pragt. Hansen tegnede parlamentet, kunstakademiet og Musikverein med den gyldne sal (billedet), hvor nytårskoncerten - den, der kommer efter skihop og før burger - afholdes.
Foto: Erich Lessing

pragt. Hansen tegnede parlamentet, kunstakademiet og Musikverein med den gyldne sal (billedet), hvor nytårskoncerten - den, der kommer efter skihop og før burger - afholdes.

Arkitektur

Dansk arkitekt hyldes som en mester i Wien på sin 200-års fødselsdag

Theophil Hansen skabte nogle af de vigtigste bygninger i Wiens storhedstid.

Arkitektur

Forestil dig, at Rådhuset, Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, Botanisk Have og flere store beboelseshuse lige rundt om Københavns middelalderby var tegnet af en og samme arkitekt.

Forestil dig så, at den ene bygning var landets parlament og en anden rummede landets mest kendte sal, der hvert år blev tv-transmitteret til hele verden.

Den arkitekt ville være værd at fejre, og det gør man i Østrig, hvor den danske arkitekt Theophil Hansen hyldes som en mester, der var med til at forme Wien som en moderne storby i demokratiets spæde tid.

Bidrog til Wiens storhed Mange steder skiltes her med reklamer for udstillingerne om Theophil Hansen; hotellet, jeg bor på, har han også tegnet.

Det hedder Hansen Kempinski, balsalen har adgang fra gaden og hedder Theophil, ligesom restauranten i Børsen lidt længere ned ad gaden hedder Hansen.

Man er stolt af hans bygninger. Med dybe relieffer i facaderne virker de da også imponerende, og de er med til at give Wien en helt særlig autoritet og storhed.

Hansen tegnede parlamentet, kunstakademiet og Musikverein med den gyldne sal, hvor nytårskoncerten – den, der kommer efter skihop og før burger – afholdes.

Andre af hans prominente bygninger er byens fineste borgerpalæ, Palais Epstein, der ligger ved siden af parlamentet og i dag er en del af statsadministrationen og børsen, som i dag rummer konferencecenter, blomsterhandel og restaurant.

Det nyåbnede luksushotel Hansen Kempinski er indrettet i en bygning, der oprindelig blev opført til hotel, men i mellemtiden har tjent som både kontorer og boliger – ligesom hans øvrige borgerpalæer omkring Ringstraße.

Den er Wiens runde udgave af Paris’ Champs Elysée, den fineste gade i byen, og anlagt som en paradeboulevard rundt om den gamle middelalderby, der blandt andet rummer kejserpaladset.


Hjulpet af brormand
Vejen til Wien gik via Grækenland. 27 år gammel fik han som nyuddannet arkitekt et rejselegat, som han brugte til at rejse ned til sin storebror Christian Hansen i Athen.

Den græske hovedstad var blevet det nye klassiske rejsemål for Europas kunstnere og arkitekter, og storebror Christian var blevet en anerkendt arkitekt, der havde fået til opgave at tegne byens nye universitetet.

Theophilos, som han var døbt, arbejdede for Christian, fik et observatorium i kommission og grundlagde sin egen tegnestue.

Han bidrog ved udgravninger og var begejstret for alle de nyopdagede farver i oldtidens udsmykninger i Pompeji og Herculaneum og ligeledes for Karl Friedrich Schinkels nyopførte klassicistiske Neues Museum i Berlin, som han havde studeret på vejen til Athen.

Han tog de græske bygningsproportioner til sig og blandede dem efter forgodtbefindende med inspiration fra italiensk renæssance og byzantinsk arkitektur.

Fra start var der fart over feltet for T. Hansen; han havde konstant opgaver og blev professor i tegning.

Men efter otte år rejste nationalismen sig i 1843 i Grækenland, og Kong Otto var tvunget til at smide alle fremmede kunstnere ud af landet.

