MON DIEU!«. Det var Luc, der skreg henne fra brygkedlen. »Hvad sker der dog«, tænkte Elisabeth og løb ud i hallen. Hun vidste, at det var usædvanlig barsk sprogbrug for en from trappistmunk. Luc stod og stirrede ned i den store kobberkedel. Han var kridhvid i ansigtet. Elisabeth løb hen og kiggede ned. »NEEEEJ!«, råbte hun. Sofie og Lech og Humle-Hansen og fællestillidskvinden Klara kom også til, og snart stod de alle ved lugen og stirrede ned i kedlen. Den var tom. Der var ikke en dråbe øl i den. »Åh nej, nej, nej! Jeg havde jo sådan håbet ... nu er det forbi ...«, begyndte Elisabeth, men så tog gråden magten. Hun sank sammen på gulvet og hulkede. Sofie lagde sin hånd på bryggerdatterens skulder, men Elisabeth var utrøstelig. Gråden gennemrystede hendes unge krop. Sammen var de kommet så tæt på at redde bryghuset. Øllet tegnede rigtig lovende, og hele huset havde boblet af arbejdsglæde. I dag skulle øllet have været pumpet videre i de rørsystemer, som Lech så snedigt havde monteret i det gamle bryghus. Men der var slet ikke noget øl at pumpe videre. Alt var forbi. Slaget var tabt. Luc og Lech talte lavmælt sammen. Hvad kunne der være sket? Luc hentede en lommelygte og lyste ned i kedlen. »Er den læk, Luc?«, spurgte Lech. »Ja, den er læk, Lech«, svarede Luc. Og ganske rigtigt: Ovre i siden – ud mod bryghusets mur – var der et stort hul i bunden. »Men hvordan? Der har jo været lås på lugen siden det med vaskepulveret«, mumlede Luc. »De er gået ind udefra, tror jeg. Fundamentet er ikke særlig tykt på sådan et gammelt bryghus. Og når de først er kommet gennem betonen, er det ingen sag at få hul i det bløde kobber. Og så er det hele blevet ledt ud i kloakken«, sagde Lech. »Vi må ringe til politiet. Ham Egon Mommark virkede som en dygtig mand«, sagde Klara. »Kan ... vi ... nå ... et ... nyt ... bryg ...«, fremhulkede Elisabeth. Det kneb med at få følelserne under kontrol. »Nej«, sagde Luc stille. Atter brast den unge bryggerdatter i gråd. »Jeg ville sådan ønske ...«, fortsatte Luc, men Humle-Hansen afbrød ham. »Det ville vi alle sammen, Luc. Men vi har gjort, hvad vi kunne, og du har været enestående. Men nu bliver det altså neglelakfjerner fremover. Farbror Henning trak det længste strå«, sukkede Humle-Hansen. »Den står da underligt, den ventil«, sagde Lech og pegede på et stort håndtag. »Ja, der nok nogen, der er kommet til at skubbe til den. Den sidder også helt nede i nissehøjde. Men nu er det lige meget, hvordan ventilerne står«, sukkede Humle-Hansen. »Jamen, den er stillet om til overførsel. Så har pumperne jo bygget vakuum op ovre i gæringstanken«, råbte Lech. De andre forstod ikke et ord. Den dygtige unge polske vvs-tekniker løb over til den store gæringstank, kravlede op ad lejderen og kiggede ned gennem den tykke glasrude. Der lød et jubelskrig deroppefra: »Det er reddet! Det er reddet! Øllet er hernede!«, råbte Lech og pegede ned i tanken med en finger, der dirrede af glæde. Kunne det virkelig være rigtigt? Elisabeth kom på benene. Hendes øjne røbede, at hun havde grædt, men gløden var vendt tilbage i hendes blik! Øllet var, hvor det skulle være! Sabotagen var slået fejl! »En ventil helt nede i nissehøjde ...«, sagde en storsmilende Elisabeth og kiggede op mod loftet ... Fortsættes ...