Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spøgelsesby. Sne, tåge og aften-belysning er eneste omgivelser på udstillingen af Avoriaz’ arkitektur. Fotografen har stemningsfuldt vægtet at gøre husene mystiske med natbelysning og fravær af liv. Det er en type fotografi, der går på tværs af arkitekturen med sin egen historie, mere end den forsøger at formidle dens ideer og funktioner.
Foto: Alastair Philip Wiper

Spøgelsesby. Sne, tåge og aften-belysning er eneste omgivelser på udstillingen af Avoriaz’ arkitektur. Fotografen har stemningsfuldt vægtet at gøre husene mystiske med natbelysning og fravær af liv. Det er en type fotografi, der går på tværs af arkitekturen med sin egen historie, mere end den forsøger at formidle dens ideer og funktioner.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bygningskulturens Hus udstiller mystiske natbilleder af ferieby

Politiken tog arkitekturfotografen Jens Lindhe med til fotoudstillingen.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er skønt, at Bygningskulturens Hus har kastet sig ud i at vise arkitektur, og at den første udstilling oven i købet er noget så eksotisk som fritidsarkitektur fra De Franske Alper.

Da det er i form af en fotoudstilling med en engelsk fotograf, inviterede jeg arkitekturfotografen Jens Lindhe med som ekspert og samtalepartner.

Døren er låst, da vi ankommer til Bygningskulturens Hus. Det er den åbenbart altid, man skal bare ringe på, og så bliver man lukket ind. Udstillingens 15 billeder befinder sig på første sal i det gamle hus’ fint udsmykkede atrium.

Hvert billede viser en af Avoriaz’ bygninger, centralt placeret i kompositionen med lige meget luft til hver side.

Jens Lindhe: »Er det sådan en smølfearkitektur?«.

Karsten Ifversen: »Arkitekten Jacques Labro kalder stilen for jazzet. De var meget inspireret af jazzmusik på tegnestuen. En tegnede en grundrytme, og så kunne de andre elaborere på den«.

JL: »Frank Maali & Gemma Lalandas museum Møntergården i Odense virker improviseret og jazzet. Hvis det her er jazz, så er det i hvert fald dixieland. Det er meget fast i rytmen«.

KI: »Påstanden er, at husene er tilpasset omgivelserne, at arkitekturens former stammer fra stedet. Det er Jacques Labros tanke at lave en krystallinsk arkitektur, som afspejler klippeformationer. Men der er ingen omgivelser at se på billederne ...«.

JL: »Det er objektfotografi. Det kan selvfølgelig være, at det er arkitekten, der vil have det sådan«.

Udstillingen er et con amore-projekt af fotografen Alastair Philip Wiper. Han har besøgt Avoriaz flere gange og er blevet fascineret af byen.

Mon ikke fotografen har villet tage billeder af arkitekturen og troet, at den blot findes i bygningen?

JL: »Det er som at gå tur ved stranden, finde en sten, putte den i lommen og gå hjem og tage et billede af den på neutral baggrund og sige: Det her er naturen. Men stenen kommer jo af noget, den hører til noget, så det var meget bedre at fotografere den der«.

KI: »Man skal desværre nok selv have været i Avoriaz for at forstå det«.

JL: »Bygningerne skal repræsentere hele landskabet, det bliver suget ind i denne enlige klippeknold«.

KI: »Der er et meget lille billede, der hænger inde i en niche, og som man nemt overser. Her er det muligt at få et overblik over bebyggelsen sammen med omgivelserne, selv om det også er hårdt beskåret«.

JL: »Det er meget bedre. Her kan man se linjerne i bebyggelsen, der går ligesom gennem en slugt. De store linjer er jo meget vigtigere for forståelsen end det enkelte hus med et lille fjollet vindue og en vredet karnap. Nu får jeg lyst til at se det!«.

Du er selv arkitekturfotograf, skal et godt billede lokke én til selv at rejse?

JL: »Ja, det skal sætte sig i benene. Billedet skal give forståelse for, at arkitekturen er så spændende, at man selv må drage derhen for at opleve det med egne øjne. Man skal ikke bare sidde i en sofa og sige ’nøj’«.

»De her billeder, de er for åbenlyse. Det er færdigtyggede billeder. Der skal være mindst to eller tre ting at se på. Der er ikke noget rum omkring det hus, der er fotograferet på baggrund af en blå klippevæg, klippen fungerer bare som et tapet. Billedet af tågen er til gengæld godt, for her træder landskabet frem, og huset bliver nummer to«.

KI: »Billeder af en skisportsby uden det skiliv, som byen er til for, forekommer mig også noget besynderligt. Det er en amputeret fortælling«.

JL: »Man kunne tro, det var et meget mislykket sted, som folk elskede at hade. Her kommer aldrig nogen ...«.

KI: »Men det er meget stemningsladet fotografi«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

JL: »Ja, det er jo nat på næsten alle billederne med unaturlig belysning nedefra. Men hvorfor skal det være spooky? Man må tro, at det er en måde, fotografen vil gøre det spændende på. Måske er der en bjørn løs, og alle er gået indenfor?«.

Er den uhyggelige fortælling ikke nok?

JL: »Hvorfor skal vi have den? Arkitekten har jo anstrengt sig for at gøre det hyggeligt med karnapper og træ. Der står vel et betonhus indenunder og skriger?«.

KI: »Ja, træet er bare en beklædning«.

JL: »Teknisk er det jo godt fotografi. Der er fine tegninger både i mørke og lyse felter. Det er svært at fotografere om natten, uden at noget brænder helt ud. Han kan have lagt flere optagelser sammen, ligesom ejendomsmæglere, der viser udsigten og stuen på en gang«.

KI: »Fotografen har gjort sig den anstrengelse både at vise husene sommer og vinter«.

JL: »Det er jo bare én funktion, han viser. Han kunne have nøjedes med at gøre det med et af husene. Arkitekturen arbejder jo slet ikke med sommeren. Men han har en idé, som han gennemfører konsekvent, og jeg har ikke tidligere set nogen fotografere kun om natten. Men det er svært at se, hvad han bruger det til. Der går lidt grums i det, er det uhyggeligt eller hyggeligt?«.

KI: »Kan det spørgsmål ikke være et argument for, at der er spænding i billedet?«.

JL: »Hvis man synes, stedet og arkitekturen er fantastisk, hvorfor så tilføje noget udefra. Det er som et stykke ananas i en pasta bolognese. Jeg forstår ikke, hvad det laver der«.

Det er jo en stram lille udstilling med et nøje udvalg. Hvor mange hjerter vil du give den?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

JL: »Fire. Konceptet er flot og konsekvent eksekveret, men risikerer også at dø. De bedste billeder er dem, hvor husene forsvinder i omgivelserne, dækkes af sne eller opløses i tåge. De billeder handler ikke om, hvordan arkitekturen ser ud, men viser, hvad den kan«.

KI: »Fotografen fortæller jo klart, men det er ikke så subtilt«.

JL: »Ja, den bedste historie fortæller jo ikke det hele«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden