Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med K.E. Løgstrups tænkning, har fundet den meget lidt overbevisende og – på godt og ondt – dybt anakronistisk.

Det er fint (og indimellem nødvendigt) at gå imod tidsånden, men i Løgstrups version fører opgøret med den tidstypiske ’a-religiøse filosofi’ til en form for genfortryllelse af naturen, der godt kan tage sig ud som et levn fra middelalderen.