Det har altid været lidt kedeligt at skulle en tur på Statens Museum for Kunst. Selv for mig, der synes, at kunst kan være en stor fornøjelse at være i selskab med. Som stor knægt fik jeg en af mine første store oplevelser med kunst på netop dette museum, da min onkel tog mig med rundt i den faste samling. Det er hverken samlingen eller udstillingsprofilen, der nødvendigvis har fejlet noget. Men ankomsten, hold op, hvor var den kedelig!
Gemt bort fra gaden og byen bag mure og buskads af syrener lå en fimset barokhave, der med sine stier symmetrisk strålende fra en halvcirkel skulle understøtte storheden i Vilhelm Dahlerups arkitektur, men i virkeligheden gjorde den det modsatte. Den hev museet ned i en forsømt småborgerlig forhave, som uden andre overlevende værdier kun formåede at lede gæsterne direkte frem til museets høje trappe ad sine disciplinerede stier.
