En novemberdag i 1997 træder Thomas Vang ind i Seths penthouselejlighed på Mott Street i Little Italy. Guitaristen Thomas Andersson er taget med ind til New York fra Montclair. De besøger forskellige bekendte. Det er oplagt at smutte forbi advokaternes ungkarlelejlighed, hvor de holdt deres pr-maskine kørende helt op til ulykken. Seth tager imod dem. Han siger, at Michele har lagt en besked, og at Thomas skal ringe med det samme. Det er nogle dage efter Matts sammenbrud, og Thomas Vang har det rædsomt. Hjemme i villaen i Montclair har trommeslager Lars Gregers og Thomas Andersson stille ladet ham forstå, at de ikke længere ser nogen grund til at blive i New York. Han forstår dem jo godt. Men hans planer smuldrer, når han ikke har noget band og Matt ikke magter at optræde – i hvert fald ikke det næste lange stykke tid. Det er, som om drømmen om et gennembrud i New York først nu, så mange måneder efter ulykken, for alvor begynder at ramle sammen. Han går hen til telefonen. Da han ringer, siger Michele, at han straks skal komme til New Jersey. Og da de mødes, fortæller hun, at hun er gravid. Sort samvittighed Senere går Thomas Vang rundt på må og få i Matts kvarter i Montclair. Han vandrer ad Union Street under de halvnøgne ahorntræer, der stikker op fra grønne forhøjninger langs fortovet. Han stiller sig selv det samme spørgsmål igen og igen: Hvad fanden skal jeg lave i Amerika? Han har ingen uddannelse, for Matt fik ham jo i sin tid til at droppe college. Han har ikke længere noget band, og selv om Matt bliver i stand til at synge uden at kollapse, finder han næppe musikere i nærheden af Christoffers niveau, der tør satse på et nyt Bushpilots-comeback. Til den tid har al buzz’en lagt sig. Du kommer til at arbejde på McDonald’s, siger han til sig selv. Hvad Michele angår, er de nået til den konklusion, at det ikke giver mening af få et barn. Det er det eneste logiske valg, men det kommer til at give deres forhold dødsstødet. Et par dage senere kæmper han sig gennem en menneskemængde uden for abortklinikken i Montclair sammen med Michele. Kødranden af kristne fanatikere skriger som djævle med falsetstemmer: »Lad jeres babyer leve«. Da mareridtet er overstået, siger han til Michele – og senere Matt, Seth og alle andre – at han rejser til Danmark i december for at holde jul. Men at han vender tilbage efter nytår. Han pakker alle sine ting – inklusive et bånd med nyere numre, som Matt nåede at indsynge vokalen til lige inden ulykken. Thomas har selv siden lagt guitar og bas på sangene ’Slop Tank’ og ’Mother Russia’, som om han akkompagnerede et ekko af fortiden. En decemberaften i 1997 sidder Thomas Vang i en Pathway-firehjulstrækker, der styrer gennem mørket med udsigt til Empire State Building og resten af New Yorks gnistrende skyline. Han har bestilt en flybillet fra John F. Kennedy-lufthavnen – en lang køretur fra Montclair – men Matts far insisterer på at give ham et lift. Han holder ind ved lufthavnen. De tager afsked dér. Matts far giver ham hånden. Han smiler. »Kom tilbage«, siger han. Det ville jeg også gerne, tager Thomas sig selv i at tænke, men jeg kan ikke. Michele kommer ud til lufthavnen direkte fra arbejde. De sidder for sig selv og siger farvel. Han lader hende ligesom forstå, at han vender tilbage. Hans samvittighed er sort. Senere, da flyet løfter ham bort fra amerikansk jord, og Manhattans skyline med Empire State Building toner bort på sekunder, går det op for ham, at han lige har gjort det mest kujonagtige, han nogensinde har foretaget sig i sit liv. Uro Nogle uger senere, tilbage i Danmark og Nordjylland, sidder Thomas Vang i sommerhuset i Tversted. Det er januar 1998. Hans kontrabas står foran panoramavinduet. Vinden fejer over klitterne, kullene gløder igen i kaminen. Han har barrikaderet sig dér. Hans far fortæller, at folk ringer til ham fra New York. Men han har bedt sine forældre om ikke at give telefonnummeret til sommerhuset videre. Han vil have fred. Han sætter en plade på. Det er saxofonisten Arts Peppers udgave af ‘Softly As In A Morning Sunrise’ fra 1960 med legendariske Paul Chambers på bas. På en måde føler han, at