Det bliver højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet, som får mulighed for at blive optaget på Unesco’s liste over levende kulturarv.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet efter en afstemning blandt danske borgere, hvor knap 59.000 hver især har stemt på deres favorit.
»Vores kulturarv binder os sammen som folk. Det er livsvigtig eliksir, der skaber glæde, fællesskab og samhørighed i vores land«, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
De fem bud kommer nu på den nationale fortegnelse, som er første skridt mod at komme på den prestigefyldte liste over immateriel kulturarv. Listen er udarbejdet af FN-organisationen Unesco, der arbejder for at fremme internationalt samarbejde.
»Cubanerne har rumbaen, franskmændene har baguetten, og japanerne har fået sakebrygning optaget på Unesco’s liste. Jeg håber, vi snart ser pølsevognen på Unesco’s liste sammen med de andre gode danske bud«, siger kulturministeren.
Højskoler fik 7.176 stemmer, mens pølsevogne fik 6.952 stemmer, håndbold fik 5.762 stemmer, foreningsliv fik 5.613 stemmer, og tillidssamfundet fik 4.345 stemmer.
De fem vindere vil nu blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur, som er første indledende skridt mod at blive optaget på Unesco’s liste over immateriel kulturarv. Næste skridt er at udvælge de ansøgere, der skal lave en ansøgning, som herefter skal sendes til Unesco.
Unesco vil herefter tage stilling til, om forslagene skal optages.
Hvad synes du skulle optages på Unesco’s liste over levende kulturarv. Deltag i Politikens afstemning.
ritzau
fortsæt med at læse








