En dag for mange år siden vågnede Claus Ryskjær tro mod sin vane langt ud på eftermiddagen. Uden for døren til soveværelset i familiens hus i Farum kunne han høre sin kone Elisabeth tysse på parrets to drenge, så far kunne sove i fred efter endnu en glædelig, om end søvnløs, nat i ophøjet ensomhed. »Da kunne jeg godt se, at det gik sgu ikke. Ungerne og min kone skulle jo også have lov at være der, men det var utænkeligt, at jeg skulle begynde at sove om natten. Så vi måtte have et større hus, simpelthen«. Manden, der slet og ret titulerer sig som 'Rysse' på sin telefonsvarer, skuer ud over stuen i det hus, der siden 1983 derfor har været den trygge ramme om hans liv. En tilværelse, hvor skuespilleren med det komiske talent, der kan kalde det helt store danske grin frem, sover i de lyse timer og lever i og for nattens mørke og afdæmpede lyde. »Allerede da jeg var dreng, var den gal. Jeg kunne simpelthen ikke sove om natten. Jeg er udpræget B-menneske, og mit arbejde har ikke gjort det lettere. Når man er færdig på teatret, er kroppen fuld af endorfiner og adrenalin, så der går mange timer, inden man falder til ro igen. At spille teater kræver enorm disciplin. Man må hverken hoste, nyse eller have tynd mave på arbejde. Det er som en spændetrøje, man først lægger fra sig, når man er hjemme. Og bare sådan falder ind i natten og sig selv. Det er vidunderligt, simpelthen«, siger han. Om natten finder man enten Claus Ryskjærs magre, let ganske let ludende skikkelse i et af husets mange rum. Fordybet i en af hans elskede sagaer fra Island, en film, en krydsogtværs, et maleri, en rolle eller bare sig selv. Eller man møder ham under stjernerne nede ved bredden af den nærliggende Sjælsø, hvor han vandrer rundt i håb om at få et glimt af en anden nattestrejfer fra dyreriget, ræven til eksempel. Ude fra vejen i det døsige sølvbryllupskvarter i udkanten af Birkerød, hvor weekenden åbenbart allerede har lagt sig som et gråt slumretæppe fredag eftermiddag, ligner det gule murstenshus et hvilken som helst parcelhus med faste mål og standarder. Men når man trænger dybere ind i det, åbenbarer nye vinkler og sider sig bestandigt. Her kan man gå gennem en gammel, tung og hærdebred fransk port og træde lige ind i det skattede bibliotek, hvor verdenslitteraturens helte står skulder ved skulder i mørke reoler. Her er køkkenets hyggekrog med en skålfuld konfekt, der fik lov at overleve julen. Her fører en dobbelt trappe ned til den stue, der falder i to dele ned mod de store vinduer ud mod haven og den vidt åbne natur bag den. Rummene åbner sig og blotter deres overraskelser, præcis som værten selv. »Jeg elsker det her sted, og jeg holder allermest af at være hjemme. Det er her, der er trygt, og jeg slapper af. Det kan da godt være, at mange mennesker vil undre sig over, at det er mig, der bor her. Fordi de har en anden opfattelse af mig«, siger Ryskjær og lader sit smil tage en vandring over de mørke øjne under brillerne. Grave hul og stable sten Fordommene om og forventningerne til den skuespiller, der har været bedst til at trække det store danske grin op af folkedybet i snart 40 år, er mange. Det ved Claus Ryskjær, og derfor er han egentlig heller ikke forbavset over, at det har vakt så stort postyr og kaldt så mange komplimenter frem fra de omgivelser, der har ladet sig forbløffe over hans præstationer i såkaldt seriøse roller i de senere år. Her er Claus Ryskjær sprunget ud af farcens smålumre klædeskabe og har indtaget en så hip og cool scene som den hos Aventy-T i stykker af yngre dramatikere. »Ja, det er jo helt fantastisk«, snøfter den forkølede skuespiller, så han er lige ved at hale sine