Søndag aften ved 20-tiden knejser Empire State Building mod himmelbuen med lysene tændt, som om intet var sket. Thomas Vang sidder på bagsædet i en bil og stirrer mod bygningen og resten af New Yorks skyline i aftenmørket og tænker, at nej, nej, nej, det kan ikke passe, det er ikke virkeligt. De kører mod First Avenue og Bellevue Hospital. Siden de fik telefonopringningen hjemme hos Michele i Montclair, har de ikke sagt mange ord. Michele fik en mand til at hente dem, faren til nogle børn, hun engang har passet. Han havde lige set det hele i nyhederne, men da han gav Michele et knus på metaltrappen uden for hendes lejlighed, sagde han fjollet, at der nok alligevel ikke var sket noget. Thomas fatter det heller ikke. Han ryster på hovedet igen og igen. Hvordan kunne Matt og Christoffer være så dumme, for de må vel være blevet skudt i den forbandede subway, tænker han, selv om han har fået at vide, at det er sket i Empire State Building. Det er, som om ingenting passer, som om begivenheder ikke længere følger en logik. Da de stiger ud af bilen foran hospitalet, fører politifolk dem ned i en afspærret gang under bygningen. Måske 30 af Matts venner og bekendte og familiemedlemmer går allerede hvileløst rundt. Folk græder og ryster på hovederne. Da Thomas ser Matts far, udbryder han: »Er det rigtigt?«. Han går fra den ene til den anden. Han lytter og leder efter et slags overblik. Seth, som var med på Empire State, er der. Politifolkene fortæller også åbent, hvad de ved, men det er indtil videre ikke så meget. Terroristen var en ældre mand, der gik rundt og småsnakkede med forskellige mennesker på 86. etage. Han spurgte Matt, om de var amerikanere, hvilket han svarede ja til. Nogle øjeblikke senere skød manden pludselig vildt omkring sig og rettede til sidst våbnet mod sig selv. Christoffer døde på stedet. Matt fik et projektil gennem tindingen. Seth – og nogle svenske au pair-piger, som de var gået op sammen med – slap uskadt, fordi de allerede var på vej ned ad trappen fra udkigsplatformen. Nu opererer lægerne Matt. Han har ligget på operationsbordet i mange timer, svævende mellem liv og død. De våger til tidligt på morgenen. På et tidspunkt går Thomas ud på toilettet. Han græder, men underligt uforløst. Ingen kommentarer Det er langt op ad næste formiddag, da Thomas vågner brat. Han ligger i en seng på førstesalen i villaen i Montclair og har fornemmelsen af, at det hele er en drøm. Så hører han, at det ringer på døren. Han var først hjemme klokken fem om morgenen. Ringelyden må have vækket ham. Han trasker ned ad trappen til stuen og når næsten håndtaget, da Matts stedmor råber, at han ikke skal lukke op. Han kigger ud ad vinduet. Langs vejtræerne på Union Street holder tv-vogne og pressebiler og en lastbil med sendeudstyr, og uden for vinduet, på græsplænen, vrimler det med journalister og tv-reportere og fotografer. Nogle af dem lurer helt oppe på verandaen. De skygger for øjnene med hånden som indianere og glor lige ind. Thomas går til bagdøren for at lukke hushjælpen ind. Da han åbner, står tre pressefolk – den ene er en tv-nyhedsdame i jakkesæt – allerede parat med deres blokke og mikrofoner. De råber spørgsmål i munden på hinanden. Thomas hører sig selv sige: »Ingen kommentarer«. Han smækker døren igen. Lidt senere går Thomas med til, at en dansk journalist fra B.T. kommer ind. De sidder lidt og snakker oppe på førstesalen. Hvad fyren overhovedet kan bruge interviewet til, aner Thomas ikke, for han stiller selv journalisten flere spørgsmål, end han giver ham svar. Havde det hjulpet, hvis ikke Matt, men Christoffer havde svaret terroristen og sagt, at han var dansker? Vil Matt nogensinde blive sig selv? Var det bedre, om Matt også var død? Someday my prince … Næste dag, om tirsdagen, træder Thomas Vang