Jørgen Leth delte vandene. Der var dem, der dyrkede ham som manden, som gav et helt folk lyst til at se cykelløb. Dem, der kaldte ham for en sand auteur, der tog dansk dokumentarfilm i en ny retning. Og dem, der med vellyst læste hans talrige digtsamlinger, fordi de tilførte lyrikken en ny sensibilitet og en let, poppet stil.
Men der var også dem, der slog sig på hans selvsmagende facon, og i særdeleshed dem, der fik nok, da Leth skrev om ’kokkens datter’, og hele medie-Danmark gik amok.
