0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Her er 15 gode grunde til at besøge EU's nye hovedstad

Kroatien blev den 1. juli medlem af EU, og Europas hovedstad nummer 28, Zagreb, er et oplagt mål for en weekendtur, hvor nøgleordene er overskuelig, velordnet og massevis af gode museer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ota Tiefenböck
Foto: Ota Tiefenböck

Fristed. Mirogoj-kirkegården er et roligt sted med luft, historie og kultur.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er mange gode grunde til at besøge Zagreb.

Byen er nem at finde rundt i, er velordnet og ren og byder på en stor koncentration af spændende og forskelligartede museer, som er svære at finde andre steder.

Hvor kan man ellers finde et museum for brudte kærlighedsforhold eller et museum, som kun udstiller naiv kunst.

Byens mange spændende museer er uden tvivl Zagrebs stærkeste kort, men langtfra det eneste. Zagrebs smukke centraleuropæiske arkitektur, som skyldes byens tidligere tilhørsforhold til Østrig-Ungarn, giver Zagreb et ekstra plus på attraktivitetens skala.

Det samme gælder kroaternes forkærlighed for god gastronomi og gode vine, som fås til priser langt under de danske.

Velkommen til Europas 28. hovedstad.

FREDAG I ZAGREB

Kl. 14: Museum til at starte med
Zagreb er museernes by. Det er derfor nærmest en pligt at begynde udforskningen af Zagreb på et museum. Kunstpavillonen, som ligger over for Zagrebs Hovedbanegård, er det mest oplagte sted at begynde. Pavillonen var oprindeligt bygget til udstilling af kroatisk kunst på Verdensudstillingen i Budapest i 1896, men blev efterfølgende genopbygget i Zagreb, hvor den åbnede i 1898. Pavillonen er siden blevet et af Zagrebs vigtigste udstillingssteder. Dens smukke og imponerende bygning er en oplevelse for sig, og det samme gælder de skiftende udstillinger af kroatisk og international kunst, som finder sted indenfor.

Umjetnicki paviljon,Trg kralja Tomislava 22

Kl. 15: God jazzstemning
Bacchus Jazz Bar, som ligger lige ved Kunstpavillonen, er et populært sted i Zagreb. Fordøj oplevelsen fra Kunstpavillonen her og tag et glas af de velsmagende kroatiske vine. Navne som Plavac eller Vranac er ikke så kendte på de hjemlige breddegrader, men det betyder ikke, at de ikke smager godt. Bacchus er velbesøgt på alle tidspunkter i åbningstiden og er et oplagt sted at komme i snak med nogle af de kroatiske unge, som kommer her.

Der er både udendørs og indendørs servering og live jazz i aftentimerne, dog ikke i sommerperioden.

Bacchus Jazz Bar, Trg kralja Tomislava 16

Kl. 16: Flere museer
Fra Bacchus er der kun få skridt til det næste punkt på ruten, endnu et museum naturligvis. Strossmayer Galleri har fået sit navn fra den kroatiske biskop Josip Juraj Strossmayer, som var en ivrig kunstsamler og som i 1868 besluttede at donere sin samling til det kroatiske folk.

Museet råder over omkring 4000 værker, hvoraf 250, hovedsageligt europæiske malere fra 14.-19. århundrede, er udstillet. I parken ved museet står en statue af Strossmayer udført af den kroatiske landskendte billedhugger Ivan Mestrovic.

Har man kræfter og lyst til at besøge endnu et museum, ligger Zagrebs Arkæologiske Museum lige over for Strossmayer Galleriet.

Strossmayerova Galerija starih majstora, Trg N.S. Zrinjskog 11.

Kl. 18: I Zagrebs centrum
Pladsen Trg bana Josipa Jelacica regnes for Zagrebs centrum. Pladsen er opkaldt efter en general i den østrigsk-ungarske hær og kroatisk leder i 1848 til 1859, Josip Jelacic, hvis rytterstatue står centralt på torvet.

Jelacic regnes af kroaterne for en nationalhelt, derfor blev statuen af ham fjernet fra pladsen i 1947 for ikke at puste til kroaternes nationalfølelser. Den kom tilbage igen i 1991, da Kroatien udråbte sig som selvstændig nation.

Pladsen, hvis centraleuropæiske arkitektur bærer præg af, at byen i sin tid var en del af Østrig-Ungarn, byder på masser af leben.

Trg bana

Kl. 18.30: Shopping på kroatisk
Har man et shoppinggen i kroppen og vil stifte bekendtskab med kroatiske varer, kan varehuset Nama anbefales. Varehuset kan virke lidt gammeldags og få minderne om Daells Varehus frem i en.

Det rummer et stort udvalg af kroatiskproducerede varer, som formentlig er sjovere at opleve end varer fra de store forretningskæder, som er ens over hele verden. Heriblandt et udvalg af den kroatiske opfindelse: en kravat eller et slips, kendt siden 1660 som de kroatiske soldaters faste beklædningsdel.

Et stenkast fra pladsen Josipa jelacica ligger Zagrebs smukke neogotiske katedral. Katedralen, hvis historie går helt tilbage til 1093, har i løbet af historien været udsat for lidt af hvert, fra fremmede hæres ødelæggelser til jordskælv og brand, men er gang på gang blevet genopbygget.

Josipa Jelacica

Nama,Ilica 4

Kl. 19.30: Fisk på programmet
Kroatien er kendt for sin lange kystlinje til Adriaterhavet, og det er derfor et must at spise fisk her. En af de restauranter i Zagreb, hvis spisekort koncentrerer sig omkring fisk fra Adriaterhavet, er Ribarski Brevijar beliggende tæt ved katedralen. Restauranten får ifølge egne oplysninger daglige leveringer af fisk, som kan smages til yderst rimelige priser, og har et stort udvalg af eksklusive kroatiske vine.