ringen er sluttet. Det var her i sommerhuset, det hele startede, på samme tid af året, men i en fjern fortid, da han og Matt sad og klimprede de første Bushpilots-numre. Og det er her, han prøver at lægge New York bag sig og kæmper for at skabe et nyt liv i Danmark. Han øver til optagelsesprøven til det rytmiske musikkonservatorium i København. Det er det eneste, han overhovedet kan forestille sig. Hvis han ikke kommer ind, aner han ikke, hvad han skal gøre. Han ser ud over Vesterhavet. Han lytter til Paul Chambers’ basspil. Så tager han sin kontrabas, aber efter, giver det et tvist, sin egen stil. Han spiller og spiller. Prøven er midt i februar. Hvis han øver meget, skal det nok gå. Det skal gå. Alligevel, når han lægger sig om aftenen for at sove, kryber en mærkelig uro ind på ham, en følelse, der ikke har noget med prøver og eksamensangst at gøre. Han er bange for at falde i søvn. Og han har en fornemmelse af, at kroppen sitrer. Han ligger stille i sengen. I virkeligheden rører han vel ikke på sig overhovedet. Men det er, som om noget inde i ham ryster ganske svagt. Vibrerer. Dik, dik, dik, dik, dik, dik. Fantastiske nyheder Samme forår, i et hotelværelse i den vestfranske by Dole, går Thomas Vang hen til telefonen. Hans far har lånt en ferielejlighed af nogle venner. De er kørt derned sammen. De tager på bilmuseum og cykler rundt på egnen. Efter optagelsesprøven har hans liv mest af alt lignet en ferie. Han har prøvet at slappe af i sommerhuset, hjulpet sin far med at lægge terrasse, hyggespillet lidt med nogle lokale musikere og lavet andre unyttige ting. Han mærker stadig den mærkelige skælven, når han skal sove – da han havde gæster en aften i sommerhuset, kom den også over ham, mens han var oprejst – men han kan ligesom ryste følelsen af sig ved at virre med hovedet eller distrahere sig selv med noget andet. Nu står han ved telefonen. Han ringer hjem til sin mor. Der burde være dumpet et svar ind fra konservatoriet. Der er kommet et brev. Han beder hende lukke det op. Hans mor jubler i den anden ende. Thomas Vang er optaget på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Anfald Så en søndag eftermiddag i september samme år, et par uger efter studiestart, sidder Thomas Vang i København i en lejlighed i Gothersgade. De første uger i København overnatter han her hos en kammerat. Han sidder og ser fjernsyn. De var til en fest i går – i det hele taget har der været godt gang i den, siden han flyttede til hovedstaden, for han har spillet med en masse mennesker og også mødt mange, der har kendt Christoffer. Nu er han alene i lejligheden. Han flytter sig på stolen. Pludselig, helt uventet, er det, som om hans brystkasse skal eksplodere. Trykket er uudholdeligt, som om et eller andet svulmer i hans overkrop, en ballon, der vokser og vokser. Han ryger op fra stolen og tumler ud ad døren. Hvis han skal falde om, tænker han panisk, vil han være et sted, hvor der er mennesker. Nede på gaden går han mod centrum. Han når Strøget. Hans ben ryster vildt. Hans arme flagrer til siderne som gummitove. Han begynder at vakle. Han når til et lille shawarmasted med glasfacade, hvor der står nogle få kunder. Han kæmper sig derind. Så falder han. En eller anden hjælper ham op at sidde på gulvet. Han støtter ryggen mod en væg. Han opfatter, at folk giver ham vand og ringer 112 og sidder hos ham i de få øjeblikke, inden hjerteambulancen ruller op foran facaden. På Rigshospitalet tager lægerne et kardiogram. Hans hjerte fejler ikke noget. Lægerne spørger, om han har været stresset og under pres på det seneste. Egentlig ikke på det seneste, forklarer han, ikke i det sidste halve år, sammenlignet med det år, der gik forud. Han forklarer, at han er den danske bassist, der mistede sit band på toppen af Empire State Building. Men det skete for halvandet år siden. Nu er han kommet ind på konservatoriet og er flyttet til København og startet på en frisk. Han følte egentlig, at han havde lagt begivenhederne i New York bag sig. Lidt senere kommer en sygeplejerske ind på stuen. Hun rører hans arm. »Du skal vide«, siger hun, »at vi ikke er så stærke, som vi tror«.