"En god cigar gør tanken klar", sagde allerede Thorvald Stauning – og præcis sådan havde kriminalkommissær Egon Mommark det også. Når den garvede Bajerslev-opdager, i et forsøg på at sammensætte de mange mere eller mindre løsrevne bidder, enhver kriminalsag består af, for alvor skulle mobilisere koncentration og den uovertrufne analytiske sans, han var blevet velsignet med i vuggegave og gennem et langt arbejdsliv havde udviklet, så den nu i hans karrieres efterår var skarp som en ragekniv, tændte han derfor gerne en ’Flora Gevaldica’ – og mens han i fine ringe pustede røgen mod loftet, filtrerede han den indhøstede information gennem sine kringlede, men dog så stringente hjernevindinger. I tilfældet Bajerslev Bryghus havde Egon Mommark efterhånden dannet sig en mening om tingenes rette sammenhæng. Både når det gjaldt hærværksepisoden med vaskepulveret i julebrygget og det efterfølgende attentat, hvor gerningsmændene under foregivende af at være henholdsvis TDC-montør og TDC-overmontør havde gravet og hakket sig ind i bryghallen, perforeret den store kedel – og dernæst, gudskelov uden held, søgt at lede de dyrebare dråber direkte i kloakken. Kriminalkommissæren blev hurtigt klar over, at TDC-sporet aldeles ikke ledte til telegiganten. For da han under afhøring af den mellemleder i TDC, der havde ansvaret for graveaktiviteter i Bajerslev og omegn, spurgte, om selskabet den pågældende dag havde sendt mandskab ud for at effektuere en kabelordre afgivet i 1998 af nu afdøde brygger Iversen, svarede manden prompte: »Nix, det kan jeg både garantere og dokumentere. For nok er vi blevet hurtige, men alligevel!« Egon Mommark pustede en flot røgring, og så den smyge sig om den svenske politikasket, han havde hængende på kontorvæggen – et minde fra begyndelsen af 1960’erne, hvor han et halvt års tid havde været udvekslingsbetjent på den anden side af Sundet. En lykkelig periode i hans liv, ikke mindst fordi han da havde mødt Åsa, som senere blev hans hustru. »Men nu til Bajerslev Bryghus«, mumlede Egon Mommark frem for sig, og gennemgik i tankerne atter det materiale, han havde at arbejde med: Han havde afhørt samtlige ansatte på bryggeriet, og selv om han var gået kontant til dem, tydede intet på, at de på nogen som helst måde var indblandet. Det måtte være en udefra kommende, og betænkte man den situation, det lille bryghus befandt sig i, var det vel heller ikke så svært at få øje på et par ’kandidater’, ræsonnerede kriminalkommissæren. Problemet var selvfølgelig at finde det fældende bevis. På hans skrivebord lå en bon fra SuperBrugsen i Bajerslev – to gange fire kilo Coop Änglamark Bluecare Color købt dagen før, bryghuset skummede over. Kollegaerne i Teknisk Afdeling havde med beklagelse meddelt, at den lille papirstrimmel ikke rummede brugbare fingeraftryk, og kassedamerne i supermarkedet havde haft så travlt i det pågældende tidsrum, at de ikke kunne huske netop denne kunde. Men måske hjalp det at se båndene fra SuperBrugsens overvågningskameraer igennem? Egon Mommark startede videoen, kiggede et par minutter på optagelserne og hamrede med ét næven i bordet: »Så burde den ged sgu være barberet. Glatbarberet«, grinede han.