Efter forbillede af det nye nordiske køkken er det blevet smart at hente inspiration og ingredienser til køkkenbordet på strandengen.
Men at inspirationen også kan gå den modsatte vej fra køkkenbord til strandeng, er et nyt landskabsværk i Hvidovre et eksempel på. Her har billedkunstneren Karin Lorentzen sammen med landskabstegnestuen Vega skabt en ny udvidet strandpark med inspiration fra formerne i strimlet hvidkål.
Sandarealet er blevet væsentligt udvidet, så det nu strækker sig 300 meter fra lystbådehavnen i syd til Mørtelrenden i nord. Hvidovre Strand har et finkornet gråt sand, som det er rart og blødt at gå i, og den sommerformiddag, jeg er ude og besøge anlægget, myldrer det med børnehavebørn, der løber, leger og plasker i vandkanten.
Grænsen mellem det grå sand og det grønne græs på engen er markeret af en bugtende betonkant, der organisk varierer i tykkelse. Dens bløde bevægelse i store og små bueslag er inspireret af snittet hvidkål.
