Mit første møde med Ingmar Bergman var anstrengt.
Den svenske avis Dagens Nyheter havde skrevet, at det svenske nationalteater holdt åbne prøver på sin næste forestilling, ’Woyzeck’.
Åbne prøver var et ukendt fænomen dengang. Jeg var netop begyndt som teateranmelder på Politiken. Min kulturredaktør, Harald Mogensen, spurgte, om jeg ikke vil tage til Stockholm og rapportere. Det var nemlig ingen ringere end teatrets direktør, Ingmar Bergman, der instruerede. Og havde åbnet dørene.
På det tidspunkt var Bergman blevet verdensberømt, også i Danmark, for sine film. Men han havde måttet erfare, som før ham Jesus, at det sidste sted en profet bliver anerkendt er i sit hjemland. Bergman var under voldsom kritik i Sverige for at være elitær og tyrannisk og for at behandle sine skuespillere som papegøjer. Og som en forfører.
Jeg kastede mig på et fly til Stockholm ...
Af og til er Thomas Bredsdorff stødt på teater i overrumplende sammenhænge. Under krig, på et loft, nord for polarcirklen. I fem afsnit fortæller han om en særlig periode, der på sin egen – lille eller store – måde har været dramatisk.