Hvad er arkitektur? Det er et spørgsmål, som enhver bygning besvarer i sin idé og ved sin udførelse. Så en arkitekturfestival beskæftiger sig vel med bygningers ideer og realiseringer? Både ja og nej.
CAFx, som Copenhagen Architecture Festival forkortes til, afvikler over de næste uger et bugnende program i København, Aarhus, Aalborg og for første gang i Odense.
Man kan se film, mange film – nogle få udvalgte anmelder vi her på siden – og så kan man ellers høre dobbeltforelæsning med den danske arkitekt og verdensstjerne Jan Gehl og den yngre indiske ditto Anupama Kundoo på Arkitektskolen. Ligesom også det nye Blox slår dørene op og lægger rum til debatter om byudvikling, ligeledes gør adskillige tegnestuer som Norrøn, JJW og Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Man kan også tage til seminar på Charlottenborg om kollektiveksperimenter siden 1960’erne, eller man kan cykle ture rundt i København med stadsarkitekten og se på byens bedste nye tilføjelser. Ja, sågar kan man komme til økologisk langbordsmiddag med Jytte Abildstrøm i hendes bydrivhus og høre foredrag om principperne bag byøkologi, eller se vampyrgyserfilmen ’Lad den rette komme ind’ i private hjem i Mjølnerparken, Gjellerup og Vollsmose – et ret morsomt take på ghettodebatten. I alt afvikles 220 arrangementer på 14 dage.