Theophilos forblev tre år endnu og gjorde sine projekter færdig, indtil en af det østrig-ungarnske riges mest velhavende mænd, den græske konsul von Sina, inviterede ham til Wien og bad ham opføre en græskortodoks kirke.

Som udlænding skulle han have en østriger over sig, og han blev i første omgang ansat hos Ludwig von Förster, der var Wiens mest anvendte arkitekt.

En sand multikulturel smeltedigel
Revolutionerne rullede gennem Europa, og Wien gik ikke forbi.

Byen rummede mange nationaliteter; den var dengang en sand multikulturel smeltedigel. Industrialiseringen og bankvæsnet skabte et nyt internationalt borgerskab, hvis rigdom kunne måle sig med adelens.

De smykkede sig med fortidens stilarter og pragt for at stive sig af og vise, at det nu var dem, der var kunstens mæcener.

Det var i første omgang borgerskabet, der blev Theophil (som han nu kaldte sig) Hansens bygherrer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et kort ægteskab
Da han blev gift med Försters ældste datter, viste det, at han var blevet accepteret i borgerskabets indercirkler.

Men tragisk dør hun tre måneder senere af svangerskabsforgiftning. Han gifter sig ikke igen, men hans ugifte søster rejser ned til ham og bliver husholderske.

Året efter stifter Theophil sin egen tegnestue, og 39 år gammel er han blevet en stjernearkitekt i den periode, der på tysk kaldes Gründerzeit, grundlæggelsetiden.

Gennem 1860’erne fik han den ene store opgave efter den anden.

Men først i 1866 fik han østrigsk statsborgerskab og kunne nu også få offentlige prestigeopgaver. I 1860’erne og 1870’erne fortsatte han med at forme Ringstraßes udtryk, der vidner om den nye demokratiske omdannelse af den gamle kejserby til en status som en åben verdensstad.
Krummelurer

Theophil Hansen arbejdede i den historicistiske stil, som i snart et århundrede har været lagt for had eller miskrediteret.

Allerede hans efterfølger, Otto Wagner, lagde afstand til historicismens ufri akademiske ridt af historiske stilarter, og funktionalismen – den første decideret modernistiske stilart – tog afsæt i at forkaste al unødvendig pynt og koncentrerede sig i stedet om at optimere det, man anså for det vigtige, rummenes funktion.

Kritikken af historicismen har gjort, at man siden har skuet historicismen på hårene og ikke kunnet se, at der til tider kunne knurre en ret moderne hund inden under dens kunstfærdigt pyntede manke.

Det er tilfældet med Theophil Hansens bygninger i Wien. De var til tider fremragende rumligt disponeret, de kunne være socialt engagerende og har vist sig yderst fleksible og holdbare.

Mange af hans bygninger har tjent vidt forskellig funktioner uden at blive lavet grundlæggende om.

Designede i alle skalaer

Ringstraßes borgerpalæer stiver sig måske af i fortidens pragt og ser ud, som om en hel karré er en stor bolig. Men sådan er det ikke.

Bagved palæernes enhedslige ydre er de underdelt i fire, seks eller otte mindre selvstændige huse med hver sin indgang.

De er igen lodret opdelt i forskellige funktioner; erhverv i stueetagen, en ’belleetage’ med de største lejligheder på første sal, hvor bygherren som regel residerede, og flere mindre lejelejligheder i tre etager derover.

Det var Wiens første etageboliger. De står i dag, som de blev skabt, med alle deres finurlige udsmykninger, som han elskede at udfylde med detaljer og krummelurer fra facader til lofter og dørhåndtag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Stukvægge er bemalet som marmor, og stuklofter ligner træ. Det er fuld af effekter, fuld af budskaber og klart svært at håndtere for mit moderne blik.

Han mestrede at designe i alle skalaer; det er altid gesamtkunstwerker, med sammenhæng fra mindste udsmykning og farvesætning til hele bygningskompositionen.

Det er imponerende, men kun i det mere enkelt udsmykkede kunstakademi og i den formidable parlamentsbygning føler jeg, at der er plads til at ånde.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce