Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På toppen af et kontortårn har Sambuichi skabt en offentlig udsigtsplatform. Den står umiddelbart ved siden af mindeparken for atombomben i Hiroshima. Den er udført i hinokitræ, en hård modstandsdygtig ceder, som man også bruger i templer.

På toppen af et kontortårn har Sambuichi skabt en offentlig udsigtsplatform. Den står umiddelbart ved siden af mindeparken for atombomben i Hiroshima. Den er udført i hinokitræ, en hård modstandsdygtig ceder, som man også bruger i templer.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hiroshi Sambuichis arkitektur giver genlyd verden over

På Dansk Arkitektur Center kan man få en fornemmelse af metoden og de poetiske resultater.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis man tror, at kompromisløse arkitekter kun er interesserede i at levere objekter, der peger tilbage på dem selv, så er der for tiden et særlig lysende modeksempel på besøg i hovedstaden: »Min interesse ligger i at udtrykke Jordens detaljer«.

Så enkelt, på en linje og poetisk præcist, kan man læse Hiroshi Sambuichi opsummere sine arbejder og sin smukt iscenesatte udstilling på Dansk Arkitektur Center.

En video viser sæbebobler, der bæres af vinden ind gennem lange mørke gange. Under billedet ser man angivet, hvordan rumtemperaturen hurtigt falder til menneskelige nogle og tyve grader i forhold til de over fyrre grader udenfor. Dagslys leveres af store spejle, der sender det ned gennem de lange kølegange, der gør opholdet svalt og rart, inden man når frem til hovedrummene i det, der i virkeligheden er et kunstmuseum.

Rokko Observatory.

Rokko Observatory.

Det er indrettet i en tidligere kobberfabrik på den næsten affolkede ø Inujima i indlandshavet Seto, et voldsomt naturskønt område, der i mange år bedst kunne betegnes som Udkantsjapan. Det var i en periode en hjørnesten i Japans industrialisering, men blev forladt, da den tunge industri flyttede til andre lande. Området stod affolket og dybt forurenet tilbage. Nu er flere øer på privat fondsinitiativ af rigmanden Soichiro Fukutake blevet renset op og genstartet som en kulturattraktion med kunst, museer og kulturhuse af allerhøjeste karat, som varetages af og giver ny økonomi og liv til de små øsamfund.

Men pointen i Sambuichis Inujima Art Museum er, at det virker som en stor aircondition, som kan køle eller varme, alt efter hvilke gange luften trækkes igennem. Om sommeren gennem de mørke stengange, om vinteren gennem et glasoverdækket galleri, hvor solen varmer luften. Og kunsten, der er udstillet, er skabt specifikt til stedet og handler om Japans komplekse fortid. Sted, arkitektur og funktion er fuldstændig uadskillelige, ladet med mening i hver en sten.

Naoshima Hall.

Naoshima Hall.

En anden video viser et observatorium på toppen af Rokkobjergene ved Kobe. Det er bygget i et område, hvor der nogle gange om vinteren, når luftfugtigheden og vinden er helt rigtig, kan vokse op til ti centimeter lange nåle af rimfrost på træerne. Dette fænomen har Sambuichi lavet et gitter til, der i en kaskadeform omgiver udsigtsposten.

Rundtomkring ligger vandbassiner, som om vinteren fryser til is, der høstes og sættes ind i skabe i observatoriets underjordiske forsamlingsrum. Isen smelter langsomt i løbet af sommeren og køler rummet, som ventileres gennem den centrale skorsten, der samtidig fungerer som tagvindue og om aftenen giver et udsnit af stjernehimlen helt uforstyrret af omgivende lysforurening.

Et tredje og helt nyt værk, som man kan se taget af herover, er kontorhuset Orizuru Tower midt i Hiroshima. Det er en ombygning af et tidligere kontorhus, som nu rummer café i bunden, erhverv i midten og så denne offentligt tilgængelige udsigtsplatform, som man når ad en bred snoet rampe på bagsiden af huset med direkte inspiration fra Christian IV’s Rundetaarn.

Hvis der er en hage ved denne beundringsværdige arkitektur, kan det synes, at den forhindrer, at man ser menneskets behov som arkitekturens endemål

Sambuichis tegnestueer lille og hans produktion temmelig lokal, så det skyldes kun hans danske partner, Alex Lee, der er japansk gift, og som for tiden bor i Danmark, at Sambuichi har fået en særlig tilknytning til Danmark og i særdeleshed Kunstakademiets Arkitektskole, hvor Sambuichi er adjungeret professor.

