Trumps interesse i Grønland bliver ved med at hvirvle gamle konflikter mellem Grønland og Danmark op. Også sproglige. I sidste uge kom turen til smertensordet ’grønlænderstiv’. Skulle du ikke vide, hvad dette ord betyder, kan du slå det op i Den Danske Ordbog, hvor der står, at det betyder ’stærkt beruset af alkohol’.
Udtrykket har været kendt siden 1990’erne. Stiv er slang for at være fuld, og jeg husker dette som et udtryk, jeg kom lige lidt for sent til at bruge i min ungdom, mens mine søskende, der er fem år yngre end mig, tog ordet til sig.






