Richard X er 21 år, han er 28 år, han er 24 år. »Min alder svinger«, siger han. Stemmen får en ru, snu klang. I pressemeddelelsen står der 24 ... »Hehe. Det er i virkeligheden lidt af en joke, som handler om, at medierne går så frygtelig meget op i målgrupper. Jeg har besluttet at variere den fra interview til interview«. Ligesom alt andet, han laver, manipulerer britiske Richard X også med sin fødselsdato og dermed sit medieimage. »Jeg forvrider alting. Djævelen gemmer sig i detaljen«. Hans musikalske claim-to-fame er også baseret på forvridning, men mest kombinatorik, som udøver af det såkaldte mash-up: Kunsten at matche og lægge to eller flere numre oven i hinanden, skabe en ny helhed ud af dem. Under navnet Girls On Top har han udgivet to singler med i alt fire perler inden for mash-up-kunsten: Whitney Houstons nougatrøst draperet over Kraftwerks robotfunk, TLC's r&b-harmonier over Human Leagues technopop, Missy Elliotts rap oven på The Normals' electronic body music. Og Gary Numans technopop under Adina Howards kinky vokal fra hendes single 'Freak Like Me'. Den kunne pigetrioen Sugababes så godt lide, at de lavede en coverversion af hans mash-up sammen med X selv. 'Freak Like Me' blev et hit, og Richard X stod pludselig midt i de multinationale pladeselskabers søgelys. Ikke umiddelbart en ideel situation for en kunstner, der havde udgivet sine fire oprindelige mash-ups uden nogen form for clearinger af de 'lånte' numre. »Det var to fuldstændig ulovlige singler. Men jeg var bare nødt til at få dem ud. Det var en del af kreativiteten for mig, at de blev præsenteret som rigtige plader. For de havde noget at sige, de singler: Sådan her kan popmusik også lyde«. Fejring af poppen Ikke overraskende havde Richard X lidt kommunikationsproblemer under møderne med de multinationale. »Alle på nær et major-selskab forstod ingenting og sagde: 'Prøv og hør, vi har de her enorme bagkataloger. Hvorfor mixer du ikke bare fra dem?«. Men det var ikke det jeg ville, og Virgin forstod, at jeg var mere prætentiøs end det«. Hvordan prætentiøs?

»Well, bare på den måde, at det stadig mere er kunst, end det er kommers. Prætentiøs er også et godt ord i min bog. Vi har for lidt prætentiøs popmusik. Og jeg elsker virkelig popmusik. Problemet herovre er, at hvis du siger det til folk, så tror de, du er ironisk. Men pop er overhovedet ikke ironisk for mig. Der har altid været pop i mit liv, det har været en fejring af poppen. Top 40 betyder utrolig meget for mig, og jeg bliver stadig begejstret over den. Det er ægte, og det vil jeg gerne vise«. I hænderne på Richard X og andre værdige skabere og udøvere kan pop også være en kunst og manifestere nye former og farver midt i mainstreams rivende løb. Tænk på Stax, Motown, Beatles, Beach Boys, David Bowie, Kraftwerk, Donna Summer, Chic, ABBA, Human League, ABC, Frankie Goes To Hollywood, KLF, Dr. Dre, Destiny's Child, Missy Elliot, 50 Cent. Og hør Richard X's myldrende debutalbum 'Richard X Presents His X-Factor Volume One'. Eller bare singlen 'Finest Dreams' med Kelis ved mikrofonen, som ligger i rotation på P3 og The Voice. Under den labre r&b-sang er der et gennemelektronisk væv, der både rykker og skurrer, driller og lokker øret. Pop der både stryger med og mod hårene. Og ikke længere ren mash-up-musik, men intrikat konstruerede tyverier fra et utal af plader - som har kostet Virgin et utal af overarbejdstimer i juraafdelingen. »Nogle af clearingproblemerne har helt ærligt være rene mareridt. Når du træder ind i den juridiske verden ender man med at måtte give alting væk, for overhovedet at kunne få pladen ud. Nogle folk har været meget medgørlige, men der er også folk, jeg ikke vil nævne ved navn, der burde være ude af stand til at sove om natten. Og da folk begyndte at stå i vejen for selve udgivelsen af pladen, blev jeg rasende. Men i sidste ende komplicerede det bare processen«. Hvad er din holdning til ejerskab inden for kunst?

»Jeg tror dybt og inderligt på, at kunstnere har brug for at spise. Ophavsret er der for at beskytte folk, men den burde ikke afholde andre kunstnere fra at rode med værkerne - som jeg gjorde og gør. Og mange andre gør. For du kan høre ting i andres musik, som du vil udfordre og sætte spørgsmålstegn ved. Og det er kunstnerens rolle at stille spørgsmål, er det ikke?«. Men nogle gange forhindrer ophavsretten vel udgivelse?