ind i en lang, lav bygning. Den er beklædt med små, lyseblå fliser som i et badeværelse. Stedet er New Yorks lighus. Det danske konsulat har bedt Thomas være den, der identificerer Christoffer. Familien kommer først til New York i morgen, og Thomas har både talt med dem og mange andre i Danmark – han har i det hele taget, meget uvant, pludselig grebet rollen som den, der tager sig af praktiske ting og sager. Hvis Matt havde været uskadt og ikke bevidstløs efter endnu en hjerneoperation mandag aften, havde jobbet lige været noget for ham. Han mærker pludselig et enormt savn, fordi Matt så længe har været den styrende kraft i hans liv. Men Matt lever i det mindste. Thomas føler på en måde, at han nok skal klare sig. Det er nærmest forudbestemt. Men Christoffer… På vejen ind, i forbifarten, kondolerer en tilfældig mand, som åbenbart genkender ham fra tv. Thomas går hen mod et kontor, hvor en dame sidder ved et skrivebord. Han havde frygtet, at han skulle se sin ven i et kølerum som i amerikanske krimier. Men damen lægger bare et fotografi med bagsiden opad på bordet. Thomas når at tænke: Bare, det ikke er ham. Så vender han billedet. Han kan næsten overbevise sig selv om, at det ikke er hans ven, der ligger fredfyldt med lukkede øjne. Håret er strøget tilbage. Det var det ellers aldrig. Men til sidst nikker han. Det er, som om det ikke rigtigt trænger ind. Næste dag tvinger han sig selv til at dukke op i kapellet, hvor han får et kort glimt af Christoffer i virkeligheden. I baggrunden spiller Miles Davis’ gamle klassiker ’Someday my prince will come’. Christoffer havde den i sin discmann, da han blev dræbt, og Thomas har skaffet den. Han står i halvmørket i tre-fire minutter. Han rører Christoffers hånd. Han undrer sig over, hvor kold den er. Det burde måske ikke komme som et chok. Men han havde slet ikke forbundet den fornemmelse med sin ven. En forklaring Den sidste praktiske opgave, Thomas tager sig af, er forberedelser til en mindehøjtidelighed i Den Danske Sømandskirke i Brooklyn. Det er oplagt at spille noget af Bushpilots musik. Thomas kommer i tanker om ’Between woochie and yonie’ – det stille nummer, de indspillede i sommerhuset den decemberdag for lidt over et år siden, da Matt holdt sin tale og overbeviste Christoffer om, at de skulle tage til New York. Teksten er temmelig erotisk, ikke ligefrem stueren, men nummeret har som et af de få en rolig stemning, og Christoffer har skrevet det sammen med Matt. På en måde er der heller ikke noget, der på godt og ondt passer bedre til en afsked i New York end musik fra den dag, de besluttede at tage herover, afgør han med sig selv. Han kontakter den danske præst og beder ham sørge for et stereoanlæg i kirken. Lidt senere, uden for bedemandsforretningen, hvor han skal aflevere noget af Christoffers tøj, ruller en chauffør ud i en rustvogn. Han genkender Thomas og vinker til ham med stenansigt. Alle kender historien fra tv. Thomas har ikke haft tid til at se så meget – tværtimod har han selv givet interview. Men efterhånden er et slags puslespil faldet på plads. Terroristen viste sig at være en 69-årig palæstinensisk engelsklærer, der hed Ali Abu Kamal og kom fra Ramallah på Vestbredden. Han købte en automatpistol i en våbenbutik i Florida og rejste til New York, hvor han skrev et rasende afskedsbrev, der langede ud efter Israel, USA og andre lande, han opfattede som palæstinensernes undertrykkere – plus nogle elever, der havde angrebet ham på hans kontor i 1993, en egyptisk politimand, der engang havde fornærmet og slået ham, samt tre studerende i Ukraine, der havde bestjålet hans søn. Alle de tågede begrundelser førte ham til at angribe amerikanere og zionister »i deres egen hule New York og i selve Empire State Building i særdeleshed«, som han skrev i brevet. Han