Arkitektur

Arkitekturredaktør: Ny Nørreport er et sandt mekka for at kigge på mennesker

Ombygningen af Nørreport Station har gjort pladsen funktionel og organisk.

Arkitektur

Nørreports nye stationsplads og bygninger er virkelig usædvanlige.

Her er ikke én bygning med et centralt tårn tronende over hovedindgangen som på Hovedbanegården. Nørreport er en næsten lige så travl station, men den har ikke ét stærkt markeret centrum, ikke ét sted, hvorfra man kan tage et billede af stationen og opleve hele ideen med den.

Den er i stedet et forløb af gentagelser og variationer delt op i flere enheder, mange opgange og mange stier.

Når man kommer kørende ad Nørre Voldgade fra Jarmers Plads, melder stationen sig heller ikke brat i bybilledet. Den vokser organisk frem som et sving i vejbanen uden om et grønt helle, der vil blive beplantet med kirsebærtræer.

Den begynder som en pause i byrummet og vokser som funktionelle øer af henholdsvis busvendeplads og udluftningsriste og siden som et halvtag, der dækker over et cykelstativ, hvorefter flere, seks i alt, af disse skulpturelle halvtage dukker op, i et forskudt, varieret og gentaget system.

Analyser bag

Motivet til denne ejendommelige stationsudformning er hentet fra naturen. Det er tanken, at pladsen er formet efter menneskers daglige ruter, som dyreveksler eller som vand, der har skåret sig ned gennem klipper. Stationens elementer er aflejringer fra den strøm af mennesker, der passerer pladsen for at nå deres daglige gøremål.

Arkitekterne bag designet fra tegnestuerne Gottlieb Paludan Architects og Cobe lavede en analyse af de ruter, folkestrømmen ville tage på kryds og tværs fra sidegader og trappeopgange, fra stationen til butikker og gågader og uden om alle de urokkelige installationer fra ventilationen.

Det gav dem et net af stier, og ligesom en flod laver aflejringer der, hvor vandet flyder stille, tegnede de folkestrømmenes aflejringer ind i pladsen i form af pavilloner og cykelbede.

Det er godt tænkt at placere de ellers altid umulige cykelstativer der, hvor folk er mindst tilbøjelige til at gå. Men den mest originale idé fik de, da de trykkede cykelbedene ned i terrænet.

De parkerede cykler er forsænket knap en halv meter, og det får stationens altid massive ophobninger af tohjulede til at forsvinde under synsfeltet.

Selv om løsningen rejser et praktisk spørgsmål om renhold af cykelbedene, og at kanterne enkelte steder er lidt stejle, må jeg konstatere, at det uden sammenligning er den mest attraktive løsning på cykelparkeringens evindelige problem, jeg endnu har set.

Ofte bliver de placeret for langt væk fra indgange og forsøgt skjult bag vægge eller buske, eller også er de skæmmende og hæmmende klistret for tæt op ad bygningernes indgange. Her er de ikke tilføjet som et nødvendigt onde, efter at alt andet er designet. De er fuldt integreret: blotlagte, let tilgængelige og dekorative.

Brugerne har tilsyneladende taget godt imod dem, for cykler findes ikke som tidligere spredt vilkårligt overalt og op ad husmure. De findes hovedsagelig koncentreret i stativerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En menneskelig plads

Det mest iøjnefaldende og karakterfulde ved Nørreports ombygning er dog pavillonernes markante halvtage.

I konkurrencematerialets forslag hilste de slankt på Arne Jacobsens gamle tankstation ved Skovshoved Havn, men i den endelige udformning med en dobbeltkrum underside, giver de mere mindelser om Le Corbusiers kapel i Ronchamp. Formen korresponderer desuden med cykelbedenes, så det opleves, som om tagene er blevet løftet op fra belægningen og har efterladt sig disse fordybninger i terrænet.

De seks halvtage er håndskulpturerede, udført i en hvid finkornet sprøjtebeton med en mat blød stoflighed. De bæres af blanke stålrør, og det er en lidt tåbelig modernistisk arv med disse overflader, der skal fremstå blanke, rene eller hvide. Det bliver de jo aldrig, når de skal stå udenfor. Der løber render af snavs langs kanten på de hvide tage.

Nørreport Station er blevet et sandt mekka for at kigge på mennesker

Deres funktion varierer. De to største pavilloner, der omgiver Frederiksborggadekrydset, rummer runde bygningskroppe af glas med kiosker, der er udlejet til 7-Eleven, og et fint og frit tilgængeligt offentligt toilet. Andre steder dækker de over trappenedgange til perroner eller cykelstativer.

Men overalt markerer de et nyt højt rum over en større og mere menneskelig stationsplads. Den er blevet fyldt til bristepunktet med funktioner, men det fungerer, fordi fokus i den overordnede løsning har været på at gøre den nem at krydse og på at understøtte vores oplevelser af hinanden i menneskemylderet. Hverken bygninger eller cykler står i vejen for blikkene.

Nørreport Station er blevet et sandt mekka for at kigge på mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om ombygningen indvies i dag, er den dog ikke færdig. De elleve tykke ventilationsrør, der i et zigzagmønster løber ned gennem hele stationspladsen, skal først have lagt lys i, beklædes med glas og omgives af bænke. Først til sommer vil vi opleve, hvordan stationen er tænkt at tage sig ud.

Det er en udfordring, jeg som arkitekturanmelder ofte støder på: Større byggeprojekter tages i brug, før de indvies, og de indvies, før de er færdige. Man skulle hellere have været madanmelder.

Her venter man i det mindste ikke et halvt år på garnituren, når man bliver bedt om at vurdere en bøf.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce