Egentlig troede jeg, at man bliver far, når man får et barn. Men efter erfaringer på egen krop må jeg sande, at faderskabet - ligesom andre alvorlige sygdomme - har en lang latensperiode. En tid hvor man godt nok er ramt af børn, men hvor man endnu ikke rigtigt har fået feber. Min latenstid varede fire måneder. På det tidspunkt skulle min kone synge nogle koncerter med sit kor, og derfor måtte jeg tage det fulde ansvar for Johanna i op til tre timer ad gangen - lidt af en mundfuld for en mentalt nybagt far. Næste skred i retning af fuldbyrdet faderskab kom nogle måneder senere, da det blev min tur til at affodre om natten med vælling og andre næringsvæsker, så konen (og hendes bryster) kunne være i fred. Begge situationer kræver, at far tager ansvar (også når ungen hyler), og at moderen virkelig tør overlade ansvaret, at hun holder sig væk, mens far og barn lærer hinanden at kende. Og det var min kone faktisk god til, selv om det sled i hendes hjerte. I dag, da Johanna er 11 måneder gammel, er jeg totalfar. Jeg elsker hende virkelig dybt, og hun kan genkende mig og har fundet ud af, at jeg er ham, der ofte giver hende mad. På ét punkt er jeg dog ikke helt sikker på hånden. Måske gik det allerede galt på fødestuen. Her er det jo blevet kutyme, at far skal klippe navlestrengen over, måske for symbolsk at understrege, at det er fars opgave - også fremover. At få barnet videre ud i verden, når symbiosen med mor bliver for altopslugende. Imidlertid har jeg lige opdaget, at jeg slet ikke vil af med min datter igen. På et teoretisk plan kan jeg godt se, at det er rigtigt, at hun skal ud blandt andre børn, og at hun skal have egne oplevelser. Jeg bliver også stolt, når hun til babyrytmik fuldkommen glemmer at sidde hos sin far, mens vi sidder på madrassen og synger, fordi hun har travlt med at kravle rundt i lokalet og undersøge, hvad der er i skuffer og skabe. Selvfølgelig skal hun kravle væk fra mig, det er den naturlige retning, men det kan nu også gå lige raskt nok. I weekenden kom vi hjem til et brev fra kommunen om en plads i en institution - som faktisk kom lidt før, vi havde forventet det. Vi havde arrangeret os, så vi kunne klare pigen uden institution i et par måneder, men når nu tilbuddet kom, så måtte vi jo ud og se på det. For hun har jo også brug for at komme ud blandt andre børn. Pædagogerne var venlige, og stedet var hyggeligt med ikke ret mange børn. Dog lå den lige ud til en af landets mest befærdede motorveje, så vi havde en rationel grund til at takke nej. Men inden i mig var det anderledes sager, der var på spil. Jeg kunne ikke bære, at det skulle være professionelle, der skulle høre hendes første ord. Jeg kunne ikke bære, at det skulle være professionelle, der skulle opleve hende tage sit første skridt. Jeg kunne ikke bære at slippe hende. Så meget for den store navlestrengsoverskærer. Vel hjemme trøstede jeg dog mig selv med, at nok skal et barn lære at kravle væk fra sin far og mor, men hvis man ellers har muligheden for det, så er det vel egentlig rimeligt at vente, til hun selv kan gå.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema







