Kan du huske hendes valsekjole?
Jeg vil æde en gammel dansesko på, at mange ’Vild med dans’-seere slet ikke gik op i dans. Jeg var altid mere opmærksom på sangvalget, mens andre holdt øje med, hvordan danserne var klædt. Og drømte måske om selv at bære en lyseblå kjole med skørt af silkeorganza, pyntet med applikationer, blomster og tyl, som den, svømmeren Pernille Blume dansede vals i.
TV 2-showet stoppede i 2025, men dansetøjet lever i år videre på Danmarks Kostumarium. Her står valsedrømmene på stribe og udgør et imponerende minde om, hvor detaljeret der gennem 22 sæsoner blev arbejdet med påklædningen af nydansere og professionelle.