»Klonk«, sagde det.
Det var Verner Ingolfsen, der smed sin cykel mod muren på Bajerslev Bryghus. I tre skridt var han over gården – og i endnu ét var han inde på kontoret: »De tager røven på dig, Elisabeth! Ja, undskyld ordvalget«, sagde han, da han fik øje på trappistmunken Luc. »Hvad taler du om, Verner? Er det noget med koret«, spurgte Elisabeth. Hun kendte Verner fra gamle dage og havde gået i klasse med hans datter, Iris, der nu var kunderådgiver i Danske Bank. »Nej, det har sgu ikke noget med koret at gøre«, sagde Verner. »Det handler om bryghuset. Jeg sad nede på bodegaen sammen med Svend, og vi sad stille og roligt og snakkede om tomater, da din farbror Henning kom ind sammen med en ung skaldepande. De sad og hviskede og tiskede, men så meget hørte jeg da, at Henning står til at få 75 millioner kroner, hvis han sørger for, at du ryger på røven. Undskyld ordvalget«, sagde Verner og skævede igen over til Luc. »De har lavet en aftale, så han får en masse penge oveni, hvis han sælger sine 51 procent af aktierne til en eller anden kapitalfond i stedet for at sælge dem til dig«, forklarede Verner. »Men jeg har jo forkøbsret til hans aktier«, indvendte Elisabeth. »Ja, men det nytter jo ikke noget, hvis du ikke kan skaffe pengene. Han vil gøre alt for at sætte dig ud af spillet. Vi kender ham jo«, sagde Verner, og så begyndte han at fortælle om farbror Henning – ting og episoder, som Elisabeth aldrig før havde hørt om. »Med Henning var det jo på den måde«, begyndte Verner, »at han aldrig kunne få nok. Hvis jeg skal sige det kort, så har han alle dage været grisk. Og det var i virkeligheden grunden til, at det i sin tid gik galt mellem ham og din far. Hvor din far, den gamle brygger Iversen, havde kærlighed til håndværket og altid var villig til at bruge et par ekstra kroner på ordentlig kvalitet, kunne Henning ikke få råvarerne billigt nok. Han prøvede engang at lave påskebryg på et parti muggen byg. Det lugtede som en gammel madras, men så skulle det bare et skud ekstra humle, sagde han – og det skulle selvfølgelig også være den billigste kvalitet. Selv nissen klagede«. Luc måtte sætte sig. Det var for stærkt. »Jamen, hvorfor vil kapitalfonden give ham så mange penge«, spurgte Elisabeth. »Aner det ikke. Men sådan er det vel med den slags direktører. De rager til sig med arme og ben. Men nu ved du altså, hvordan det hænger sammen. Kan I have det«, sagde Verner, nikkede og gik. »Muggen byg! Det er vraiment grove sager«, gispede Luc. »Jeg må havde fat i onkel Arthur«, sagde Elisabeth og ringede til landsretssagfører Grandgreen-Andersen. »Sådan er det blevet i de kredse. Der regner man ikke 75 millioner for noget – hvor de så ellers får pengene fra. Men de kan kun komme ét sted fra: fra menigmand«, sagde Grandgreen-Andersen med en for en landsretssagfører forbavsende ligefremhed, idet han tilføjede: »Men det gør ikke dine chancer mindre, min pige. Du har forkøbsret, og jeg forstår på det hele, at hr. Luc er en habil brygger, så I skal nok ride stormen af«, sagde den retskafne landsretssagfører. »Det håber jeg sandelig«, sagde den unge bryggerdatter, men der var et strejf af tvivl i hendes stemme. Fortsættes...
