Du må ikke have et anstrengt forhold til tilbagelænede kaffepauser og adstadig slentren igennem en af Europas oversete hovedstadsperler. For det er i høj grad det, det handler om, når man besøger den kroatiske hovedstad, Zagreb: Caféliv og gåture rundt i stemningsfulde middelaldergader.
Zagreb er stadig ikke på listen over Europas allermest besøgte storbyer, men pilen peger langsomt i den rigtige retning. For Zagreb har alt det, en europæisk storby skal kunne tilbyde: Spændende historie, fortættet café-stemning, kulturperler, smuk arkitektur og tilmed priser, der varmer, når man kommer fra et land, der har verdensrekord i skyhøje kaffepriser og groteske prisskilte på fadøl.
I Zagreb er der EU-flag overalt, selvom Kroatien stadig kun er på vej som medlem. Men landet vil så gerne være en del af Europa og børste Balkan-støvet af sig. Man siger, at Sava-floden, der skærer igennem Zagreb, er grænsen mellem netop Nordeuropa og Balkan.
Sjovt nok ligger Zagrebs stolthed, centrum med den suverænt flotte østrig-ungarske arkitektur, på den ’rigtige’ side af floden, mens det nye Zagreb på den ’forkerte’ side af floden er præget af den uhørt deprimerende, men helt klassiske kommunist-stil bygget i 1960’erne og 1970’erne. Dog har den del af Zagreb fået et prestigefyldt, nyt museum for moderne kunst forærende, så der sker også noget i den bydel.
Der er meget at gå om bord i i Zagreb. Her er Turengårtil.dk’s guide til 24 timer i den kroatiske hovedstad.
FORMIDDAG I ZAGREB
Folkestemning på Dolac-markedet
Et af de bedste steder at opleve den lokale folklore i Zagreb er på Dolac-markedet i byens øvre bydel, Gornji grad. Her er åbent dagligt fra kl. 7 til 14, og det er et forrygende sted at snuse rundt og opleve de lokale tinge om alverdens grøntsager, jordbær på størrelse med ferskner, stabler af knaldrøde tomater, friske hvidløg, oste, olivenolie og honning. Der dufter kraftigt af lavendel, mens du gør et af dine kup til kufferten og slipper 20 kuna – som svarer til ca. 20 danske kroner – for en halv liter glimrende kroatisk olivenolie.
Top 5: Her er det igen hot at holde ferieDet nødvendige kaffe/caféstop i Kaptol
Kaptol-området er Zagrebs katolske område, der ligger omkranset af byens livlige caféliv. Det er byens bedste sted at vandre rundt i og indsnuse stemningen af det oprindelige Zagreb.
Inden du bænker dig med cappuccinoen, bør du runde et af Zagrebs mest fascinerende og historiske steder, nemlig det fine lille bedested Kamenita Vrata. Det ligger i en port, der er den eneste tilbageværende af de fire oprindelige indgange til Zagrebs gamle by. Her er et par rækker med små bænke, et alter og mulighed for at tænde lys, hvilket de lokale gør stor brug af.
Går du igennem porten, ligger der en lille café på højre hånd overfor en nyrestaureret udgave af et af Kroatiens ældste apoteker. Her kan du sætte dig og drikke kaffe af de fine blå kaffestel, mens livet defilerer forbi. Dele af caféen er også et lille galleri, og ude på den lille terrasse kan du på den nypudsede mur se, at også caféens vægge er en del af den gamle fæstningsmur.
Nyd parken Den Grønne Hestesko
Zagreb er en grøn by. Bedst illustreret ved det område af parkanlæg, der kaldes Den Grønne Hestesko, og som ligger mellem Zagrebs hovedtorv og banegården. Her kan du gå tur, nyde de utrolige mængder af betagende arkitektur fra regeringsperioden under Østrig/Ungarn, der er bygget i området. Du kan udforske Zrinjevac-parken og efterhånden drysse ned til Det Arkæologiske Museum, der altid er et besøg værd. Ikke kun for at komme lidt ned i tempo og gå de mange oplevelser igennem, der ligger gemt i montrene indenfor, men også for stedets lille, hyggelige café.
Arheološki Muzej u Zagrebu, 19 Nikola Subic Zrinski Square, P.O. Box 13, 10000 Zagreb
Frokost på Agava
Maden i Zagreb er ikke nogen voldsom stor oplevelse i sig selv. Det er i hvert fald ikke maden, du skal rejse til Zagreb for – medmindre du ved præcis, hvor du skal hen. Køkkenet i Kroatiens hovedstad er slet ikke så veludviklet som på kysten mod vest, hvor inspirationen fra Italien træder igennem, og adgangen til fisk og skaldyr sætter sit præg på menukortene. Men et af de steder i Zagreb, hvor du kan få et rigtigt godt måltid mad, er på Restaurant Agava, der ligger midt i byens pulserende cafézone. På Agava får du kvalitetsmad til forholdsvis billige penge og masser af god kroatisk vin. Husk i øvrigt altid at kigge efter vinene fra Lorec, der er et Kroatiens bedste vinhuse, som også er en dagstur værd at besøge, hvis man har adgang til bil og har lyst til at køre nordpå til den overset Krapinsko-zagorske-region.
