Nærarealerne er rystende: Man kan dårligt tænke sig et mere oplevelsesfattigt og udfoldelseshæmmende nærmiljø end Høje Gladsaxe«.
Sådan skrev arkitekten Jan Gehl for mere end 50 år siden i en anmeldelse af det nye højhusbyggeri i udkanten af København. »Vore fædre i det høje« kaldte han sin anmeldelse, der var en sønderlemmende kritik af det moderne betonbyggeri, som ikke levnede megen mulighed for leg og afslapning rundt om boligerne.
En ting var, at husene skød mange meter i vejret som monotone søjler, noget andet var, at der, hvor børn skulle lege, og hvor folk skulle mødes om eftermiddagen, var der ikke en eneste grøn plet. Alt var beton, hårde overflader og så forblæst og goldt, at ingen følte sig inviteret.
I ly af natten gik den tværfaglige studiegruppe SPAS så i aktion. SPAS bestod af psykologer, arkitekter og sociologer, der var optaget af byudvikling, og de omdannede de golde uderum til en indbydende legeplads. En af psykologerne var Ingrid Gehl, der har været gift med Jan Gehl siden 1961. Ligesom sin arkitektmand undrede hun sig over det byggeri, der blev opført i 1960’erne, hvor tusinder af højhuse skød op i forstæderne med store udenomsarealer, der ofte hverken var beplantet eller særlig hyggelige.