Restauranten serverer dog også andre kroatiske specialiteter, såsom Balkans kødret nummer et, cevapi, som er stærk krydret hakket oksekød tilsat løg og peberfrugt og stegt på grill. Har du købt Zagreb Card, giver kortet 10 procent rabat på den samlede regning. Restauranten ligger inde i gården.

Ribarski Brevijar, Kaptol 27/1

Kl. 21: Rock i gode omgivelser
VIP Club er formentlig Zagrebs mest populære spillested, og for at opleve Zagrebs natteliv er det et oplagt sted at runde fredagen af. Stedet bliver ofte kaldt for en jazzklub, men har for det meste rockmusik på programmet – helt fra sin mere blide form til det helt heavy. Der er en beskeden entré på omkring 30 kroner, drinks til lave priser og åbent til klokken 5.

VIP Club,Trg bana Josipa Jelacica 9

LØRDAG I ZAGREB

Kl. 9: Tandhjulsbane med udsigt
Skal man nå alle Zagrebs seværdigheder og museer i museernes åbningstid, kræver lørdagen en seriøs planlægning, da mange museer lukker tidligt i weekenden. Zagrebs tandhjulsbane, som forbinder byen med den såkaldte Høje By (Gornji grad) er formentlig verdens korteste tandhjulsbane og et godt sted at begynde lørdagen. Hop om bord, læn dig tilbage og nyd det, så længe det varer. Banen slutter ved Lotrscak Tårn, hvor der er en fin udsigt over byen.

Tandhjulsbanen,Tomiceva

Kl. 11: Et særpræget museum
»Et menneskeliv er ikke som en tur i bil, hvor landskabet glider forbi og bliver glemt. Et liv består også af brudte kærlighedsforhold, og de minder, vi har om dem, skal vi værne om«, mener den kroatiske kunstner Drazen Grubisic, som sammen med sin tidligere kæreste, kunstner Ocinka Vistica, står for Zagrebs mest særprægede museum: Museum for brudte kærlighedsforhold. Ideen opstod, efter at Drazen og Ocinka efter flere års kærlighedsforhold valgte at gå hver til sit.

Museet udstiller genstande ledsaget af en historie, som på en eller anden måde relaterer sig til et brudt kærlighedsforhold, som folk fra hele verden sender til museet. Museet har i 2011 fået en pris som verdens mest innovative museum.

Lige ved siden af ligger endnu et museum, nemlig Museet for naiv kunst. Det er ikke stort, men er på grund af sin fine samling af kroatisk naiv kunst absolut værd at besøge.

Museum of broken relationships, Cirilometodska 2

Kl. 14: Afslapning på kroatisk
Kig forbi cafeen Cinkas. En kroatisk café for lokale beboere, som endnu ikke er blevet erstattet af en café rettet mod turister. Det er blevet tid til en velfortjent sandwich og eventuelt en af de kroatiske øl, for eksempel Uzujsko, som bliver brygget i Zagreb.

Cinkas, Mletacka 11

Kl. 15: I magtens centrum
De fleste museer er lukket på denne tid, og det er blevet tid til at udforske de glæder, som ikke har en fast lukketid. Ikke langt fra Cinkas ligger en af Kroatiens vigtigste pladser. Det er her på Markovicev-pladsen, beslutningerne bliver taget, enten i det kroatiske parlament, Sabor, på den ene side, eller i præsidentpaladset på den anden.

Annonce

Midt i det hele ligger Sankt Marks kirke, hvis tag forestiller Kroatien, Dalmatien, Slavonien og Zagreb, som er hele Kroatiens hovedstad. Inde i kirken kan ses to værker af landets mest kendte kunstner, føromtalte Ivan Mestrovic.

Cirkva Sv. Marka, Markovicev Trg 5

Kl. 17: Tidlig middag
Glem ikke restaurant Trilogija, som har specialiseret sig i kroatisk mad lavet af friske råvarer serveret af en venlig betjening. Restauranten er lille, så det anbefales at bestille bord.

Restaurant Trilogija, Kamenita 5

Kl. 21:30: Rund aftenen af
Det skulle ikke være noget problem at finde et sted, hvor man kan runde dagen af. Området omkring nationalteatret mod byens centrum vrimler af caféer og barer, hvor man kan afslutte aftenen med et glas af de fantastiske kroatiske vine. Er man fortsat ved kræfter, kan café, bar og natklubben Beertija anbefales. Beertija, som holder åbent til klokken 4, har specialiseret sig i øl og tilbyder hele 110 forskellige slags.

Beertija, Pavla Hatza 16

SØNDAG I ZAGREB

Kl. 10: Noget for øjnene
De fleste har set mange markeder, som ofte ligner hinanden. Men ikke i Zagreb. Det farverige marked Dolac er noget særligt, selv om de udbudte varer ikke adskiller sig fra varerne på andre markeder. Det, der er anderledes i Dolac, er farverne og kroaternes form for æstetik, der gør de udstillede varer til noget særligt. Det kan ikke forklares, det skal opleves.

Dolac,Dolac 9

Kl. 11: Historietime på kirkegården

Kirkegården Mirogoj er ganske enkelt noget særligt på grund af sine mange statuer og rolige omgivelser. Mange kendte kroatere, heriblandt Kroatiens første præsident Franjo Tudjman, ligger begravet her. En tur på kirkegården dokumenterer på samme tid kroaternes brogede historie og kunstneriske kreativitet.

Mirogoj,Mirogoj 10

Læs mere:

Læs mere