karakteristiske, flade a'er op i næsen, da vi har sat os i læderstolene ved sofabordet. Trods snottet er der tør ironi i bemærkningen. »Jeg kan altså overhovedet ikke se forskellen. Men selv om farcer, revyer og lystspil har fyldt det meste af mit liv, har jeg trods alt spillet andet også. Og grundlæggende er det de samme værktøjer, du bruger som skuespiller. Selv Shakespeare skal sgu være underholdende for at være god på teatret«, siger han. Så du er altså ikke blevet finere? »Harrharrhaarhaarrh«, for første gang ud af mange denne eftermiddag knalder Ryskjærs varemærke, den larmende og på grund af forkølelsen ekstraordinært hæse latter, ud i stuen. »Nej«, siger han, da han forbavsende hurtigt får styr på det kraftige udbrud. »Det er i hvert fald noget sludder. Det er bare rart at få nogle roller engang imellem, hvor der er noget kød på. Det, der gør det svært at spille farce, er, at du selv skal gøre situationen menneskelig. Du skal selv grave hullet, fylde beton og stable stenene ovenpå. Hver aften, på få minutter. Det er afsindigt krævende, så faktisk er det sværere at spille farce og revy end såkaldt seriøst teater, hvor man læne sig tilbage i rollen«, siger Ryskjær og tilføjer et »nu skal man jo passe på, hvad man siger«. Vist mest til sig selv. For man selv om Claus Ryskjær som skuespiller ofte er i stand til at dreje sine roller over i det farlige og uforudsigelige, er man aldrig i tvivl om, at han mener, hvad han siger hjemme i Birkerød denne eftermiddag. Ordene falder kontant i korte sætninger, hvis klarhed bærer præg af holdningen om, at »det værste ved et interview er, at man skal sidde og spille så skideklog«. Skuespiller ved et tilfælde I virkeligheden var det et tilfælde og absolut ikke et bevidst valg, at Claus Ryskjær blev skuespiller og havnede i den lette ende af sit fags tunge korpus. »Jeg var lige så seriøs, da jeg var ung, som jeg er nu. Der var bare ingen, der lagde mærke til det«, siger han og afleverer igen den korte, neddæmpede version af signaturlatteren. »Jeg havde spillet Nuser i en musicalversion af 'Radiserne' på Ungdommens Teater der sidst i 1960'erne. Så var jeg pludselig stemplet som morsom og fik et tilbud fra Bakken om at spille med i Cirkusrevyen. »Hva' fa'en skal jeg derud efter«, tænkte jeg. Jeg havde slet ikke gjort mig nogen forestilling om, at jeg var morsom, Det havde jeg sgu ikke. Det melankolske ligger meget tættere på min natur og jeg har aldrig været sådan en, som har fortalt vittigheder. Selv om jeg faktisk kan ret mange«. At drengen Claus fra Vanløse overhovedet blev skuespiller, skyldes også en tilfældighed. I nabolaget boede forfatteren bag historien om 'Spørge Jørgen', Kaj Rosenberg. Blommetræerne i hans have fik ofte uindbudt besøg af Claus Ryskjær og andre drenge. »I stedet for at skælde os ud, inviterede han os ind på chokolade og sodavand. Han bad os om at gå igennem havelågen, når vi skulle ind at stjæle i stedet for at springe over hækken og ødelægge den. Og så spurgte han, om der var nogen af os, der kunne spille teater. Min storebror meldte sig, og så kom han i Radioteatret. Han tog mig med derind en dag, da jeg var ni år gammel. Da en af de andre drenge ikke dukkede op til prøven, blev jeg spurgt om jeg kunne læse? Det kunne jeg godt, så jeg fik et manuskript stukket i hånden. Så var jeg med«. Nogle år senere kom den 13-årige Claus Ryskjær med i et hørespil for voksne og fascinationen voksede. »Det var fantastisk for mig at se en instruktør som Sam Besekow komme ud til en skuespiller for at sige et eller andet, men så gå i stå og bare sådan tage sig til panden eller løbe hånden gennem håret. Det virkede nemlig og i næste forsøg virkede scenen. Når ting er rigtigt gode, kan du ikke sætte ord på, hvad det er, der gør det godt. Hvis du kunne det, kunne du lige så godt lave en kogebog. Sådan er det hver gang - det skal lige løftes lidt. Men hvad betyder det?