Med sin første spillefilm, 'A Way of Life', markerer Amma Assante sig som en socialrealistisk instruktør af den engelske skole, hvor Ken Loach er en mester. Der er ingen bekvemme, formildende lyspunkter overhovedet i Assantes intense drama. Filmens begyndelse er barsk. Resten er værre. 'A Way of Life' er en kompromisløs og lovende debutfilm, som den engelske instruktør selv har skrevet manuskriptet til. I åbningsscenen bliver en tyrkisk mand gennemsparket af en gruppe meget unge walisere. Brutaliteten overværes af et cirka et år gammelt barn i en paraplyklapvogn. Derfra begynder filmen at oprulle den komplekse baggrund for overfaldet. Arbejdsløs, enlig mor I bedste Ken Loach-tradition er hovedpersonen en ung, arbejdsløs enlig mor ud af arbejderklasse og ubarmhjertige familieforhold. Hun og hendes lille datter Rebecca bor i en fugtig lejlighed, hvor tre fyre dagligt dumper ind med hælervarer, tjald, fodbold og grov underklassejargon. Leigh-Anne, som den unge mor hedder, er ikke bare med på den værste. Når den svigtede og disharmoniske teenagemor føler sig truet, er hun det røvfattige slængs aggressive og rapkæftede anfører. Mest frygter Leigh-Anne, at de sociale myndigheder skal tage datteren fra hende, og hun har både mormoderen og en tyrkisk genbo mistænkt for at bagtale hende over for myndighederne. Leigh-Anne er ikke udelukkende en sympatisk karakter, der vækker publikums medynk. Hun reagerer destruktivt på sin baggrund og situation ved at opføre sig rabiat racistisk over for kvarterets beboere med indvandrerbaggrund. I det hele taget er ingen af personerne i Amma Assantes film entydige ofre eller skyldige. Kameraets ro gør sit til, at man har oplevelsen af at lære de medvirkende at kende som mennesker. Ikke hele handlingsforløbet virker realistisk, men det er en film, som gør dybt indtryk. Forstemmende indtryk. Barn på flugt Også Radu Mihaileanus fransk/israelske film 'Live and Become' begynder barskt. Men ved hjælp af både realistiske og mere vidtløftige kneb får det trøstesløse i den film modvægt af håb og handlekraft. Afsættet er den amerikansk-israelske redningsaktion Operation Moses i 1984. Tusindvis af etiopiske jøder fik lov til at emigrere til Israel i den tro, at de for første gang ville blive respekteret på lige fod med andre jøder i det hellige land. Et af omdrejningspunkterne i filmen er hvide, israelske jøders racistiske syn på afrikanske jøder. Hvis udvandrerne fra Etiopien overhovedet formåede at overleve sult, tørst og sygdom i flygtningelejre og derefter fik lov til at slippe ind i Israel, fik de status som andenrangsborgere. Uudholdelig psykisk smerte Filmen følger hovedpersonen Schlomo, fra han er ni år gammel, til han er voksen. Da han er ni, opholder han sig i en flygtningelejr i Sudan sammen med sin mor. De er ikke jøder, men moderen tvinger sønnen til at følges med en jødisk, etiopisk mor til Israel. Han skal »go, live and become«, beordrer hun ham. Først når han har gjort det, må han vende hjem igen. Og aldrig nogensinde undervejs må han fortælle, hvem han virkelig er. Han skal lade, som om han er den jødiske dreng Schlomo. Det volder drengen næsten uudholdelig psykisk smerte at forlade moderen og forsøge at blive noget, han ikke er. Schlomo som barn spilles så godt, at man øjeblikkeligt tror på ham og gennem ham ser både den personlige tragedie, etiopiernes nød og det jødiske hierarki. I længden bliver hans historie næsten for god til at virke sand. Men den virker medrivende som en diskuterende, oplevelsesrig dannelsesrejse i aktuel historie, religion, politik og psykologi.