Jeg spurgte engang en psykiater, om hun nogensinde havde diagnosticeret nogen med rumangst? Hun havde aldrig hørt om ’rumangst’, men måske jeg mente agorafobi, angsten for åbne pladser? Nej nej, rumangst stikker meget dybere, svarede jeg, har man angst for åbne pladser, kan man jo bare gå uden om Rådhuspladsen, men ingen kan bede universet om at stoppe sin ekspansion.
Horror vacui, foreslog hun så, angsten for det tomme? Bedre, nu nærmer vi os den egentlige rædsel, som kan holde folk – herunder mig – vågen flere nætter i træk: visheden om at befinde sig på en tilfældig planet i ét solsystem blandt milliarder i udkanten af en galakse blandt milliarder af galakser føles som et frit fald. Og der er ingen, som griber dig, højst søvnen. Over for dette må selv horror vacui give tabt. Ingen diagnose kan rumme rummet. Sproget kollapser.