«, spørger Ryskjær og går i stå, fortabt i en fascination, der helt åbenbart stadig varer ved. Selv om komikken ikke lå lige for, har Claus Ryskjær aldrig været i tvivl om, at han magtede det. »Da jeg var yngre, kunne jeg klare alt, jeg var jo verdensmester. Troede jeg. Jeg havde sådan nogle arbejdsdage på 18-20 timer og fik aldrig læst på rollerne, før i sidste øjeblik. Det var jo helt vanvittigt. Med årene bliver man mere og mere bange for, at man ikke kan honorere de krav, der stilles. I bund og grund er jeg efterhånden ikke så vild med at optræde, men jeg kan ikke lade være, så det må jo være en drift. Et kald er det ikke, det kan jeg godt garantere«, siger han. Doven af natur Dagen og den sidste uges tid har været frustrerende for Claus Ryskjær. Han er sammen med kolleger som Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Ken Vedsegaard i gang med at forberede en dansk version af Tom Stoppards 'Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde' på Aveny-T. Men på grund af sygdom har prøverne ligget stille i en uges tid, kun en lille måned før premieren. »Det er en ret ensom proces, fordi jeg ikke er så god til bare at sidde at lære replikker udenad alene. Det er underligt hult, og da jeg er doven af natur, kan jeg bedst arbejde, når jeg kender sammenhængen og arrangementet«, siger han og skyder øjenbrynene op i panden i en af de mange velkendte grimasser. Elastikken i Claus Ryskjærs gummiansigt har været spændt hårdt ud i alle de år, hvor hans primære funktion har været at få danskerne til at le. Men den er aldrig sprunget eller hoppet af. »Hvis jeg tror, at jeg hæver øjenbrynene en anelse, sidder de helt oppe på toppen af hovedet. Det er et handikap for mig, som jeg altid må få instruktørerne til at dæmpe ned. For jeg er ikke selv opmærksom på, at mit fjæs laver sådan nogle underlige ting«, siger han om den mimik, der sammen med den brede mund og den voluminøse latter også er en del af varemærket 'Rysse'. Bag os falder dagens sidste grå lys ind ad vinduet og lægger et blødt slør af ro over de hvide vægge, hvor Ryskjærs egne tegninger og raderinger blander sig med malerier og antikviteter. »Jeg tror, at jeg har en halv Tuborg Light ude i køkkenet. De er godt nok lidt bitre i smagen, men jeg er sgu blevet tørstig«, siger Ryskjær og forsvinder hastigt op ad trappen i sine hjemmesko. Fattig opvækst Bevæbnet med den alkoholfri øl nærmer vi os den melankoli, der er en stor del af Claus Ryskjærs sind, og som hele tiden lurer under munterheden. »Han har en stor humor og en stor sorg i udtrykket«, som Nikoline Werdelin har sagt om Ryskjær. Hvad det er, der kaster mørke skygger over hans sind, har han »ingen anelse om. Som du kan se, har jeg ikke noget at være utilfreds med«, som han siger. Men en del af forklaringen findes i den fattige opvækst i en lejlighed med kun to et halvt rum i Vanløse til en familie på 6. »Min barndom var temmelig hård, men også skøn og dejlig. Det tror jeg, de fleste mennesker vil sige om deres barndom«, siger Claus Ryskjær første gang, man bringer emnet på bordet. Og lader et lille »ja« hænge efter sætningen som et venligt, men ikke helt definitivt punktum. »Jeg kan godt huske, hvordan det var at være fattig. Det er ikke, fordi jeg ikke kender mine rødder. Men den der dyrkning af barndommen... nej, vil du rende mig«, udbryder han og synker dybt ned i lænestolen med et snøft. Begge Claus Ryskjærs forældre var