Så, nu kommer Jehovas Vidner også rendende. Eller måske er det en af de der hormoner«, mumlede Humle-Hansen. Han stod i bryghusets gård og var ved at læsse øl på Hanomaggen, da en kutteklædt skikkelse kom gennem porten. De nikkede venligt til hinanden, og den fremmede spurgte efter »Mademoiselle Elisabeth«. »Hun er lige inde på kontoret«, sagde Humle-Hansen og pegede. Den kutteklædte – en spændstig mand på omkring de 30 – gik op ad trappen til kontoret, og Humle-Hansen bemærkede, at han trods årstiden bar sandaler. »Er det dig, der skal ordne trappen op til maltloftet? Kom med mig«, sagde kontorassistenten Sofie: »Men har du ingen værktøjskasse med«, spurgte hun den tydeligt desorienterede munk. »Mademoiselle Elisabeth ringede og bad mig komme, men hun sagde ikke, hvad det drejede sig om«, svarede munken. »Nej, men det er altså gelænderet«, sagde Sofie: »Vi skal ikke have flere til at skvatte ned og slå sig ihjel«. »Nej, naturellement«, sagde munken, tog en skruetrækker, der lå i vindueskarmen – og gik i gang. Efter fem minutter var trappen næsten ligeså god som ny. »Tak for hjælpen«, sagde Elisabeth, som i mellemtiden var dukket op. »Må vi byde på en øl?«. »Meget gerne«, sagde munken, og hældte den perlende, gyldne drik op i det slanke glas, som Sofie rakte ham. »Ikke dårlig«, sagde munken og tørrede skummet af overlæben. »Tak«, smilede Elisabeth. »Men den kan blive bedre«, sagde munken. Elisabeths smil stivnede. Pludselig følte hun sig ikke længere tryg. Kunne det være endnu en af farbror Hennings udsendinge, der her stod foran hende? »Misforstå mig endelig ikke, men faktisk har jeg forstand på øl«, sagde munken med et varmt smil, og præsenterede sig som Broder Luc fra den belgiske trappistorden. »Det lyder spændende«, sagde Elisabeth, og det blev ud på de små timer, før Luc var færdig med at fortælle om den gamle munkeorden og om det fremragende øl, som strømmer fra klostrene i Chimay, Westmalle, Rochefort, Orval, Westvleteren og Achel. Endnu senere blev det, før Elisabeth var færdig med at fortælle den sympatiske munk om farbror Hennings planer om neglelakfjernerproduktion på bryghuset. »Jamais! Aldrig!«, råbte Luc med en lidenskab, Elisabeth næppe havde ventet at finde hos en from broder. »Reste calme – jeg skal nok hjælpe«, lovede Luc.