En af de sidste dage i april 1997 styrer Thomas Vang gennem Jersey City i en lille Ford Fiesta. Han har lånt bilen af Michele. Hun er blevet hans kæreste. Efter ulykken tog han til Danmark i en måneds tid, men nu er han vendt tilbage til New York. Han har stadig masser at gøre her. Han ruller op foran en brun murstensbygning. På et skilt står ’Kessler Rehabilitation Center’. Det var på Kessler, at Superman-skuespilleren Christopher Reeve fik sin første genoptræning. Og det er her, Thomas så brændende ønsker, at The Bushpilots’ forsanger Matt Gross skal vende tilbage til sit gamle jeg. På Matts enestue hænger handikapkraner fra loftet. Der er en seng og en stol og en lille kommode. Til højre dækker et forhæng indgangen til et lille badeværelse. Matt tager ikke brusebad, for han tør ikke gå ind under bruserens stråler. Han nægter også at barbere sig. Han gror et kæmpestort, rødligt fuldskæg. På mange måder opfører Matt sig underligt. Fra vinduet kan han se trafikken på gaden, og han holder hele tiden øje med busserne, der kører forbi med numre på taget. Han har den opfattelse, at et bestemt nummer er farligt for ham – selv om hans far for nylig har sagt, at han ikke skal bekymre sig om busser. Det har tilsyneladende hjulpet en smule. Thomas har som altid en guitar med. Han begynder at spille og synge. Han vælger ’Norwegian Wood’ med The Beatles, nogle Van Morrison-sange, andre numre, de spillede den allerførste tid i sommerhuset, og når de hyggede sig og ikke lige terpede Bushpilots-repertoiret. ’I Wanna Spank You, Girl’ egner sig ligesom ikke til at blive spillet akustisk. Han opmuntrer Matt. Han får ham til at spille. Matt synger også. Men efter et minuts tid stopper han, kigger ud ad vinduet eller glor bare ud i luften. Han fuldfører indtil videre ikke en sang. Thomas bliver en times tid som sædvanlig. De taler sammen, men ikke om ulykken, aldrig om Christoffer. Tilsyneladende fatter Matt stadig ikke, at han er blevet skudt. New Music Café Halvanden måned senere, en torsdag aften i juni, er The Bushpilots’ gamle spillested New Music Café på Canal Street propfuldt af mennesker. Anthony Citrinity sidder bag trommesættet. Thomas Vang står på scenen. Han bærer igen de firkantede røde solbriller, og det vante Bushpilots-glimmerstads klæber til hans kranium med facon som et vinblad. På overfladen er tingene som de sidste gange, de spillede her. Thomas har aftalt med Anthony, at de skal arrangere en koncert for at skrabe penge sammen til Matts hospitalsregninger. En flok af trommeslagerens musikervenner går på scenen og spiller på skift. Thomas lærer dem på stedet at spille sangen ’Do the Double Dunk’ med Matts tekst om at tage to piger på én gang og et par andre Bushpilotsnumre. Det er dygtige folk, og koncerten er lidt af et tilløbsstykke. Matt er også selv mødt op. Han står foran scenen sammen med sin far. Han er iklædt en sølvskjorte med ternet mønster og en gråprikket baseballkasket, der vender omvendt på hovedet. Fuldskægget stritter fra hans kinder. Sammen med et lidt træt og distræt ansigtsudtryk får det ham til at minde om en venlig bjørn. I en pause går Thomas hen til Matt. Han spørger forsigtigt, om han har lyst til at spille et nummer. Det har han. I baggrunden nikker hans far som accept. De går på scenen. Publikum ved vist ikke helt, om de skal heppe eller holde mund. En spænding hænger i luften. Matt tager sin guitar. Han stiller sig ved mikrofonen. De spiller ‘Knockin’ on Heavens Door’. Matt synger igennem. Han laver et lille show, flytter sig på scenen som i gamle dage. Først da Anthony har hamret sine sidste takter, og publikum jubler lettet, og Matt før i tiden ville have sprællet videre rundt på scenen og charmet folk, bliver han stille – som om en tekniker i himlen et kort øjeblik sluttede strømmen til ham for så igen at trække stikket ud. Comeback Samme efterår, i en bælgmørk kælder i Montclair, står Thomas Vang med