Næppe nogen anden cellist nåede at sætte sig stærkere igennem internationalt end Mstislav Rostropovitj.
Som musiker blev han først berømmet og derpå fordømt i Sovjetunionen. Siden blev han hyldet på begge sider af det, der før var jerntæppet. Ingen anden musiker eksemplificerede bedre, at musikalsk skaben og frihedstrang er ét. Rostropovitj, som var født i Baku, Aserbajdsjan, af russiske forældre, fik som fireårig sin første klaverundervisning af moderen, som var pianist. Seks år senere blev han af sin far introduceret til det instrument, hvormed han snart skulle lægge Sovjetunionens bureaukratiske musikliv for sine fødder. Det var celloen. Typisk for Rostropovitjs udstråling blev han snart nær ven med sin betydeligste lærer på Musikkonservatoriet i Moskva, Dmitrij Sjostakovitj. Han blev betroet uropførelsen af flere af de værker for cello, som Sjostakovitj og hans ældre kollega Prokofjev komponerede.
