I New York-forstaden Montclair rager en victoriansk trævilla op med gråblå skodder og et indgangsparti med søjler og pagodetag. Ahorntræer drysser blade i forhaven, hvor en flisegang skærer skråt over græsplænen. Her går Thomas Vang med sin elbas. Det er efteråret 1996. Matt Gross og Christoffer Burmeister trasker ved siden af ham. De er på vej ud mod fortovet, hvor en flok af Matts venner holder og venter i en Ford minibus, der skal give dem et lift ind til New York. Og Matt og Christoffer skændes. Faktisk er Matt Gross rasende. Han hopper ind på en af sæderækkerne i bilen. Da de ruller væk fra hans fars og stedmors villa, hvor The Bushpilots har resideret siden august, råber han og Christoffer nærmest ad hinanden. Thomas lytter vantro. Det handler om et postkort – ét eneste af de hundredvis af reklamekort for The Bushpilots, de selv laver og bruger som promotion. Christoffer skriblede et eller andet, han skulle huske, på bagsiden. Nu kan det ikke bruges til at sende ud, og af en eller anden grund har det fået Matt til at koge over. Han overfuser Christoffer. Guitaristen giver igen. Thomas sidder tavs, mens hans to venner sviner hinanden til under hele vejstrækningen fra Montclair i New Jersey til Little Italy i New York. Det er en tur på næsten en time. Da de ankommer, skændes de stadig. Først da de stiger ud af bilen sammen med de målløse amerikanske venner, ebber balladen mellem forsanger og guitarist ud. At skabe buzz Noget senere sidder Thomas Vang selv og skriver på postkort i en penthouselejlighed på Mott Street i Little Italy. Han skriver en koncertdato. Så finder han et navn med tilhørende adresse på en lang liste, der er skrevet på gammeldags printerpapir med huller i siderne. Der står nogle få stikord om personen, der for det meste er af hunkøn. Han digter en lille personlig hilsen og går videre med næste kort. Siden The Bushpilots kom til New York, er det, som om de har sat en maskine i gang. De samler en mailingliste med hundredvis af au pair-piger og deres bekendte og bekendtes bekendte, som de inviterer til deres koncerter. Spillestederne for up-and-coming-bands tjekker nemlig, hvem publikum kommer for at se – og en flok vilde piger, der skriger »Bushpilots«, er den fedeste reklame, man kan få. Thomas og Christoffer bor i Matts fars kæmpehus i Montclair, men al pr-arbejdet foregår i New York. De har fået lov til at bruge den penthouselejlighed i to etager, hvor Matts gamle ven Seth Goldsamt og et par andre unge advokater lever et ungkarleliv. Seth besøgte jo Matt i Danmark i sin tid og var med ved den allerførste koncert, de spillede med Christoffer som guitarist i vestjyske Lemvig. Til daglig sidder Seth og hans advokatvenner fra morgen til aften på et kontor, og Bushpilots giver dem vist en fornemmelse af at være med i et rock-eventyr. En anden af deres hjælpere er en mørkhåret pige, der hedder Michele, og som Thomas har et godt øje til. Hun samler masser af au pair-piger til koncerterne og kører udstyr for dem. Deres gamle selvudnævnte manager Søren Jannerup er også kommet over fra Danmark. Han og Matt arbejder dagen lang på at promovere dem og booke job. Det er sjældent, at Matt kommer ud til villaen i Montclair, og endnu sjældnere, at de bruger tid på at øve i det kælderrum, de faktisk kan bruge til det. De har med nød og næppe fundet en ny trommeslager, der hedder Anthony Citrinity, på det lokale drummers collective. Alt handler om at skabe buzz. Nu har Søren fundet på, at Bushpilots skal markedsføre sig med sølvglimmer. Han limer stadset på deres reklamekort gennem en skabelon, der forestiller Thors hammer, og han har bestilt en hel kollektion af sorte og hvide sweatshirts med hammerlogoet på brystet og ’Bushpilots’ trykt på ryggen. New York vrimler med stylede og friserede bands. Det handler om at skille sig ud. Sølvhår og læderpisk En torsdag aften i New York, ved indgangen til New Music Café på Canal Street, står Thomas Vang iført en lilla kappe, der når ham til anklerne. Han bærer røde solbriller, og hans skaldede hoved skinner af glimmer, som om han groede hår af sølv. Det klæber til issen i et takket mønster. Han ligner en djævel. Tæt ved står Matt iført åbentstående jakke. Han holder en læderpisk i hånden. Dørmanden spørger hele tiden, hvem folk kommer for at høre og krydser af på en liste. Fyren er nu ikke den eneste, der stiller spørgsmål. Lidt væk står Seth og et par andre af Matts venner og standser tilskuerne, efterhånden som de træder nærmere. »Kunne du tænke dig at komme på The Bushpilots’ mailingliste?