Når fanden bliver gammel, går han i kloster. Urbanisten over dem alle, den 75-årige arkitekt og leder af tegnestuen OMA (Office for Metropolitan Architecture), Rem Koolhaas, drømmer om en fremtid på landet. Det var ham, der i 1970’erne tog til New York, mens Bronx brændte, og hyldede Manhattans skyskrabere som vertikale landsbyer, manden, der har studeret infrastruktur i megabyen Lagos, hvor de fleste bruger fødderne til at komme frem, og således har han altid været et skridt foran de fleste i bestræbelsen på at forstå dynamikkerne og kræfterne i klodens mest massive bydannelser. Er han nu blevet en grøn hippie, der vil dyrke Moder Jords sande værdier?
Som sædvanlig med den skaldede kyniker fra Rotterdam handler det om at se med nøgterne øjne på, hvad der faktisk foregår. Og lede efter nye radikale muligheder. Han er ikke længere alene, men er væbnet med sin egen tænketank, AMO (tegnestuen OMA stavet bagfra), og 18 forfattere fra hele verden. Sammen har de begået en bog, der følger en udstilling på Guggenheim i New York, et kulturelt centrum i den mindst landlige af alle byer, hvorfra de tager temperaturen på klodens landdistrikter. For mens verden ifølge Koolhaas har holdt øje med de blot 2 procent af dens landareal, som udgøres af dens byer, er revolutionen allerede gået i gang på dens resterende 98 procent.
