I et tilkapslet øvelokale med blege vægge og råkoldt neonlys står en tynd, mørkhåret fyr og spiller jazzguitar. Thomas Vang holder øjenkontakt med ham, mens han selv støtter sin kontrabas mod vinylgulvet. Han kender Christoffer Burmeister fra sin teenagetid, hvor de spillede fusionsjazz sammen. Nu, midt i sommerferien 1993, har de aftalt at mødes på den rytmiske aftenskole i Aalborg og hyggespille nogle jazzstandarder. Christoffer Burmeister er virkelig et kæmpetalent, tænker Thomas. Han spiller virtuost, sindssygt hurtigt, kan aflure alle stilarter. Han røg da også lige ind på rytmekonservatoriet i København – et forjættet land for Thomas. På et tidspunkt holder de en pause. De trasker over i Kvickly og hamstrer noget frokost. Mens de går, udbryder Thomas: »Har du lyst til at være med i et rockband?«. Christoffer lyser op. Det kunne han godt tænke sig. Mærkeligt nok har han kun spillet nogle få håndfulde rigtige job i sit liv. Thomas Vang har allerede spillet over 200 med The Bushpilots. Det imponerer ham. Thomas lover ikke noget, for beslutningen er i sidste ende Matts – faktisk tager han sjældent beslutninger, uden at Matt Gross er inde over, om det så handler om at få en kæreste eller ej. Men han beslutter sig for at snakke med Matt om det, for Christoffer ligner en saltvandsindsprøjtning nu, hvor de går efter noget mere hipt og hårdtslående. Også en indsprøjtning af noget ubekendt, selvfølgelig. Hvordan passer en ny mand ind i et band, hvor han og Matt er kernen, en musiker, der oven i købet er dygtigere end han selv? På den anden side, tænker Thomas – hvis det lykkes, er de en mere af de fede. Spanking Senere sidder Thomas Vang på sit værelse i Schleppegrellsgade i Århus. Han øver slapbas, aber stilen på Red Hot Chili Peppers’ plader efter. Han har købt en ny effektpedal, der giver tonerne en boawww-lyd, og nu tumler han strengene i en ny basgang. En funket, slappet, vild baslinje. Han er dybt koncentreret. Pludselig ringer telefonen. Det er Matt. De taler sammen hver dag i timer. Nogle gange øver de også sange for åben telefonlinje. Thomas lægger røret fra sig. Han spiller basgangen. Matt vræler: »Det der, det er fedt!«. Matt bliver hængende i den anden ende. Amerikaneren begynder at digte en rappet verstekst. Den handler om en fyr, der bliver spanket af en kvinde, ’The Tit-Bit Lady’. Han bliver forelsket og vil gerne selv spanke igen, indtil han opdager, at hun tager Mastercard og Visa og kun er ude på at få et barn. Hvad blev der af ligestilling? I omkvædet synger han: » I wanna spank you, girl«. Suger mennesker til Samme år i december vælter Thomas Vang ind i et lejet hus i den vestjyske by Lemvig, mens ’I wanna spank you ...’ og andre nye, potente omkvæd stadig suser for hans ører. De har lige spillet deres første job med Christoffer Burmeister, og det har været en fucking fantastisk aften. De har øvet med Christoffer i efteråret, sideløbende med at de stadig turnerede rundt med deres traditionelle rockmateriale og Ole Albrechtsen på guitar. Men i aften fyrede de den nye stil af på spillestedet Musikhuset, hvor hele Lemvigs gymnasieungdom lod til at være troppet op. Folk hoppede rundt på plankegulvene, musikken sparkede virkelig energi i festen. Oven i hatten har de også lige fået en halv million kroner i støtte fra Nordjyllands Amt, der har udnævnt dem til ’amtsband’, mod at de spiller et antal koncerter og spreder rytmisk musik på spillesteder og gymnasier hele næste år, i 1994. Christoffer virker stadig stolt, nærmest forblændet over at være kommet med i et band. Han og