Nogle gange er det hos de skøreste kugler, at fremtiden bliver støbt. Sådan en kugle er Elon Musk. Han tror på, at han kan sende mennesker til Mars inden for 20 år, og han mener seriøst, at menneskeheden er nødt til at forberede sig til en eksistens spredt på flere planeter.
I modsætning til mange andre fantaster går Elon Musk systematisk til værks. Første skridt, som hans firma Space X arbejder målrettet på, er at kunne genbruge de ekstremt dyre rumraketter. Så sent som for 14 dage siden bar en af hans raketter forsyninger op til Den Internationale Rumstation, men det mislykkedes at få affyringsraketten til at lande på en flydende base i havet. Og det var ikke første gang.


























