Tirana er på en gang glemt og genopstået. Selv om den albanske hovedstad endnu ikke har fået besøg af hverken 7-Eleven, McDonald’s eller horder af turister, fejler entusiasmen for at være dollareuropæisk ikke noget.
Tiranas version af American Apparel sælger ikke joggingtøj, men satinkjoler, AFC står for Albanian Fried Chicken, ligesom nye H&M-kollektioner kun sælges i de allermest hippe tøjbutikker.
I den hektiske biltrafik kører nedslidte busser og bilvrag om kap med vulgære Hummers og overfyldte æselkærrer, der bærer dagens økologiske frugter og grøntsager ind til byen.
I modsætning til de fleste europæiske lande blev en egentlig masseproduktion i landbruget aldrig sat i gang under den kolde krig, kunstgødning brugte de små landbrug ikke, så frugt og grønt har derfor aldrig været andet end økologisk. Og sådan er det stadig.
Tirana er en blanding af den fortabte og glemte og dog moderne, voksende storby. En by, der før 1990 ikke bare havde lukket sig selv af fra resten af verden, men også hele ambassadekvarteret, Blloku, i det centrale Tirana.
Her var Tiranas indbyggere forment adgang indtil opgøret med kommunismen i 1990. Blloku, eller Blokken, som kvarteret stadig hedder, er for længst åbnet og fyldt med farvede facader. Den repræsenterer alt det, Tirana ikke var under diktator Enver Hoxhas kommunistregime: åbenhed, farver og leben.
I Tirana møder storslåede boulevarder anlagt af Mussolini i 1920’erne sammenfiltrede, lige lovligt lavthængende elkabler, og på samme måde giver de vilkårlige huller i fortov og de mange gadesælgere en oplevelse af at være i Europa, Indien og Afrika på én gang. Kaos og ro præger Europas billigste by i behageligt selskab med en befolkning, der tilsyneladende har indskrevet gæstfrihed og hjælpsomhed i deres grundlov.
Her er Europas ukendte badestrandeGæstfriheden bliver ikke mindre af, at regeringen har udstukket dekreter om en udstrakt overbærenhed over for turister, der, hvis de skulle parkere ulovligt, slipper med en venlig henstilling i stedet for en bøde.
Og under de rasende Balkan-krige i midten af 1990’erne, der aldrig involverede Albanien, fik godt 500.000 kosova-albanere ikke desto mindre asyl.
Albanien har med sol, strand og bjerge og en forbedret infrastruktur både potentiale til og en voldsom appetit på at blive Balkan og Sydeuropas nye turistdestination.
Og med en massiv vækst af alt fra hostels til topklassehoteller, et sydende og levende bar- og restaurationsliv er Tirana klar til det helt store rykind fra øst og vest. Både byens overskuelige størrelse og en befolkning på godt en million, der taler et forståeligt hotelengelsk, gør Tirana til en ny, nem og overraskende storbyoplevelse.
Fredag i Tirana
Kl. 16: Elitær søvn
Med godt 300 biler, fem restauranter, to hoteller og en håndfuld barer var Tirana indtil 1990 så godt som tom for liv, vissen og grå. Dengang var det kun de helt dedikerede elitekommunistturister fra vest, der fik lov at besøge Albanien, og der har maksimalt været 100 årlige besøg. I dag er mulighederne for overnatning talrige, og hvis Visakort eller seddelbundtet af leke tillader det, er Hotel Rogner Tiranas absolut mest luksuriøse overnatningsalternativ. Her er tennisbaner, en pool til de hede dage, og restauranten Apollonia serverer godbidder fra det albanske og europæiske menukort. Drikkepenge bestemmer du selv, om du vil give. Men når en superb treretters middag for to med vin, kaffe og avec ikke topper mere end 8.000 leke (cirka 400 kroner), er drikkepenge pludselig det mindste problem.
Hotel Rogner, Blv. Dëshmorët e Kombit.
Kl. 20: Italiensk gastronomi
Taiwan Kompleksi ligner mest af alt et tilpas forceret forsøg på at efterligne et vestligt kultur- og storcenter, hvor glas og stål også danner pompøs ramme om restauranter og cafeer. Men her er ikke desto mindre en fremragende italiensk restaurant, Casa di Pasta, der blandt andet serverer Prosciutto e Melone, tagliatelle med kalvekød, fløde og hvidvin og tiramisu – gode, klassisk italienske retter af udsøgte råvarer. Vinkortet er voluminøst med gode italienske, franske og albanske vine.
Stedet, der umiddelbart kunne ligne alle tiders turistfælde, bliver ved nærmere eftersyn hurtigt en behagelig oplevelse med udsigt over springvand, Tiranas mylder og det renoverede parkanlæg, Rinia Park, der indtil for få år siden var et kaotisk klondike af ulovligt byggeri, lyssky forretninger og affald.