syge. Faren, der var maler, led af svimmelhed og kronisk hovedpine, moren var plaget af angstanfald. Deres fire sønner måtte tidligt i livet tjene penge til familien og vænne sig til et liv præget af sygdom og nætter med morens skrig af angst. Claus Ryskjær gik ind og ud af skoler i sine teenageår og måtte til sidst opgive at gennemføre gymnasiet. »Det var sgu ikke særlig skægt, men jeg fik da lært at komme direkte hjem med hyren. Det har jeg altid gjort og så lånt en tier af min kone, så jeg også havde lidt«, siger han og smiler lidt for sig selv. Lige siden har melankolien hængt ved ham. Hvornår den kommer og hvad der kalder den frem, ved han ikke. »Jeg ved ikke, om den er nedarvet, eller hvad fanden den er. Men den er en følgesvend i mit liv. Melankolien er god nok - den er en fin undskyldning for ikke at være helt på toppen. Men hvis jeg ikke holder den i ave og taler med min psykiater om det, bliver den til depressioner og sceneangst. Og det er stærkt ubehageligt. Måske har jeg også arbejdet så meget for at holde det nede, jeg har i lange perioder simpelthen ikke haft overskud til at tænke på andet end næste rolle«, siger han. For umodne Oppe i køkkenet er Elisabeth kommer hjem fra sit job som plejer på en nærliggende institution. »Hej skat«, råber Claus Ryskjær glad. Så tilstår han med et knapt så muntert tonefald: »Ja, jeg har altså ikke lavet kaffe til dig«. Parret har egentlig været gift siden 1969, men blev skilt to år efter. For dog at finde sammen igen i 1973 på Claus Ryskjærs foranledning. To år efter ventede de deres første barn og blev gift igen. »Det var på sin vis meget godt. Vi fandt sammen på en bedre måde. Vi var for umodne i første omgang, vil jeg tro, men fik siden en meget stor kærlighed, der er det vigtigste i mit liv. Det er ikke altid, Elisabeth forstår mit sind til fulde, men hun accepterer det. Og det er en fantastisk gave«, siger Claus Ryskjær. Stilheden lægger sig over os som en tænkepause. Indtil Claus Ryskjær stille siger: »Jeg har svigtet mine børn utroligt meget. Og min kone. Jeg har i højere grad været gift med mit arbejde end med hende og været mere interesseret i det end i mine børn. Det kan jeg tydelig se nu, og drengene er også begyndt at tale om det. Det kan jeg godt ærgre mig over. Men jeg kan ikke gøre så meget ved det nu. Jeg ved ikke, hvorfor det har været sådan. Men jeg har været egoistisk. Det er nok det rette ord. Jeg ved sgu ikke, om det var det værd at ofre så meget for arbejdet, det ved jeg faktisk ikke«, siger han og igen sænker stilheden sig over os. Hvad ville du selv skrive i en artikel om Claus Ryskjær? »Ha, den ville fandeme blive meget kort, i hvert fald. Hvad skulle jeg rose mig af? At jeg har et talent? Det er en dåbsgave, som jeg kun kan rose mig af, at jeg har dyrket med en vis form for flid. Men altså med store omkostninger i familien«. Ryskjær plukker en ny Tuborg Super Light i køleskabet og giver sig til at pjatte med Elisabeth oppe i køkkenet. Begge kommenterer dagens avis med en stærkt affekteret, duarderpræget udtale. Og knækker sammen af grin, inden Claus Ryskjær pludselig farer ud af køkkenet. »Prøv lige at se her«, råber han triumferende, da han kommer tilbage med noget, der ligner den bageste del af et lommeur uden urskiven og viserne. »Hvad? Du er den første, der har gættet det«, siger Ryskjær skuffet og den munterhed, der som regel står og spiller i de brune øjne, er væk i et sekund eller to. Så kommer den tilbage for fuld fanfare, da Elisabeth oplyser, at dagens menu er stegt flæsk og persillesovs. »Herligt«, råber 'Rysse', »så kan det da ikke blive mere ukorrekt! Og så i januar, hvor alle de andre spiser salat«.