Jeg skulle have taget solbriller på, tænker jeg, da jeg står foran Rigshospitalets nye Nordfløj. Den hvide facade og fortovets lyse sten blænder som en foliebakke på en klar solskinsdag. Ud mod Blegdamsvej står også Kirsten Ortweds sølvskinnende skulpturgruppe ’Reflektor’, der forestiller en mandsfigur ved siden af en større uformelig klump på tre ben.
Billedhuggerens idé er, at skulpturgruppen spejler menneskets forhold til institutionen, og – skal det vise sig – den passer kun alt for godt til mit indtryk af den nye tilbygnings arkitektur.
Det er en meget skulptureret klump, der ikke synes at have fundet sin form. Eller rettere, for at tilpasse en voldsomt kompleks organisation til et konstant foranderligt sundhedsvæsen kan bygningen ikke have én klar form. Den har fået en hel masse former. Helt ud i arkitekturens urolige vinduesrytme, varierede facaderelief og skiftende etagehøjder viser bygningen, hvor omstillingsparat, fleksibel og klar på nye tiltag og kompromiser den er.
Behandlingsbygningen skal rumme tusinder af medarbejdere fra flere afdelinger og flere hundrede sengepladser. Her er blandt andet intensivafsnit, operationsstuer, skannere, sengestuer, ambulatorier og kontorer. Det er mange vidt forskelligartede funktioner med forskellige ønsker til mængden af dagslys og andre rumlige forhold, som skal passes sammen i én bygningskrop.
