I lighed med adskillige andre hvide tenorsaxofonister af sin egen generation voksede også han ud af John Coltrane-skolen, men opnåede senere på egen hånd status som en af tidens toneangivende tenorsaxofonister og som forbillede for en række yngre instrumentkollegaer.

Det var hans højtudviklede instrumentale kunnen, i forbindelse med hans særdeles avancerede harmoniske opfattelse, der bragte ham så vidt. Og samtidig vandt han også betydelig popularitet uden for jazzens mere snævre kredse, idet han sammen med sin bror, trompetisten Randy Brecker, øjnede de muligheder, der lå i fusionsmusikken.