«. Længere inde i vestibulen, på bøjler, der hænger fast mellem de nedrullede træpersienner, dingler en stribe af deres nye sweatshirts. Matts venner står og sælger dem sammen med demo-cd’en fra Danmark – blandt andet med ’I wanna spank you, girl’ og det stille nummer ’Between woochie and yonie’, som de indspillede i sommerhuset. Fire-fem bands optræder pr. aften, så det gælder om at brænde igennem. For nogle er New Music Café en mellemstation på vej mod noget større – for andre et trinbræt til glemslen. The Bushpilots træder op på scenen. Thomas placerer sig længst til venstre ved en kæmpehøjttaler, Christoffer står til højre iført jakkesæt med løst slips. Den nye mand, Anthony sidder midt for ved trommerne. Matt smiler. Han nærmer sig mikrofonen. Det er det, Matt kan. Han er entertaineren. Christoffer virker mere dæmpet på scenen. Han er virtuosen. Og Thomas er begyndt at forstå, at han er en mellemmand mellem de to kræfter. Nu spiller han sin basgang til ’I wanna spank you, girl’. Matt vræler verset. And he screamed in the night and he couldn’t put up a fightWhen she said ’Eat dirt your worthless man’ Matt eksploderer. Han svinger sin store læderpisk over scenen. Han hopper rundt. Thomas synger andenstemmen på omkvædet, der blæser ud over publikum som et mantra. I wanna spank you, girlSpank you girl very much Sådan et show undgår ikke at vække opmærksomhed. De får flere job på New Music Café, går fra at spille på hverdage klokken 20 til fredage klokken 22. Da det langt større sted Tramp’s holder en indierockaften, bliver de hyret som det tidlige band. Store navne er brudt igennem her, stjerner lige fra Radiohead til Bruce Springsteen har givet koncerter. Tramp’s booker er begejstret. Han taler allerede om at hyre dem igen. Forsoning En fredag eftermiddag sidder Thomas Vang i køkkenet i villaen i Montclair. Kalenderen siger 21. februar 1997. Glasdørene vender ud mod verandaen og en vinterbrun have. Matt og Christoffer sidder der også, bænket ved et lyst træbord. Der er en spænding og en alvor i rummet, de rynker bryn og taler dæmpet. De burde ellers juble. I går spillede de en fed koncert på det lille sted Tierney’s. Klubben Wetlands på Hudson Street har også booket dem. Det er her, Spin Doctors, Rage Against the Machine, Pearl Jam, the Manic Street Preachers og mange andre spillede deres første job i New York. Og de skal spille på Tramp’s igen. De er opvarmning til svenske The Cardigans, der hitter stort i USA med sangen ’Lovefool’. Alligevel surmuler Matt mere og mere. Han hænger ud i lejligheden i New York og brokker sig over, at de andre ikke gør nok for at promovere bandet. Til gengæld sidder Christoffer og efterhånden også Thomas i Montclair og føler, at de ikke har et band. De har masser af tid til at udvikle musikken. Men Matt tænker kun på at blive berømt. Nu, hvor de er så tæt på, kunne det måske være en idé at finpudse det, det hele handler om. I stedet spiller de bare på må og få og er sågar begyndt at øve ’Befal du dine veje’ og andre salmer fra en koralbog med noder, Thomas fik i julegave af sin onkel. Thomas skrev et brev til Matt for et par dage siden. Siden han og Christoffer er kommet tilbage fra juleferie i Danmark, har det stået klart for ham, at luften må renses. Det er en mærkelig situation, for Matt er stadig den ubestridte leder – vel ligesom i The Beatles, hvor John Lennon var mere boss end Paul McCartney, fordi han havde startet orkestret oprindeligt. Matt tager det pænt. Måske, fordi det er Thomas, der har skrevet brevet. Nu lover forsangeren, at i fremtiden øver The Bushpilots mindst to-tre dage om ugen. De skal udvikle musikken. Og de skal skrive nyt materiale. Til gengæld må Thomas og Christoffer hjælpe mere til inde i New York. De taler i timer, klokken bliver fem om eftermiddagen. Det er, som om luften renser sig. De sidder lettede tilbage. Pludselig ryger Matt op af stolen. Han har en mægtig energi. Han ringer til Seth og de andre. Der er virkelig noget at fejre. Samme nat står Thomas godt beruset ved en bardisk og køber en drink, mens han kigger ud mod et propfyldt dansegulv. De er taget på en natklub i Montclair, hvor de har festet et par gange før – sådan et sted i saloonstil, hvor folk kører til i bil, danser, drikker sig fulde, hvorefter de sætter sig bag rattet og kører hjem igen. Han mærker en fornemmelse af succes, som om hans brev har været med til at redde noget. Nu ligger fremtiden åben. Dancing Queen Men fremtid er blot et flygtigt materiale. Samme weekend, søndag eftermiddag, vil Christoffer og Matt stå på skøjter ved Rockefeller Centre sammen med Seth, og de vil møde nogle svenske piger og foreslå at tage en tur op i Empire State Building. Deroppe i 320 meters højde, på 86. etage, vil luften være tyst og klar, og en ældre herre iført blå blazer og en lang, mørk overfrakke vil komme hen til dem, og han vil spørge på engelsk med arabisk accent, hvor Frihedsgudinden er. Matt vil pege, og manden vil sige: »Er I italienere eller amerikanere?«. Og Matt vil svare. »Amerikanere«. Fredag aften køber Thomas Vang stadig drinks i baren. Han står selv i mørke. Ude på dansegulvet er der lys. Han ser Matt og Christoffer og deres venner, måske 15 i alt, der danser og hopper og rider med på en næsten lalleglad bølge af lettelse. Synet brænder sig fast i ham som en film. Han hører, at dj’en spiller Abbas ’Dancing Queen’.