smuglede sin pistol gennem sikkerhedstjekket, som ikke bruger metaldetektorer. På udkigsplatformen slentrede han rundt og småsnakkede med turisterne. Pludselig skød han vildt omkring sig. Christoffer var den eneste, der blev dræbt. Ud over Matt sårede han fem andre fra USA, Argentina, Frankrig og Schweiz. Nu har Matts familie skrevet en officiel erklæring, der angriber den amerikanske våbenlov. Palæstinenseren vadede lige ind i våbenbutikken og købte automatpistolen på turistvisum og et tvivlsomt id-kort. Den side af tragedien ruller allerede i medierne. Desuden vrimler aviserne med musikartikler om The Bushpilots. En talentspejder fra pladeselskabet RCA, der åbenbart så dem på Tierney’s i sidste uge, har sagt til New York Times, at han var »imponeret«, selv om han endnu ikke havde set nok til at beslutte sig for at signe dem eller ej. Bookingagenten fra deres kommende spillested Wetlands går længere. Han vurderer, at Bushpilots lå til at få en pladekontrakt og – som han opmuntrende siger – stadig kan få det, hvem ved? New York Post vurderer, at de med den musik og det sceneshow stod på tærsklen til at blive stjerner. Andre aviser citerer flere folk fra musikbranchen og trykker store pr-fotos og uddrag af Matts tekster. Det er den største ironi, at de nu, endelig, får al den opmærksomhed, de kæmpede så hårdt for. Trommeslager Anthony Citrinity ringer til Thomas. Han fortæller, at han sidder og ser et indslag på MTV News fra en pladeforretning. Folk spørger forgæves efter musik med The Bushpilots. Afskeden I Den Danske Sømandskirke på Willow Street i Brooklyn Heights, i det lillebitte kirkerum, bænker Thomas Vang sig sammen med Christoffers og Matts familier. New Yorks borgmester Rudolph Guiliano er også mødt op. Resten af rummet er fyldt med deres gode venner og løse bekendte og nysgerrige og pressefolk, som kirkestolene slet ikke rækker til. Præsten står ved den lille talerstolagtige prædikestol. De synger ’Befal du dine veje’, som han og Christoffer for ubegribeligt få dage siden sad i huset i Montclair og øvede fra koralbogen. Thomas synker en klump. På et tidspunkt rejser han sig. Han stiller sig med front mod rummet. Han har forberedt en lille tale. Han begynder at fortælle historien om sommerhuset og ’Between woochie and yonie’. Men efter et par sætninger, da han skal forklare, at Matts hjerteslag ligger som et beat under nummeret, knækker hans stemme. Han kan simpelthen ikke sige mere. Han samler sig og sætter cd’en på præstens stereoanlæg. Hjerteslagene banker. Matts stemme messer: Sometimes woochie sometimes yonieYour sacred garden’s not my dreamYour religion’s not for mePeople say that sometimes no means yesBut what really scares me is thatMaybe sometimes yes means no Christoffers bløde spil omfavner Matts vokal. Midtvejs løfter en skrøbelig guitarsolo sig som et daggry over musikken. En trykket stemning breder sig i kirkerummet. Thomas lytter til tonerne. Han græder. Det er, som om de sidste dages forvirring falder på plads i al deres gru. Matt oppe Godt en uge senere træder Thomas Vang ind på en sygestue på Bellevue Hospital. På gulvet står Matt. Han er i hospitalstøj. Han ser på Thomas. Han kan ikke tale, fra hans hals hænger en respiratorslange. Men hans blik og hans mimik er som ved et helt almindeligt hej. Han smiler endda til ham. Matt går hen til vasken og tilbage igen, mens personalet støtter ham. Så bliver Thomas bedt om at gå af hensyn til infektionsfaren. Men Matt genkendte ham. Det her er jo fantastisk, tænker Thomas. Han har sagt til deres venner og i alle interviewene, med en beslutsomhed og stædighed og energi, han aldrig har mærket før, at han ikke har tænkt sig at droppe New York og deres drøm. Thomas Vang forlader rummet med én tanke: Det her skal ikke stoppe vores orkester.