Matt er sammen hele tiden. Nu skal de også holde nytår sammen. Thomas kan ikke lade være med at føle en vis jalousi. Matt Gross suger virkelig mennesker til sig, ikke mindst af hunkøn. En af hans amerikanske barndomsvenner – en fyr, der hedder Seth Goldsamt – er kommet til Danmark på juleferie fra sine jurastudier i New York og var med i aften. Desuden har de fem-seks piger med tilbage til det hus, spillestedet har lejet til dem. Thomas ved, at Matt vil kunne score hvem som helst af dem. Han griber det an som en kunstner, finder ud af, hvordan de tænker, og zapper ind det helt rigtige sted. Det virker ikke engang casanova-agtigt, men ægte, som en del af hans personlighed. Thomas har heller ikke én eneste gang oplevet, at Matt blev mundlam, hverken på engelsk eller dansk. Godt det samme. Newyorkeren er med garanti ikke bleg for at være manden, der fortæller Ole Albrechtsen, at – desværre, gamle dreng – vi har fundet os en mere funky guitarist og er på vej mod nye mål. KGB og autografer På himlen over Skt. Petersborg kaster den russiske sommerskumring stadig sit sølvskær, mens Thomas Vang, Matt Gross, Christoffer Burmeister og trommeslager Michael Friis går om bord på et hotelskib i havnen. De vandrer op ad en vindeltrappe med deres kufferter og guitartasker. Øverst når de en gang med værelser, hvor der også er en glasdør til dækket. Udenfor, på en kunstig græsmåtte, ligger to rockstjernetyper og har sex. En VIP-vagt viser dem deres kahytter. Han oplyser, at stjernebands som Run DMC, Mr. Big og Whitesnake bor på skibet. I naboværelset snorker den gamle Steely Dan-guitarist Jeff Skunk Baxter. Det er juni 1994, og The Bushpilots er inviteret til festivalen White Nights i Skt. Petersborg. Matts far er advokat i underholdningsbranchen i New York og kender en fyr, der hedder Bill Roedy og er direktør for MTV i Europa. Han er imponeret over deres musik, og nu har han sørget for, at de er kommet med i en konkurrence for up-and-coming-bands på White Nights, som musikkanalen transmitterer fra. Koncertsalen hedder Store Oktober, og scenen viser sig at være enorm som en basketballbane med lysebrune gulvplader og et rødligt stjerneformet neonlogo, der svæver som en dommedagsengel foran bagtæppet. Salen har plads til tusinder af tilskuere. Til gengæld er der ikke noget udstyr. De havde ellers fået det indtryk, at de ikke skulle have noget med selv andet end deres bas og guitarer. Under lydprøven spiller Michael Friis på et elendigt tjekkoslovakisk trommesæt, der river hans skinneben til blods. De andre mangler forstærkere til deres instrumenter. Til sidst forbarmer deres nabo Jeff Skunk Baxter sig over dem og låner dem sin guitarforstærker. De får fat i en anden lille forstærker, som Thomas placerer på nogle kasser. Samme aften, for en fuld koncertsal, spiller The Bushpilots et sæt af fem numre for deres største publikum til dato. Matt giver sig fuldstændig. Han vælter rundt på kæmpescenen. Han hiver i ledningen. Han trækker den lille forstærker efter sig. Russerne i salen jubler. Lyden må have været rædselsfuld, men de ryger i finalen, bliver nummer to og får overrakt en pokal. Senere fester de på skibet. Byens stedfortrædende borgmester Vladimir Putin kommer på officielt besøg. Thomas ser ham på herretoilettet, hvor han står ved pissoiret side om side med forsangeren David Coverdale fra Whitesnake. Næste dag slæber The Bushpilots sig ind i en hvid lufthavnsbus. En sikkerhedsvagt står ved bildøren. Han ligner en KGB-mand. Han er maskinklippet, iført blåligt jakkesæt med uniformslignende skjorte og