scenen på Christiansborg står 19-årige Mikkel Brix i et mylder af skilte og hjemmelavede bannere med klimaslogans som ’Lyt til Greta’ og ’Pedalkraft - JA TAK’.

På hans eget skilt lyder det mere opsigtsvækkende: ’Sultestrejke for klimaet’. Frederikshavneren har nemlig besluttet sig for at faste hele valgperioden, fortæller han. På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er en smule ekstremt, lyder svaret:

»Jo, men det var også ekstremt, da Greta gik i gang med sin skolestrejke, og det har ikke fået politikerne til at skride til handling, så der er åbenbart brug for mere, før magthaverne tager problemerne alvorligt«, siger Mikkel Brix, der indtil videre har sultestrejken i 19 dage.

Bag Folkets Klimamarch står et netværk af borgere med opbakning fra en stribe ngo’er, som blandt andet har samlet sig om at kræve af de danske politikere, at skærpet grøn omstilling de næste år formår at halvere det danske klimaaftryk i år 2030 og gå i nul i 2040.

Ud over Greta Thunberg taler også metrolog Jesper Theilgaard, tidligere klimaminister og europæisk klimakommissær Connie Hedegaard, Dagbladet Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, og forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen på slotspladsen.


Benny Kjoelhede

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her