Danmark er et af flere lande, som overtræder den forpligtende internationale aftale om Østersøen – østersøkonventionen. Aftalen regulerer, hvor meget kvælstof og fosfor der må gødes med i landbruget, men ingen af landene lever op til reglerne. Det dokumenterer et hold af forskere fra flere østersølande i en ny analyse under forskningsprogrammet Bonus om Østersøen.
Danmarks overgødning har afgørende betydning for, hvor meget kvælstof og fosfor der skyller med regnvandet ud i Østersøen, fordi planterne ikke kan nå at optage det hele.




























