Okay, muzakken er lige så enerverende som andre steder, pommes frites-osen kan man møde i alle landets storcentre, og kæder som Føtex, Irma og Matas gør hverken Amager Centret værre eller bedre end andre. Men stemningen er alligevel helt særegen.
Det viser sig i den lidet regelrette bygningsarkitektur. En gevinst, der kommer af, at bygningen ikke er opført som center, men indrettet i en gammel fabrik. Det kulørte udvalg af specialbutikker som den velbesøgte neglesalon Jenny Nails og den overmåde hyggelige hipsterpladeforretning Sound med ægte tæpper på gulvene, mørkebrunbejdsede pladekasser og lamper af smeltet vinyl er dog med til at give en blandingsfornemmelse, man ikke kender andre steder fra.
Hvor shoppingcentrene Field’s, Fisketorvet og Frederiksberg Centret er mere generiske og trækker kunder langvejsfra, er Amager Centret ikke i samme udstrækning et regionalt udflugtsmål. Til trods for at det også ligger klos op ad en station, Amagerbro Station.
Kun Nørrebro Bycenter kan i sin slidte air af grå hverdag mønstre lidt af den lokalkolorit, som Amager Centret bugner af. Men i sin slappe postmoderne pyjamas er den rumligt langtfra den afvekslende oplevelse, man får i Amager Centret, der ikke er blot det ældste center i hovedstaden, men også det eneste med en stærk lokal karakter. Det er i den grad en afspejling af sin bydel og et herligt sted at kigge på mennesker.
