Da støvlerne blev lange og skjorterne brune i første halvdel af 1930’ernes Europa – primært i Italien og Tyskland – så de fleste intellektuelle passivt til. Nogle sluttede godt nok op bag nazisten Adolf Hitler og fascisten Benito Mussolini, ingen nævnt, ingen glemt. Men den overvejende del tog hverken førerskikkelserne eller deres ideologiske overbygninger alvorligt.
Ganske få rejste imidlertid børster, og nogle af disse søgte også at finde forklaringer på, hvordan pokker det kunne være, at mennesker i demokratiske lande begyndte at gå i takt og underkaste sig undertrykkende tankegange.