Hvad stiller man op med samfundets farligste forbrydere? Folk, der i vanvid og måske uden erkendelse eller fortrydelse har begået de værst tænkelige forbrydelser, mishandling, voldtægter eller mord. I Batman-universet bliver de lukket inde i Arkham Asylum, hvis dystre arkitektur afspejler patienternes grusomheder. De gotiske, forvitrede og dårligt oplyste rum udtrykker de mørke irgange i forbrydernes syge sind. Lander man i sådan et hul, er der intet håb om, at tilstanden kan blive bedre.
Den nye retspsykiatri på Sct. Hans Hospital i Roskilde er tegnet med stik modsat fortegn. Med en idé om at arkitektur kan helbrede, har man lavet en bebyggelse, der hverken signalerer afstraffelse eller indespærring, men snarere ro, styrkelse og genopbygning.
Sindrigt har man udnyttet et skråt terræn til at skabe en visuel sammenhæng med himlen og landskabet udenfor – ikke ulig den, man møder på kunstmuseet Louisiana.
Det gamle Sct. Hans Hospital fra 1800-tallet består af flotte klassicistiske bygninger, der ligger højt i et parklandskab langs en akse. Også dengang havde man en ide om, at en smuk beliggenhed kunne helbrede. Men arkitekturen signalerede måske i højere grad samfundets og lægevidenskabens autoritet, end den mødte patientens behov i øjenhøjde. Særlig grelt var det i den tidligere retspsykiatri, hvis udearealer lignede rovdyrbure i en zoo.
