I Carlsberg Byen er der endelig kommet et nyt hus, der evner at løfte det tidligere bryggeris tunge bygningsarv. Huset er tegnet af den lille Svendborg-tegnestue Praksis Arkitekter for Carlsbergfondet og rummer 22 lejligheder til udenlandske gæsteforskere, der her får et skønt kig over den offentlige park J.C. Jacobsens Have.
Den lyse murstensfacade er markant sat i et mønsterforbandt, som alt efter lyset kan give en krystallinsk virkning eller en blødhed som en strikket sweater.
Mønsteret med de skråtstillede mursten er lånt fra den fredede mørkerøde nabo i De Hængende Haver tegnet af Svenn Eske Kristensen i 1967, men fremstår med langt større effekt i de lyse stens dybere skyggekontrast.
Til husets anden side står den hvide tidligere mineralvandsfabrik, hvor Dansehallerne holder til, og herfra har det lånt motivet med en tilbagetrukket tagetage og en pergola, som markerer kantzonen mod gaden.
