Hænderne var skruet godt på fællestillidskvinde Klara Hansen. Hovedet fejlede bestemt heller ikke noget, og det skulle vise sig, at hjertet også sad på rette sted: »Du ved lige så godt som jeg, Elisabeth, at ifølge overenskomstens paragraf 9, stk. 1 skal arbejdstiden fastlægges per uge, måned eller år på basis af en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer per uge ved almindeligt dagarbejde, på skifteholdenes daghold og ved forskudt arbejdstid. Og den normale arbejdstid skal lægges mellem kl. 6 og kl. 18«, sagde hun. »Javel«, sagde Elisabeth. »Den ugentlige arbejdstid skal så reduceres forholdsmæssigt med 1/5, når en søgnehelligdag, feriedag eller overenskomstmæssig fridag falder på en af ugens fem første hverdage«, fortsatte Klara Hansen. »Det gør vi bare, Klara«, svarede Elisabeth. Som organiseret pædagog vidste hun, at det ikke er for sjovs skyld, at man laver overenskomster, og at sammenhold gør stærk. »Men jeg vil så bare sige«, tilføjede fællestillidskvinden, »at i denne særlige situation synes jeg måske ikke, at vi skal hænge os så meget i, hvad der står i overenskomsten. Vi er klar til at tage et ekstra nap, også hvis det skulle blive sent«. »I er nogle gode mennesker«, sagde Elisabeth. Da Klara var gået, kom kontorassistenten Sofie ind med skitsen til en etiket til årets julebryg. »Flot, Sofie! Den sender vi til bogtrykkeren med det samme – det duer ikke, at vi står uden etiketter, når øllet er færdigt«, sagde Elisabeth. »Du skal nok bede om lov til at læse korrektur«, sagde Sofie, »for din far fik leveret 250.000 etiketter til sit efterårsbryg – og der skulle have stået, at det var en luksusøl med en pragtfuld smag af anis«. »Og hvad så«, spurgte Elisabeth. »Njah, der havde de altså skrevet, at øllet havde en pragtfuld smag af anus«, fniste Sofie og gik. På vej ud fra kontoret var hun nær stødt ind i lokalredaktør Carsten Diger og fotograf Finn Balka fra Folkebladet. »Det var det erhvervsportræt, vi aftalte«, begyndte Diger og stak en kødfuld næve frem. »I er meget velkomne. Vil I have en tår at drikke«, spurgte Elisabeth. »En øl var ikke så tosset. Måske med kravetøj«, sagde Carsten Diger. »Det skal I få«, sagde Elisabeth, og så fortalte hun om sine bevæggrunde for at redde Bajerslev Bryghus og om savnet af faderen. Kun når Carsten Diger spurgte til kontroversen med farbror Henning, var hun diskretionen selv. Dels ønskede hun ikke at udstille den smertelige uenighed, der var i familien, dels var hun grundlæggende af den opfattelse, at visse detaljer nu engang tilhører privatlivets fred. Og så blev Elisabeth fotograferet ude foran de gamle brygkedler, hvor Luc stod og nynnede, mens han plejede det gode juleøl. »Der er vel til 10.000 flasker dernede«, sagde Elisabeth og pegede. Lokalredaktøren slikkede sig om munden. Fortsættes...