»Nej, for så må du bare løbe risikoen og udgive det alligevel. Som jeg gjorde med Girls On Top-singlerne. Den slags risici har folk løbet i årevis, og det gør man, hvis man føler tilstrækkelig stærkt for noget«. Føler popmusikere generelt nok for deres fag?

»Jeg synes, popindustrien er virkelig fattig på passion. Popmusikken er generelt fuld af nogle-og-30-årige mænd, der skriver sange til 12-årige. Det er et job«. Bliver der talt ned til publikum?

»Jeg kan kun tale for Storbritannien, men herovre tror pladeselskaberne at befolkningen er dum. At popmusik er brug-og-smid-væk, og at folk vil have det samme uge efter uge efter uge. Men folk vil gerne have noget mere udfordrende. Det er bare svært at skaffe god musik uden for storbyerne. Folk er sultne nok. Og det er det nedladende aspekt: at industrien tror folk er dumme, og at popmusik kun kan være dum. Jeg føler faktisk, at jeg står alene, fordi hitlisterne enten er fulde af store rockbands med kæmpe fangrupper eller, du ved ... candyfloss«. Mere død i popmusikken Lytter man til Richard X's debutalbum kan man også både høre kærligheden til popsangens umiddelbare charme, især 1980'er-technopoppens og den moderne r&b's varianter, og så viljen til at udfordre konsensus og pænhed med anderledeshed: Samplinger knager og brager, umage koblinger knitrer, stemmer hakker og lydfiler brænder sammen. På en smuk måde. »Vi har ikke nok død i popmusikken. Lige som de der sange fra 1960'erne, som handlede om biluheld og folk, der døde i krigen. Du ved, den unge pige, der synger om døden, hun står over for om ti år eller om kæresten, der bragede ind i en mur. Det var fantastisk. Sjovt nok bliver det anset for mere uskyldige tider, men du kan jo ikke forestille dig sådanne sange sunget af popstjerner på hitlisterne i dag. Hvorfor er vi gået baglæns?«. Eskapismen hersker vel. Ligesom når radiostationer forsøger at fremprovokere selvcensurering under invasion af fjerne nationer.

»Ja, vi lever i komfortable tider. Det stødende er uønsket. Det er sikkert også derfor, kanterne er slebet af moderne popmusik. Tingene skal være behagelige. Hvis du lytter til den måde radioværter taler på eller erfarer den måde pladeselskaber tænker på, så virker det, som om det at have en personlighed er noget negativt«. Udraderingen af personlighed gør vel også publikum comatøse?

»Ja, du ender med noget sjælløst. Jeg har altid elsket skarpe kanter. Jeg er selv lidt af en usleben størrelse, for jeg er ikke køn, jeg kan ikke synge, jeg kan ikke danse. Men alligevel er jeg på hitlisterne og laver popmusik. Måske bliver jeg slebet ned på mit næste album. Hehe. Over det sidste par år er vi jo blevet stopfodret med, hvad 'rigtigt' talent er. Altså med dem som kan synge og danse og smile (Popidols m.fl. red.). Se, det er viiirkeligt talent. Men hvorfor er det så kedeligt? Jeg kan ikke fucking noget af det, jeg kan bare lave mærkelige popplader. Og alligevel lyder det meget mere interessant. Det viser bare, at det ikke nødvendigvis er personen, der synger rent, men personen, der kan synge med følelse, som er interessant. Det handler om at gribe og inspirere folk«. Regnvejr er godt for kreativitetenDer er også et meget stort gør-det-selv-aspekt i din musik. De første ting du lavede var på hjemmecomputeren, som alle folk har og kan gå i gang med. Det er en demokratisk kunst.

»Ja, i den grad. Det er ikke længe siden, jeg har forladt hjemmearbejdet. Det er gør-det-selv med multinational opbakning. Og faktisk ville jeg helst have, at folk troede, at jeg overhovedet ikke havde komponeret noget på min nye plade. Men det har jeg desværre...{rdquo}, siger London-boeren Richard X, der indtil for otte-ni år siden boede i en flække uden for Manchester i en verden, han beskriver som »meget anderledes end Sydengland. Generelt et mere landligt og semiindustrielt område. Der sker ikke så meget. Folk er rare, men det har for vane at regne hele tiden. Men det nærer din humoristiske sans, og det opmuntrer dig til at blive inden døre og arbejde med synthesizere og lytte til plader. Det har formentlig gjort mig en masse godt«. Hvornår hørte du første gang elektronisk musik?

»Det er svært at huske. Men jeg så 'Dr. Who' - science fiction-serien - på tv, og den havde alle disse mærkelige lyde. Dengang havde man jo ikke noget naturligt referencepunkt til en synthesizer. Men det blev og er min naturlige lyd, lyden jeg finder lindrende og sikkert også meget nostalgisk. Jeg har vel været tre eller fire år, i 1977/78, da jeg hørte den første gang«. Og dermed kan man også regne Richard X's alder nogenlunde præcist ud. 1977 minus tre. Født i 1974, og altså snart en nogle-og-30-årig, der laver pop til 12-årige og derover. Men med masser af passion.