Casa di Pasta, Blv. Dëshmorët e 4 Shkurtit, Taiwan Complex.
Kl. 22: Spil og spare-time
Taiwan Kompleksi rummer også Spare Time, der byder på bowling og billard. Indgangsdøren er forsynet med et kæmpestort ikke-ryger-skilt, der imidlertid ikke betyder rygning forbudt. Rygeloven, der blev sat i kraft i 2007, bliver omgået særdeles let i Tirana, da det anses for helligbrøde ikke at kunne ryge til sin drink eller efter maden. Her mødes de unge, nyrige tiranesere på date, mens der kører albanske sportsnyheder på storskærme. Bliv ikke overrasket, hvis din kvindelige ledsager høfligt, men skarpt bliver bedt om ikke at betale for sin gin-tonic.
Spare Time, Blv. Dëshmorët e 4 Shkurtit, Taiwan Complex.
Lørdag i Tirana
Kl. 10: Marked på øko-måden
Hvis Albanien og Tirana var en frugt, ville vandmelon være det oplagte svar. De store økologiske meloner fylder gadebilledet og ligger ofte til salg i kæmpebunker hos gade- og grønthandlere. I det hele taget er alt fra solmodne tomater, ferskner, meloner og appelsiner til agurker født økologisk, da Albanien af økonomiske årsager aldrig fik prioriteret effektiv kunstgødning. Det samme gælder produktionen af olivenolie, fetaost og honning. Ligesom kyllinger og høns aldrig har set skyggen af et klaustrofobisk bur, smager frugt og grønt, kød og fisk som en smuk dansk sommer i 1950.
Markedet Pazari i ri, Grand Market, er også fyldt godt op med køkkengrej og andre nødvendige plastikdimser og er et fascinerende og lærerigt studie i hektisk og ofte heftig albansk mundhuggeri og handel.
Pazari i ri, Sheshi Avni Rustemi.
Kl. 14: Park og ro
Lige så dyttende, larmende og overtrafikeret Tirana kan føles, lige så mange oaser tilbyder byen. Fra små græsplæner og palmer omkring Skanderbegpladsen ned ad boulevarden Deshmoret E Kombit til Grand Park. Parken, der er omgivet af en sø, er trods joggere, cyklister og fiskere en rolig kontrast til byens liv udenfor.
I de grønne omgivelser ligger også den botaniske have, den britiske kirkegård for de faldne engelske soldater under Anden Verdenskrig og en dybt deprimerende zoologisk have. Så snup hellere en espresso med en tilhørende raki og nyd menneskemylderet på en af de mange små parkcafeer. Og hvis du er heldig, møder du måske et ældre par, der lufter sine køer.
Grand Park, Parku i Madh.
Kl. 16: Shopping i farver
Tiranas tidligere borgmester, Edi Rama, der har siddet som byens overhoved tre gange siden 2000, satte hurtigt sit tydelige fingeraftryk på det tidligere så uigennemtrængelige, betongrå ambassadekvarter, Blloku. Rama, der også er billedkunstner, gav som noget af det første det genåbnede kvarter en farverig overhaling med kæmpemæssige gavlmalerier, og han modtog i 2004 den såkaldte World Mayor Award for sit arbejde med kvarteret, der af de ældre lokale beboere stadig bliver betegnet som Cirkus Tirana. Sideløbende med forvandlingen er Blloku blevet Tiranas centrum for shopping, clubbing og madoplevelser, og med de farvede facader bliver shopping pludselig også sightseeing. Prøv en af de mange skobutikker, der har importeret det bedste fra Italien. Eller find den bedste lokale raki i den økologiske butik Natyral & Organic, der støtter de lokale bønder og samtidig udgør basen for Tiranas øko-entusiaster.
Natyral & Organic, Rruga Vaso Pasha in Blloku.
Kl. 20: Fërgesë og øl
Altid fyldte og travle Era serverer både gedigne græske salater, italiensk pasta og pizza og ikke mindst noget af det bedste fra det albanske køkken. Deres hakkede lam i hvidløg og feta, fërgesë, eller fyldte peberfrugter kan klart anbefales i selskab med den lokale Tirana Beer. Era er ikke bare her, du støder på lyshårede turister fra Nordeuropa, men også en særdeles populær familierestaurant, hvor de solide mørkebrune møbler står tætpakket i det lyse lokale. Som noget ganske usædvanligt har Era både en ikke-ryger- og ryger-afdelinger, der rent faktisk holdes adskilt.
Era, Rruga Ismail Qemali 33.