Videoer og foto viser bogstavelig talt, hvad vej vinden blæser i bjerge. Den viden bruger Sambuichi til at køle og varme huse med.
Foto: Rasmus Hjortshøj

Videoer og foto viser bogstavelig talt, hvad vej vinden blæser i bjerge. Den viden bruger Sambuichi til at køle og varme huse med.

Og det er et kæmpe held, for Sambuichi er en af vor tids mest inspirerende arkitekter, der erindrer os om, at vi ikke skal bygge mod, men med naturen. Al højteknologien og den energi, vi tilfører vores bygninger udefra, gør arkitekturen til simpel dekoration på ingeniørmaskiner, midlertidig og stedløs. I Japan er huse i gennemsnit forældede og rives ned efter bare 40 år.

Men de bygningsværker, som virkelig har værdi, rismarker, templer og slotte, der har stået i 1.000 år, fungerer stadig efter de samme principper, som da de blev skabt. De var fuldstændig tilpasset deres lokale klima.

Det er sådan, Sambuichi i dag stræber efter at bygge boliger, kontorer, museer og offentlige anlæg. Han bruger år på at studere klimaet på en byggegrund, inden han med en lige blanding af naturvidenskab og shintoistisk respekt for stedets ånd og fortid tegner moderne bygninger, der kan drives uden brug af højteknologi, og som besidder en stor indre ro.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Udstillingen’Moving Materials’ er oprindelig lavet sidste år til et galleri i Tokyo og er nu blevet tilpasset Dansk Arkitektur Centers specielle lokaler og særlige krav til tekstlig formidling. Men det er nu en udstilling, der formår at vise frem for at fortælle. Den er behageligt fri for den ofte løftede didaktiske pegefinger, der præger centerets tit meget teksttunge udstillinger.

’Moving Materials’ kan man se og blive fascineret af uden at have de store forudsætninger, og for de mere informationssøgende er der lag nok i udstillingen.

Rokko Observatorium med sit filigran, der er udformet til på særlige dage at lade rimfrosten gro lange nåle af is.
Foto: Sambuichi Architects

Rokko Observatorium med sit filigran, der er udformet til på særlige dage at lade rimfrosten gro lange nåle af is.

Stilistisk erSambuichi som så mange nutidige arkitekter uden signatur, men han har bevæget sig fra en skarpskåren nøjsomhed til en mere fri og blød formgivning, men det er opgaven, byggegrunden og i sidste ende stedets vind, vand og vejr, der former bygningen.

Hvis der er en hage ved denne beundringsværdige arkitektur, kan det synes, at den med sine hensyn til naturen og bygningen som en indretning, der dirigerer bevægelige materialer som vind, vand, lys og mennesker, forhindrer, at man ser menneskets behov som arkitekturens endemål. Mennesket står ikke øverst, men er på linje med øvrige hensyn.

Det er en måde at tænke på, som vi er tvunget til at lære i vores omgang med Jordens ressourcer. Men det usædvanlige eller måske bare ærlige ved Sambuichi er, at han ikke tænker bæredygtigt for at redde planeten, men for at give sin arkitektur et langt liv.

Har man allerede været nede i Cisternerne i Søndermarken og er blevet bjergtaget af Sambuichis underjordiske tempel bygget til at meditere med og over stedets særlige natur, er det stærkt anbefalelsesværdigt også at besøge arkitekturcenteret. Udstillingen der er ikke en manual til den anden, men den giver dog en dybere forståelse for den helt enestående naturfølsomhed, der præger hans arbejder.

Avantgardearkitektur testes i denne ’gør det selv-vindtunnel’ lavet af en bordventilator, papkasse og lidt røgelse.
Foto: Rasmus Hjortshøj

Avantgardearkitektur testes i denne ’gør det selv-vindtunnel’ lavet af en bordventilator, papkasse og lidt røgelse.

Men har man ikke været i Cisternerne endnu, er det bare om at komme af sted. Her får man ikke Sambuichis arkitektur i model, video og ord, men i 1:1, så man mærker den på kroppen og oplever, hvordan man som menneske er blandt de bevægelige materialer, han arbejder med i flere betydninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilsammen er de to udstillinger det bedste, man kan give sig selv, hvis man vil have en indsigt i, hvad nutidig arkitektur kan, når den er allermest i kontakt med sin natur, tradition og følelse.

---------------------

Rettelse: Der stod i en tidligere version, at Hiroshi Sambuichi er gæsteprofessor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Han er såkaldt adjungeret professor. De er typisk knyttet til læreanstalterne i længere tid, men er ulønnede og kommer der sjældnere.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden