Elisabeth var i vildrede.
Havde den 28-årige kvinde selv kunnet vælge, var det ikke nu, hun skulle stå med ansvaret for at videreføre faderens livsværk. Nok havde hun forestillet sig, at hun med tiden skulle drive Bajerslev Bryghus videre, men dette var et generationsskifte i utide. Og midt i sorgen over faderens død følte hun et kolossalt ansvar for de mennesker, der i årtier havde hjulpet hendes far med at føre Bajerslev Bryghus frem til den position, det havde i dag. Et lille bryggeri, javel, men et bryggeri, hvor håndværk og råvarekvalitet aldrig var til diskussion. Hos brygger Iversen var faglig stolthed den hammel, ledelse og medarbejdere så glædesfyldt trak på. Den unge bryggerarving sad i faderens stol på det lille kontor, hensunket i dybe tanker. »Hvor kan livet dog skifte på et splitsekund«, tænkte Elisabeth. For bare få dage siden havde hun stået på Gul Stue og set børnenes forventningsskinnende øjne, når perlepladerne voksede frem under strygejernets lune bug, men nu kredsede hendes tanker om tunge og ansvarsfulde beslutninger – hvor der var ganske anderledes stor risiko for at brænde fingrene. Turde hun følge lrs. Grandgreen-Andersens opfordring og stole på, at lykken ville stå hende bi? Turde hun binde an med driften af bryghuset? Og turde hun overhovedet opgive den sikkerhed – den unikke flexicurity – der i dagens Danmark er forbundet med at være lønmodtager? Hun havde set et træk af skuffelse i faderens milde ansigt, da hun for snart ti år siden sagde, at hun ikke ville uddanne sig til brygger, men arbejde med mennesker. Hun havde en HD i organisation med speciale i kompetencemanagement, men var gået over til at arbejde som pædagog. Og en pædagogløn tillod hende ikke at købe farbror Hennings 51 procent af aktierne. Elisabeth huskede svagt, hvordan faderen og farbror Henning i sin tid havde skændtes om bryghuset. Brødrene havde arvet familievirksomheden, men farbror Henning gjorde omgående klart, at han ikke ville deltage i den daglige drift: »Du kan køre dit lortebryghus selv«, havde hun forskrækket hørt farbroderen råbe, før han rejste fra byen. Nu var Henning tilbage, havde som den førstefødte stadig aktiemajoriteten, og havde der ikke ligget en aktionæraftale, der gav Elisabeth forkøbsret, ville han uden blusel have afhændet sin del af den gamle familievirksomhed . Hun havde en chance – men skaffede hun ikke pengene til aktierne inden juleaften, ville kapitalfonden Force Majeure Invest købe aktierne, fyre alle medarbejderne og omdanne bryghuset til verdens største neglelakfjernerfabrik. »Hvad skal jeg dog gøre«, sagde Elisabeth stille frem for sig, da hun pludselig hørte det pusle over sit hoved. Hun skyndte sig hen til trappen op til maltloftet – den trappe, som hendes far var styrtet ned ad, og som nu manglede gelænderet. Hun skyndte sig op, lindede på loftslemmen og troede næppe sine egne øjne: Foran hende stod en mandsling med rød kofte, grå bukser – og nissehue. »Du skal altid tænke på de små i samfundet«, sagde han. Elisabeth havde aldrig troet, at hun skulle møde nissen Ølanker, der nu stod lyslevende foran hende. Faderen havde ganske vist fortalt om sine møder med den gamle nisse, men hun havde blot troet, at brygger Iversen havde smagt lidt vel entusiastisk på den gode Bajerslev Guld. »Tænk på de små i samfundet«, gentog Ølanker. Nu var hun ikke længere i tvivl: Bryghuset og alle arbejdspladserne skulle reddes. »Yes! Jeg gør det«, råbte hun. Fortsættes ...