bassen på maven. Den danske trommeslager Lars Gregers slår løs på et gammelt lejet trommesæt, mens guitaristen Thomas Andersson tager Christoffers job på sig og spiller de tunge Bushpilot-temaer. Og Matt – nu uden skæg – synger med samme kraft som i de gode gamle dage. Det er oktober 1997, næsten trekvart år efter ulykken. Efter velgørenhedskoncerten rejste Thomas tilbage til Danmark på sommerferie. På togturen fra København til Nordjylland sad han over for en pige, der læste et nummer af Se og Hør med billede af Matt og ham selv, der holdt hinanden om skuldrene efter koncerten. Overskriften hed ’Bushpilots tilbage’. De er stadig hotte – også i New York husker folk navnet – så hvis de skal udnytte al buzz’en, er det nu. Han har skaffet en aftale om en comebackkoncert 23. oktober på Wetlands. Der var her, de skulle have spillet, hvis ikke ulykken var sket. Og det var stedets bookingagent, der spåede i New York Times, at Bushpilots stadig kunne være et band med en fremtid. Nu annoncerer Wetlands comebackkoncerten for fuld kraft med en lang foromtale på sin hjemmeside, og Thomas Vang har overtalt de danske musikere Lars Gregers og Thomas Andersson til at tage turen til New York. Matt har gjort fremskridt, selv om han stadig er underlig. Han går i seng klokken otte om aftenen. Han brokker sig over de mindste ting, som når Thomas Andersson plugger sin guitar i hans forstærker, eller når Thomas selv spenderer sølle 25 dollar i leje for øvelokalet. Matt har også sagt, at det ikke gør noget, Christoffer er blevet skudt, fordi han alligevel ville have fyret ham fra bandet. Hans gamle sexede og lige til kanten-charme smuldrer, han mangler ligesom et filter og er rendyrket sjofel, rendyrket nærig, rendyrket ondskabsfuld. Situationen er noget akavet for de to andre danskere. De bor i huset i Montclair og ved vist ikke helt, hvordan de skal tackle Matt. De støtter Thomas – men sikkert kun, indrømmer han for sig selv, fordi der lader til at være perspektiv i The Bushpilots. Anfaldet Og perspektiv er der med tre dage til deres comeback. Pressen skriver allerede om begivenheden. ABC News store tv-talkshow ’Good Morning America’ vil følge Matt en hel dag op til koncerten. Pladeselskaberne vil simpelt hen være rene idioter, hvis de ikke lader dem indspille en cd, for hypen bliver enorm, og – vigtigst af alt – The Bushpilots lyder faktisk fedt. De spiller nummeret ’The Fish Monger’ for fuld tryk. Matt hopper og danser. Han trykker den af som i gamle dage. Nu smider han sig på gulvet. Han gør virkelig noget ud af det, tænker Thomas. Matt bliver liggende. Der går et øjeblik. Så, pludselig, begynder han at ryste. Han raller. Han går i kramper for øjnene af dem. Hans mund skummer af fråde. De to andre kan åbenbart førstehjælp og lægger Matt i NATO-stilling. Thomas går først fuldkommen i panik. Så samler han sig og styrter over gaden til et pizzeria. Han ringer efter en ambulance. Senere, på sygehuset, taler han med Matts far. Lægerne har forklaret, at Matt er forholdsvis o.k. De vidste, at det her kunne komme. Små metalstumper fra Abu Kamals kugle fremprovokerer anfaldene. Jo længere tid der går uden anfald, jo mindre er sandsynligheden for, at det vil plage Matt. Han har klaret sig fint indtil nu. Hvad fremtiden vil bringe, er svært at sige, og det behøver ikke være dårlige nyheder. Men der er ikke andet at gøre end at tage den med ro og se tiden an. Anfaldet har sat hans udvikling noget tilbage, men han har stadig gode chancer for at nå langt. Thomas bider skuffelsen i sig. Han ringer til Wetlands. På hjemmesiden skriver spillestedet: »På grund af uheldige omstændigheder er koncerten flyttet til november dette år, dato følger«. Han kunne ikke få sig selv til at sige, at de aflyser helt. Hellere holde muligheden åben. Senere, tilbage i huset i Montclair, lader Thomas Andersson og Lars Gregers ham forstå, at der er noget, de bliver nødt til at snakke om.