Kl. 22: Clubbing i Blokken
I næsten hele striben af natklubber på gaden Pjeter Bogdani tæt på Blloku er der livemusik. Selv om man meget sjældent hører den lokale albanske folkemusik på de mange spillesteder i området, så fejler energien hos de mange håbefulde bands ingenting. Når de første anslag til Led Zeppelins klassiker ’Stairways to Heaven’ slås an, bliver du både sentimental og måske en smule pinligt berørt, men samtidig mindet om, at du befinder dig i en by, hvor folk tidligere blev kastet i fængsel for at høre Frank Sinatra og Beatles, når radioen blev indstillet til at fange de italienske radiofrekvenser. Vesten er stadigvæk kun lige kommet til Tirana. Også på Charl’s Bistro, hvor en øl koster 150 leke (7,5 kroner) og en drink 1.800 leke (45 kroner).
Charl’s Bistro, Rruga Pjeter Bogdani 36.
Søndag i Tirana
Kl. 10: Moske ateister
På papiret er Albanien et muslimsk land. Men det officielle tal på 70 procent muslimer må til gengæld være verdenshistoriens mest misvisende statistik i forhold til en streng tolkning af Koranen. Albanere indtager både svinekød og alkohol med stor fornøjelse.
I 1960’erne blev landet erklæret for det første ateistiske land i verden, og selv om religiøsitet ikke længere er forbudt, er den menige muslimske, ortodokse eller katolske albaner mest af alt optaget af den korrumperede politiske linje, der præger det nye demokrati.
Historisk er moskeen Et’hem Bey Mosque et syn værd. Især fordi den har overlevet den hårdhændede ateistiske kampagne, og selv efter en grundig renovering står den, som da den blev bygget i 1789. Samtidig er det en af de eneste tilbageværende bygninger i Tirana fra det 18. århundrede, som bliver pyntet flot op med noget, der kunne minde om julelys, når ramadanen falder.
Et’hem Bey Mosque, Sheshi Skenderbej.
Kl. 11: Angreb og jerngreb
De kommunistiske ikoner er for længst fjernet på frisen, der præger det nationalhistoriske museum på Skanderbeg-pladsen. I sig selv et lillebitte stykke albansk historie, der til gengæld bliver udmærket formidlet i hele sin stormfulde længde indenfor.
Selv om museet kan virke en smule støvet, får du en fin og grundig indføring i historien om et land, der fra næsten alle sider og til alle tider har været under angreb. Tyrkere, grækere, italienere og tyskere har alle været på ugenerte og offensive besøg, og det var først efter Anden Verdenskrig, at oprørs- og kommunistlederen Enver Hoxha kunne etablere en jernring rundt om landet. Indtil hans død i 1985 brugte han blandt andet Albaniens voldsomt trængte nationaløkonomi på at bygge godt 700.000 bunkere, ligesom han sørgede for at være i stand til at mobilisere en millionstor folkehær på under en time.
The National Historical Museum, Sheshi Skënderbej.
Kl. 14: Frokost i Paris
Med en fin fornemmelse for Frankrig, men måske en smule overgjort version af Paris er Patisserie Française en glimrende morgenmads- og frokostrestaurant. Især de små adskilte båse med individuelle lamper gør stedet til et oplagt og skjult møde for romantik. Både den franske sandwich med ost og skinke og deres salade niçoise er glimrende, ligesom deres udvalg af flødeskumskager smager lige så godt, som de ser ud.
Når du bestiller kaffe her og i resten af Tirana, hedder det i øvrigt espresso eller macchiato, som i de fleste tilfælde er en barista værdig. Undgå at tale om latte eller café au lait og pas på med at bestille cappuccino, der af en eller anden grund bliver serveret med flødeskum.
Patisserie Française, Rruga Dëshmorët e 4 Shkurtit 1.
Kl. 16: Diktatorens pyramide
Stort set alle statuer og levn af diktatoren Hoxha blev hastigt jævnet med jorden, da meldingen om likvideringen af Rumæniens ditto, Nicolae Ceausescu, i 1989 kom til Tirana og førte til opgøret med diktaturet – Muren i Berlin lå for langt væk, og albanerne hørte først om faldet senere.
I modsætning til mange andre østlande er det ikke de store, brutale kommunistbyggerier, der kendetegner Tirana. Alligevel er Hoxhas eftermæle blevet bevaret i form af den lidet charmerende, om end grandiose marmorpyramide, der blev tegnet af den stærkt nepotistiske diktators datter og svigersøn. Bygningen blev indviet i 1988 og var Hoxhas mindemuseum indtil diktaturets endeligt. Det internationale kulturcenter, der i folkemunde bliver kaldt Pyramiden, og som bruges til forskellige konferencer og events, bliver dog revet ned til fordel for et nyt og arkitektonisk ganske interessant parlament, der ventes åbnet i forbindelse med Albaniens 100-års uafhængighedsdag i 2012.
Piramida, Rruga Papa Gjon Pali II.
fortsæt med at læse
