Upassende og splittende ideologi skal fjernes fra museer og uddannelsesinstitutioner, mener Trump.

Ny ordre fra Trump: Genrejs fjernede statuer og monumenter

Det er blandt andet på museer som Smithsonian National Air and Space Museum, at Trump vil have fjernet alt, der kan opfattes som antiamerikansk.  Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Det er blandt andet på museer som Smithsonian National Air and Space Museum, at Trump vil have fjernet alt, der kan opfattes som antiamerikansk. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Donald Trump, har underskrevet et dekret, der har til formål at fjerne ’antiamerikansk ideologi’ fra museer i landet.

I dekretet bliver vicepræsident JD Vance beordret til at fjerne ’upassende, splittende og antiamerikansk ideologi’ fra museer og andet, der hører under kulturinstitutionen Smithsonian.

Foruden flere store museer hører også flere institutioner, der beskæftiger sig med uddannelse og forskning, og en stor zoologisk have under Smithsonian.

Vance er i kraft af sin rolle som vicepræsident medlem af bestyrelsen i Smithsonian, som blev etableret af Kongressen i 1846.

Trumps dekret indeholder også en ordre til den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum.

Han skal sørge for at genrejse monumenter og statuer, der er blevet fjernet i de seneste år. Ifølge dekretet er de blevet fjernet for at ’fastholde en falsk ændring af historien’ eller for at ’nedgøre nogle historiske personer eller begivenheder’.

Ifølge Trump er der i det seneste årti opstået en tendens i USA, hvor historien er blevet skrevet om for at passe ind i en ideologi frem for at afspejle sandheden.

Ideologien sætter race i centrum, skriver Trump i dekretet. Ifølge ham bliver Smithsonian i stigende grad påvirket af et fokus på netop race.

»Det skifte har fremhævet narrativer, der fremstiller amerikanske og vestlige værdier som skadelige og undertrykkende«, står der i Donald Trumps dekret.

Præsidenten blæste op til valget i efteråret til kamp mod ’woke-kulturen’.

Begrebet woke eller wokeness bruges typisk om det at være bevidst om uretfærdighed i samfundet - blandt andet i forhold til racisme og sexisme.

Ifølge nogle konservative kan det føre til overdrevne hensyn.

Siden sin tilbagevenden til præsidentposten har Trump blandt andet beordret, at føderale arbejdspladser ikke længere skal tænke over kønsfordeling eller race og vise hensyn til forskelligheder i form af blandt andet seksualitet.

Trump har også underskrevet et dekret om, at staten USA opererer efter, at der kun findes to køn - mand og kvinde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her