Restaurant Agava, Tkalciceva ulica 39, 10000 Zagreb
24 timer i Sofia: Sovjet, shopping og skøn madEFTERMIDDAG I ZAGREB
Zagrebs nye museumsstolthed
I december 2009 åbnede The Museum of Contemporary Art i Zagreb. Museet ligger på den ’forkerte’ side af Sava-floden og er som sådan en gave til den del af Zagreb, som sjældent har været forrest i køen i tildelingen af de store kulturperler. Derfor tager det også et kvarters tid med bus 220 eller 221 fra banegården i centrum, til man står foran den store bygning, der både huser en fast udstilling og forskellige gæstende udstillinger. En af installationerne i den faste udstilling er en enorm rutsjebane, der afslutter turen rundt på museet, og som man kører ned ad i en dertil udleveret lærredssæk. Rutsjebanen er blevet museets vartegn og kan ses på museets officielle plakater. Fra den 10. juni til 12. september udstiller den engelske duo Gilbert & George på museet med udstillingen Jack Freak Pictures.
Muzej Suvremene Umjetnosti Zagreb, Av. Dubrovnik 17, 10000 Zagreb
Syv trippede ture i kommunismens fodsporØlpause på ølbaren Medvedgrad
Selvom Kroatien ikke er noget decideret ølland, som eksempelvis Tjekkiet længere mod nord, så er der god mening i at bruge eftermiddagen på et enkelt pitstop på en af de ølbarer (og restauranter), der er skudt op i Zagreb. Øllet er godt. Og serveres i kolde glas. Og, måske vigtigst af alt, øllet er billigt. Prøv at finde ind på en af Medvedgrads filialer, hvor du kan vælge mellem fem forskellige øltyper. Du skal regne med 10 til 15 kr. for en halv liter velskænket fadøl alt efter type.
Medvedgrad, bl.a. på Božidara Adžije 16, Zagreb
Oplev Mirogoj-kirkegården
Inden aftensmaden bør du unde sig selv at besøge en af Zagrebs helt unikke oaser, den mastodontiske og uhyre smukke Mirogoj-kirkegård, der ligger i en grøn udkant af den nordlige del af Zagreb. Den stod færdig i 1876, tegnet af den tyske arkitekt Hermann Bollé. Hvis du er så heldig at besøge Mirogoj på en stille, solmættet forårs- eller sommeraften, så er det et helt magisk sted. Der er lange, smukke søjlegange med store hvælvinger, hvor grønne planter snor sig, og en stille fred på de lange stier rundt på stedet. Her ligger Kroatiens første præsident, Franko Tudman, begravet på en heftig og storladen gravplads. Men som de lokale siger: ”Han var vores første præsident, men resten lader vi bare ligge.” Der er åbent dagligt til klokken 18, men om sommeren helt frem til klokken 20. Der går bus (106) og sporvogn (14) dertil.
'Last minute rejser' hitter på GoogleAFTEN I ZAGREB
Middag på Bistro MZ
Som skrevet tidligere skal man se sig for i Kroatien, hvis man skal undgå en dårlig madoplevelse. Så glem kalkuner og underkogt pasta og prøv i stedet kroaternes kød. For hvis der er noget, de forstår sig på på de kanter, er det at grille. Et af de gode steder er Bistro MZ ude ved Stadion Maksimir, hvor kvaliteten er i orden, portionerne store og priserne små. Du kan vælge imellem en række forskellige bøfserveringer, og det anbefales at nappe en lille bønne- eller tomatsalat ved siden af.
Bistro MZ, Antuna Augustincica 8, 10000 Zagreb
Stilfulde cocktails efter maden
Du kan selvfølgelig vælge at drikke fadøl på en af Zagrebs mange caféer efter aftensmaden, men der er nu noget mere stil over at indtage en vel-shaket cocktail på Hotel Regent Esplanade, der lokker med art deco-stil i verdensklasse. Bygningen blev opført i 1925 for at kunne give de rejsende med Orientekspressen et ordentlig sted at overnatte, når de tøffede forbi Zagreb. I dag kan du drikke cocktails opkaldt efter alle stoppene på Orientekspressen, og priserne ligger i omegnen af en 50’er.
Hotel Regent Esplanade, Mihanoviceva 1, 10000 Zagreb
fortsæt med at læse


























