Dronningen må sige, hvad hun vil, men i denne sammenhæng er hun ude af trit med både videnskaben og befolkningen, mener gruppenæstformand i Radikale Venstre. I Dansk Folkeparti er man derimod glade for, at dronningen kan mane til besindighed hos befolkningen.

Fra »ude af trit med befolkningen« til »fin og afbalanceret«: Politikere er uenige om dronningens klimaudmelding

Dronning Margrethes udtalelser om klimaforandringerne har skabt debat i befolkningen og Folketinget, hvor nogle vil have, at hun trækker udtalelserne tilbage. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Dronning Margrethes udtalelser om klimaforandringerne har skabt debat i befolkningen og Folketinget, hvor nogle vil have, at hun trækker udtalelserne tilbage. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Dronning Margrethe har i de fleste af sine regeringsår haft stort held med at sige sin mening om samfundsrelevante emner med en vis elegance og uden at skabe stor splittelse og debat i befolkningen. Lige indtil nu. For i et stort interview bragt i Politiken lørdag siger hun, at vi ikke bør panikke over klimaforandringerne, og at hun ikke er »ganske overbevist om«, at klimaforandringer er direkte menneskeskabte. ​

Dronningen: Vi bør ikke panikke over klimaforandringer

Det har skabt røre i det politiske landskab, som har været mere enigt end nogensinde efter det seneste folketingsvalg om, at det kræver handling at bremse klimaforandringerne. Og de radikale er da også skuffede over dronningens udtalelser.

»Dronningen er i den her sammenhæng uheldigvis ude af trit med både videnskaben og befolkningen, der kræver grøn omstilling. Heldigvis er vi et bredt flertal i Folketinget, der har sat det klare mål om 70 procent reduktion i løbet af 2020’erne. Det er ikke i panik. Det er tværtimod i håb og tro på, at vi Danmark er i stand til at nå så ambitiøse mål«, siger gruppenæstformand i Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen.

Bør trække udtalelsen tilbage

Kritikken er endnu hårdere hos de tidligere medlemmer af Alternativet, hvor den nuværende løsgænger Sikandar Siddique skriver til Politiken, at dronningen bør trække sin udtalelse tilbage.

»Er 250 millioner klimaflygtninge ikke en katastrofe? Hvad med fødevaremanglen? Det ekstreme vejr, der slår millioner ihjel? Hvad med manglen på rent vand, der vil have katastrofale følger for milliarder af mennesker?«, skriver Sikandar Siddique.

I samme spor lægger SF sig, hvor klimaordfører Signe Munk ifølge Ritzau kalder dronningens udtalelser »helt på Månen«.

»Dronningen giver en mavepuster til alle de unge, der er dybt bekymrede for klimaforandringerne og den fremtid, de har på denne jord. Det, vi skal diskutere, er, hvor hurtigt man skal handle«, siger hun.

»Jeg ville ønske, at dronningen ikke havde udtalt det her, og mest af alt at hun ikke mener det«.

Også i Rådet for Grøn Omstilling mener de, at dronningen burde have ladet være med at udtale sig om klimaforandringerne.

»Hvis hun ikke har forstand på det, så bør hun ikke udtale sig om det. Hun bør i hvert fald læse op på emnet, næste gang hun udtaler sig«, siger direktør i Rådet for Grøn Omstilling Claus Ekman, som mener, at Kongehuset nok bør gå ud og trække udtalelsen tilbage.

Skader det klimakampen, at dronningen udtaler dette?

»Ja, det kan det jo komme til. Mange mennesker lytter til hende«.

Sofie Carsten Nielsen lytter også til dronningen, siger hun, og hun mener ikke, at politikerne bør gå ind og bestemme, hvad hun skal have lov til at sige:

»Men i denne her sammenhæng kigger jeg da hellere til London, hvor Prins Charles opfordrer til at tage teten til grøn handling. Vi har videnskabens ord, og det er det, vi følger. I den nuværende coronapandemi kan vi se, hvor vigtigt det er at kende fakta, og det gør vi faktisk allerede i klimasammenhæng. Det har vi gjort længe«.

DF: Dronningen ved bedre end befolkningen

Det er ikke alle partier, der har valgt at kommentere på dronningens udtalelser. Både Konservative og klimaminister Dan Jørgensen (S) ønsker ikke at kommentere, mens Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, endnu ikke er vendt tilbage på Politikens henvendelse.

Men i Dansk Folkeparti er man ikke bekymret over dronningens holdning til klimaforandringerne. Her mener klimaordfører Morten Messerschmidt, at udtalelsen er »fin og afbalanceret«.

»Jeg synes, det er rigtig godt, at vi har en majestæt, som maner til besindighed, når folkestemningen kommer fuldstændig ud af trit med virkeligheden. Det er vigtigt, at vi har en dronning, der hævet over det politiske kan komme med nogle myndige ord til sit folk. Og netop at sige, at man ikke skal gå i panik, er en ret klog beslutning«.

Ved dronningen så bedre end befolkningen her?

»Det tror jeg i de fleste tilfælde, hun gør, men det er vigtigt, at dronningen ikke går ind i de tekniske spørgsmål, og siger, om det er 50, 60, 70 eller 80 procent, (CO2-udledningen skal reduceres, red.)«.

Politiken arbejder på at få en kommentar fra kongehuset.

Sven Helms Skov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her