slips. Fra et punkt bag hans højre øre strækker et uhyggeligt rødt ar sig, der slutter midt på kinden. Thomas er på vej ind. Så bremser vagten ham. Han tager en blok frem. Han vil have en autograf. I bussen sidder Matt tilbagelænet med en arm på sædet. Han sender sit bredeste smil til Thomas. Var det her ikke, hvad de havde drømt om? Frustration Men drømme kan også forkrøble og dø ud. Samme sommer, under Århus Festuge, spiller The Bushpilots på det lille sted Lucy’s Rock Joint, hvor Thomas falder i snak med en ung, langhåret fyr, der hedder Søren Jannerup. Han er straks vild med deres musik og tilbyder at være en slags ulønnet hjælper og manager. Jobbet viser sig desværre at være meget svært. Bushpilots’ nye stil er pludselig alt for hårdtslående til de små spillesteder, som ellers hyrede dem på stribe, dengang de lød som Bruce Springsteen. De får enkelte job på scener som Musikcaféen i Århus og Stengade 30 i København, men det hænger slet ikke sammen. Michael Friis går ud af bandet for at spille med Poul Krebs. De prøver forskellige andre trommeslagere af. I desperation stiller de op til DM i rock, hvor Dizzy Mizz Lizzy vandt i 1993, og Kashmir blev nr. to. De får en andenplads i den indledende runde, hvor kun vinderen går videre. Imens virker Christoffer mere og mere frustreret, og han og Matt tager sig nogle skænderier. Han havde en oplevelse af, at Bushpilots var på tærsklen til succes. Ikke engang et begejstret anbefalingsbrev fra MTV-boss Bill Roedy åbner nogen døre. Et orkester, der ikke spiller mere end nogle få håndfulde job om året, ikke har en fast trommeslager og ikke kommer ét skridt nærmere en pladekontrakt ... hvor ligger fremtiden? Kernen Uden for sommerhuset i Tversted fejer decemberkulden over klitterne. Det er et par dage før julen 1995. Thomas sidder i hjørnesofaen sammen med Christoffer. Han ser op på Matt, der har rejst sig og holder et maskinskrevet ark papir i hænderne. »Gentlemen, lovely men, and beautiful friends«, læser han højt, »lyt nu opmærksomt til de ideer, forklaringer og udkast, som I om et øjeblik skal høre om The Bushpilots. Sagens kerne er New York«. Matt har bevæbnet sig med argumenter. Hvis de tager til New York, forklarer han, kan de bo gratis hos hans far og stedmor i deres kæmpestore trævilla i forstaden Montclair i New Jersey. De har deres brev fra MTV-bossen. En berømt radio-dj, Matt kender, vil promovere deres musik. Og i New York tager pladeselskaberne sig sammen og besøger spillestederne, når der er buzz omkring et band. Her i Danmark kommer de i hvert fald ikke videre. Valget står mellem New York eller enden på The Bushpilots. Mens Matts ord siver ind, sætter de sig ved panoramavinduet. Thomas rigger noget udstyr til. De indspiller ’Between Woochie And Yonie’ – et stille nummer til en demo-cd med fem numre, som Søren Jannerup har skaffet dem studietid til. Senere optager de lyden af Matts hjerte. Sammen med et brus af hviskende bølger starter hjerteslagene nummeret. Thomas ser på Matt. Han er allerede overbevist. De har deres pagt, og Matt har sagt til ham masser af gange på det seneste, at Thomas stadig er kernen i bandet. Talen retter sig mest mod Christoffer, for hans karriere begynder at tage fart i København, og han har også en kæreste. Tilbage på Bennington College, i deres allerførste samtale, prøvede Matt Gross at overtale Thomas Vang til at prøve lykken i New York. Dengang skræmte tanken om en rå storby ham fra vid og sans. Men meget er sket siden. New York afskrækker ham vel sådan set stadig. Men han føler sig klar til at følge Matt.